‘Poppeas kroning’ Det Kgl. Teater Operaen 13.1.08 Anm.

poppea_01_525.jpg  

Ylva Kihlberg og Tuva Semmingsen i ‘Poppeas kroning’ (Foto: Thomas Petri)

  

RAPPORT FRA NEROS HOF

Monteverdis ’Poppeas Kroning’ på Operaen er næsten fire timers fræk og sexet opdatering af musikdramatik af shakespearsk format

*****

——————————

HVIS begrebet soap opera havde eksisteret i 1643, så var det nok dét, man ville have kaldt ’Poppeas kroning’. I hvert fald sådan som Det Kgl. har valgt at spille den.
Det er ikke negativt ment. Operaen har lagt opsætningen i hænderne på David McVicar. Han er en mand, der går til biddet og siger: Hvad handler dette her om? Det handler sex og magt og vanvid. Smæk for skillingen. Det foregår i Rom på kejser Neros tid, men det skal ikke forhindre os i at rulle den historie ud som et koncentrat af en tv-serie i bedste soap- og action-stil. ’Bedste’ vil sige: Dér hvor genren rammer med blodrig kraft.
I orkestergraven er Lars Ulrik Mortensen og hans Concerto Copenhagen helt med på dén. McVicars rå indgang til dramaet falder nemlig glimrende i tråd med den saftige måde, Mortensen griber barokmusik an. Et attak, der sprudler af nærvær og lyst til dramatiske vejrtrækninger.

FIRE TIMER

McVicar kender vi fra hans opsætning af Mozarts ’Titus’ for nogle år siden. Han er en detaljernes mand. Gennemarbejdet personinstruktion. ’Poppea’ har han sat op i en stribe store operahuse gennem flere år. Stadig frækkere og mere detaljeret. Han vælger at bruge stort set hele det tilgængelige partitur, og det gør, at vi skal igennem næsten fire timer. Det Kgl.s tidligere operachef Ulrik Cold, som har sunget partiet som filosoffen Seneca mange gange internationalt, bekræfter, at den normalt synges med en kortere og mere koncentreret 1.akt. Jeg kan til gengæld bekræfte, at Cold fik sit gennembrud som Seneca ved en ’Poppea’-opførelse i Thorvaldsens Museum i februar 1965. Et gennembrud, der fik os anmeldere til at løfte øjenbrynene.

LIVE TV

På Operaen søndag eftermiddag kunne man godt have levet med en kortere 1. akt.
Det er fra og med 2. akt, hårene rejser sig. Vi er kommet tilbage fra pausen, og er klar over, at nu skal der ske noget efter en forhistorie, der handler om, at Poppea har noget fis for med kejser Nero, mens hendes mand Ottone er bortrejst, og nu er Ottone kommet hjem og er godt sur.
Ved 2. aktens start får filosoffen og Nero-rådgiveren Seneca overbragt sin dødsdom. Hvad har han gjort? Han har sagt til Nero, at han synes, det er en dårlig idé af Nero at skubbe sine kejserinde udenbords til fordel for elskerinden Poppea.
McVicar har anbragt Seneca i et tv-debatprogram. Kameraet snurrer. Men Seneca bliver afbrudt i en ophobning af gyldne bonmots. Et bud fra kejseren: Tag dit liv. Gerne på stedet. Værs’go!’ Her er en revolver. Live tv.
En situation med associationer til alskens absurde rædsler i vor tid. Musikalsk giver det Monteverdi anledning til et smukt greb, der peger langt frem fra renæssance til barok: En kort og herlig terzet mellem de tre øvrige debatdeltagere, den ene nervøs, den anden desorienteret, den tredje ved at falde i søvn.  Men klarer vi tv-idéen? Jeg synes det. Som vi sted efter sted i denne ’Poppea’ accepterer overraskende eller komiske regi-vinkler, som får os til at spærre opmærksomheden dobbelt op over for de kyniske manipulationer mellem hovedpersonerne og den tiltagende række af musikalske perler.  

SEX-GALNING

Den brutale sex-fikseringen hos McVicar kommer måske bag på nogle. Formodentlig skulle de lige have været i lokalerne hos kejser Nero for at erfare, at hvad de serverer på Det Kgl. er søndagsskole i forhold til virkeligheden ved Neros hof.
En stribe af forløsende kup: Nero synges af mezzoen Tuva Semmingsen (partiet har været kastratbesat dengang). Synges – og spilles! Med en energi og et sceneflow, der er temmelig overrumplende. McVicar har gjort hende til en lille, lidt skæv sex-galning, uberegnelig i sit altædende behov for vold, sprut og sex af enhver art. Rystende i sin konsekvens fremme i slutningen, hvor en næsten overjordisk duet mellem Nero og hans nykårne kejserinde afrunder det makabre forløb.
Det er disse markerede fremhævelser af kontraster, der gør operaen – og opsætningen – så stærk. Den lille gnom af en mørk kejser i favnen på den høje, lyse Poppea – flot sunget af Ylva Kihlberg i øvrigt. Og når det gælder Tuva Semmingsens mezzo  – prægtigt klingende som altid, men med et spændende islæt af næsten pop-timbre i særlige situationer. En kobling til barokorkestrets vibratosvage klang? Eller inspiration fra en instruktør, der skaber scenerier i sex- og diskotekklub-vibrationer?

DRAGSHOW

I den henseende er der nemlig godt med udskejelser. Susanne Resmark får frit løb i scener, hvor orgierne udfolder sig. Denne mageløse, skånske altsangerinde kan føre sin vældige krop som en alf og gør det som alt andet: Hæmningsløst. Og Gert Henning-Jensen har en stormfuld finale, hvor han som Poppeas barnepige går amok over sin frues kejserinde-kåring og omsætter sin arie i et dragshow, der kan bringe ham direkte til Nørrebros Teater, hvis dét teater genopsætter historien om glam-rock gudinden Hedwig. 
Vi skal ikke undlade at nævne, at der i øvrigt bliver sunget og ageret af alle de mange medvirkende med betydelig verve, indimellem forrygende  – Sine Bundgaard, Hanne Fischer, Trine Rastrup Møller, Jan Lund.
Vi har oven i købet en glimrende engelsk kontratenor på banen: Stephen Wallace, der som Ottone effektivt svinger mellem ægte tenor-brysttoner og egentlig kontratenor.
Hele den lange opera i en meget smuk dekoration med vældige søjleagtige lameller, der åbner og lukker for et bagtæppe af erotiske scenerier.

Gregers Dirckinck-Holmfeld    

   

    

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *