Signe Asmussen (foto: Camilla Schiøler)
SOM JUNGLENS KVIDRENDE FUGLE
Blandt danske sopraner er Signe Asmussen den mest forbløffende
’Percurama American Percussion Works’. Værker af Cage, Ginastera, Harrison og Varese. Solister: Signe Asmussen og Nicklas Walentin. Percurama-ensemblet. Dirigent: Jean Thorel. (Naxos 8.574244)
******
JAMEN ALTSÅ. Hende Signe Asmussen! Her har man lige siddet og hørt hende synge sådan en nydelig Heise-sang – et af mange øjeblikke på det nye, store compendium af Heise-sange – en lille sørgmodig tekst af Carl Ploug om jomfruen, der sidder en stille sommeraften og synger til havmanden, så han mister sjæl og besindelse – ”Jeg kender ingen hvile for kraften i mit skød/og ingen livets glæde og ingen salig død”.
ÆRKEROMANTISK længsel. ”En sommeraften silde” hedder sangen om jomfruen og den arme havmand.
DET går anderledes for sig, da Signe Asmussen tager fat i Alberto Ginasteras ’Cantate para America Mágica’. Den stille Heise-melankoli er forvandlet til vild, dramatisk anråbelse af mytiske, præcolumbianske guder, navne svirrer i hendes mund, Tzacol, Bitol, Huracán, Chipi-Caculhá… skummende salver af navne, flere endnu: Tepeu, Gucumatz, Ixipiyacoc… og endnu mange flere, tilsammen lysets og solens skabere – ”Lad daggry komme!” lyder anråbelsen. Fortællersken på Heises sildige sommeraften er nu en kvinde, der er inkarnationen af et forhistorisk kollektiv – ”Se på os, lyt til os! Forlad os ikke! Beskyt vores børn, vores efterkommere, himlens hjerte, jordens hjerte! så længe solen går over himlen, og der er lys!”
’KANTATE til det magiske Amerika’ er titlen. Signe Asmussen med sang, der gnistrer som et vildt fyrværkeri af toner fra det stemmeværk, der suverænt er denne soprans, når det skal være på dén måde. Ikke meget synes hende fremmed. Byd Signe Asmussen et partitur, som stiller ubetingede, olympiske krav. Vokale lynglimt og glitrende stråler som styret af en fyrværkerimester på en nytårsaften. Og ord, der suser over himlen, så det knitrer – på spansk!
TEKSTERNE i denne argentinske komponists kantate er af digteren Mercedes de Toro, bygget på overleverede sagn fra en amerikansk fortid, da sprog som latin og spansk var fjern fremtid. Teksterne er nedfældet af spanske munke, der hørte dem hos den lokale Maya-befolkning i 16 og 17-hundredetallet. De noterede ned, ødelagde det halve i Jesu navn, men bevarede noget. En sproglig fællestitel er Popol Vuh – slå det op på google, og du får kilometer af forskning i en Maya-kultur, der dækker områderne omkring det sydlige Mexico, Guatemala og Belize.
STEMMEKONTROL er Signe Asmussens tryllekunst. Uforfærdet præcision i de sværeste vokale manøvrer. En mester i den genre dukker op i erindringen. Den italienske komponist Luciano Berio havde en sopran-hustru, der hed Cathy Berberian. Hun sang atonale og tolvtone-kompositioner – Berios og andres – i 60’erne og 70’erne, som var det cirkus-artisteri, balancekunst på de højeste liner. Hør hende på Youtube. Men hvorfor gå til andre end Signe Asmussen selv? For et par år siden mestrede hun Boulez’ ’Le marteau sans maître’ ved en koncert i kirken på Blågårds Plads (se anmeldelsen 6. juni 2019). Og nu altså Ginasteras latinamerikanske kantate, seks satser, skrevet i 1960 for sopran og et slagtøjsensemble på seksten musikere inklusiv to pianister, der indkapsler sangene i de mest virtuose og sprødeste variationer af nøddeknækkende knas det ene øjeblik, ømme og mildt berusende duft fra klingende lydkulisser til en kærlighedstekst det næste øjeblik – ’Nocturno y canto de amor’. Eller en manende krigeropsang, der ville have taget pippet fra Verdi, da han komponerede Radames’ forvarsel til krigen mod ætiopierne i 1. akt af ’Aïda’. Og så bruger Signe Asmussen pludselig sin forbløffende stemmekontrol i effekter, som ville hun konkurrerede med Amazon-skovenes fugle – hendes instrumentale beherskelse bringer hende langt ud over sopraners normale udtryksmidler, så eventyrligt og smukt i samarbejde med denne gruppe musikere, der udgør Percurama-ensemblet, skabt for flere år siden af slagstøjs-professoren Gert Mortensen ved Det kgl. danske Musikkonservatorium. Med musikere fra en lang række lande, elever, lærere eller udefra kommende, i dette tilfælde under ledelse af franskmanden Jean Thorel, internationalt berømmet for sin avancerede orkesterledelse, sidst i et chefjob for et symfoniske ensemble i Hongkong – måtte Vorherre og Mao i deres himmel høfligt anmode om ensemblets forsatte eksistens.
DET fremgår, at optagelserne til denne Percurama-cd har fundet sted over en flere år lang periode mellem 2009 og 2016 i Musikkonservatoriets Koncertsal, alle ledet af Jean Thorel. Man tvivler ikke. Det er ekstremt raffineret stof. Gennemplejet ned til de mindste detaljer. Og Ginasteras kantate er ikke det eneste punkt på denne cd. Der er rigeligt meget mere til at tage pusten fra sin lytter. Så der må en vejrtrækning til, før vi går løs på de andre ’American Percussion Works’, som er med på pladen. Avantgarde-klassikere som John Cage’s ungdomsværk ’First construction’ fra 1939, der sætter både gedulgte og ekstreme danserytmer i luften. Og Edgar Vareses korte ’Ionisation’. Man kan også lade sig forbløffe af den på optagetidspunktet vel kun 20-årige Niklas Walentin, der med overlegen bueføring kaster sig ud i amerikaneren Lou Harrisons koncert for violin og slagtøjsensemble. Det er kun et par måneder siden vi skrev om hans forbløffende indspilninger af Ysaÿes violinsonater (26.11. 2020).
Niklas Walentin er lige så uforfærdet med bue og strenge som Signe Asmussen er med stemmebånd.
gregersDH.dk