'Anne Marie Carl-Nielsen Mungo Park, Kolding 26.3.2015

Maja Juhlin og Frank Thiel i ‘Anne Marie Carl-Nielsen’ på Mungo Park (Foto: Palle Peter Skov)

 

 

 

 

 

 

 

ET ÆGTESKABS HISTORIE

 

Kvinden har fat i den lange ende i en glimrende dramatisering af brevvekslingen mellem Carl Nielsen og hans billedhugger-hustru Anne Marie. Intens magtkamp og tilløb til forsoning mellem to selvstændige kunstnere.

Dramatiker: Vivian Nielsen. Instruktion: Sophie Lauring. Scenografi: Nadia Nabil. Medvirkende: Maja Juhlin og Frank Thiel.

Spiller på Teater Mungo Park i Kolding indtil 25. april.

 

*****

BRUGE Carl Nielsen-året til at fejre den store komponist som en lille mand, der kæmper for at stå oprejst, styre sig, finde sig selv, overleve i sit forhold til den kvinde, han var gift med gennem et langt liv?
Det er li’godt ikke den dårligste ide. Der bliver hyldest og lobhudling nok i alle mulige andre sammenhænge.
Mungo Park i Kolding har valgt at bede dramatikeren Vivian Nielsen fortælle historien om Anne-Marie Brodersen, der gifter sig purung med Carl, da de har mødt hinanden i Paris. Om et ægteskab, der hurtigt afstedkommer tre børn, men næsten lige så hurtigt et skisma mellem de to, fordi Anne-Marie har lige så mange kunstneriske kræfter i blod og nervesystem som Carl.
Og mindst lige så mange psykiske kræfter. Det er udgangspunkt og pointe i dette drama, der bygger solidt på parrets livslange brevveksling, en brevveksling, der hudløst og opslidende, grumt og forsonende blotlægger samhørighed, utroskab (i hvert fald hans) og allerhelvedes kvaler med at finde løsninger.

CARL OG ANNE MARIE

Dramaet viser utvetydigt, hvem, der havde råstyrken og bukserne på, når det kom til stykket. Det havde Anne-Marie. Og den vinkel passer jo ganske godt på, at vi i 2015 fejrer ikke bare Carl Nielsen, men også hundredeåret for indførelsen af danske kvinders stemmeret.
Carl og Anne-Marie er de to, vi ser på scenen, Frank Thiel som Carl, med tæt skikkelse og højt hår, så det er lige ved, at han ligner. Og Maja Juhlin, kvindekrop til at tage og føle på, en kvinde i viljestærk fremfærd.
Alt foregår omkring soklen til den rytterstatue, hun lavede på bestilling til Christiansborg Ridebane: Den afdøde Christian 9. højt til hest – vi bliver snart klar over, både i stykket og i brevene, at det ikke var Christian, der interesserede hende, det var hesten.
Hun var fra landet ligesom Carl, og hvor han syrede fuglesang gennem sine værker, greb hun om stærke hestelår, æltede dem i ler, støbte dem i bronze. Kommer man ikke på Christiansborg Ridebane, kan man kikke på den prægtige, knejsende hest besat med en nøgen panfløjtende yngling, der står ved Grønningen, nær Østerport – hendes hyldest til den elskede, troløse mand.
Thiel rammer ham smukt som den drengede, usikre, men også selvhævdende kunstner, der maser for at gøre op med sig selv og se i øjnene, at han er gået ind i et fællesskab med en kvinde, der nægter at acceptere borgerlige normer om, hvem der er, og hvem der gør hvad i et ægteskab. Borgerligheden pibler frem, når han føler sig trængt – hvad fanden bilder hun sig ind at blive væk uge efter uge, måned på en rideskole i Tyskland, hvor hun har set sig varm på en herlig hingst. I stedet for at passe hjem og børn – for ikke at sig: Redde hans letbevægelige sinde fra husholdersken, frk. Møller?

PÅ TOPPEN AF SOKLEN

Deres endelige opgør og forsoning foregår på toppen af soklen, som hun er besteget som en Valkyrie i sin kvide over både det vaklende ægteskab og den slidsomme kamp med rytterstatuen. Og som Carl må bestige for at tigge om forsoning. Godt tænkt – som meget andet i forestillingen – af iscenesætteren Sophie Lauring.
I slutsituationen skifter den svage, næsten orgeltoneagtige musik, som Emil Assing Høyer har ladet smyge sig som underlæg gennem scenerne. Til hvad? Et af de Carls oplagte symfoniske udbrud? Nej til temaet i salmen ’Sænk kun dit hoved, du blomst’. Traditionelt i brug ved begravelser. Insisterende gentaget.
Et monument over et forlist, men forsøgsvis genopbygget ægteskab?
Vivian Nielsen, som vi kender fra en række skuespil, hvor hun rammer ned i danske kunstneres personlige kampe med vanskelige sind, kunstnerisk ambitioner og sindsoprivende kærlighedsproblemer, fortæller denne gang forløbet i kronologisk hurtige skift, undertiden ved at lade de to springe ud af dialogen og give os korte, faktuelle informationer. Uden at slippe opgør og forsoninger som den faste tråd.
Og selvhævdelsen: Hun lader begge have brug for nogle gange at remse deres bestillinger og deres sejre op, næsten som CV-noter over for hinanden. Argumenter i deres magtkampe.
Jamen, sikke da et glimrende bidrag til Carl Nielsen-året.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

code