Janus Nabil Bakrawi og Marijana Jankovic i ‘2200 Carmen’ (Tegning: Claus Seidel)

DAGENS SKUD PÅ NØRREBRO

’2200 Carmen’ er dagsaktuel kommentar til begivenhederne på Nørrebro –
og spændende variation af jalousidramaet i Bizets opera.

****

‘2200 CARMEN’  hedder stykket. 2200 er postnummeret for indre Nørrebro. Vi er på hjemmebane. Egnsteater Nørrebro. OK. Egnsteaterstøtte får teatret jo også. Sådan en slags.
Og så er der det med Carmen. Hun holder også fint til hjemmebanen. I operaen har Carmen indvandrerblod i sine spanske årer. I Nørrebro-kvarteret  er der eksotiske Carmen’er i stakkevis. Hende i ’2200’ er af serbisk herkomst, men taler lige så dansk, som Carmen har talt spansk.
Bortset fra dét er operaen ’Carmen’ jo ikke en indvandrerhistorie. Det er en historie om kærlighed, jalousi, stolthed og død.
Det er ’2200 Carmen’ også. Den er bare mere. Også en historie om helvedes konflikter i Københavns mest indvandrer-urolige bydel. Det virker næsten, som om stykket et skrevet inden for den sidste måned. Skuddene knalder, banderne slås, og politiet  – ja, der er en hel scene, der ser ud som om den er føjet til for mindre end en uge siden: En scene hvor politiinspektøren, spillet af Marina Bouras, nærmest har fået banket en monolog ind i manuskriptet, som virker som en panisk og desperat nødråb til politikerne: Hjæælp!! Vi kan ikke klare dette her!
Nødråbet modtages i øvrigt med hånligt bifald hos premierepublikummet. Ligesom en bemærkning fra scenen om politiets utilstrækkelighed. Et opportunistisk hooligan-bifald, der er tankevækkende.  

DEBATINDLÆG

På den måde bliver ’2200 Carmen’ en slags aktuel debatindlæg. Der er sandelig noget for politiet at hamle op med. Ikke mindst, når en af de tapre betjente brænder varm på bandetøsen, stikker af med hende og ender med at tage livet af hende i vild jalousi, fordi hun dropper ham, selvsikkert og med dødsforagt.
Dér er vi tæt i sporet af Bizet-operaen. Ligesom vi er det i den hyldest, der ligger i forestillingen, når man i finalesangen synger ’Der er noget Carmen over Nørrebro – Der er noget Carmen i os alle sammen!’
Viljen til at følge sit eget hoved. Koste hvad det vil. En hurtig konklusion, som gerne vil mødes med sympati af egnsteatrets nære publikum. Selvom den klinger en smule hult.   

KAMPZONE

Anyhow. Her kommer teatret med et scenisk flot bud på lokaldrama. Proppet med rå musik. En sanger som Isam B til at binde sammen, fortælle og fortolke stemninger og indhold med sin flotte, grove stemme. Og et band gemt højt bag i scenen til at skære rytmen ud, skarptandet og indtrængende.
Scenen ligner ikke for fem ører Nørrebro, mere en rædselsvision af en forladt rumstation i en science fiction film. Den indeholder på skift en stump Station 1, så gade, så fængsel, så baggård. Konstant: Kampzone. Scenografen Tine Schwab har besluttet sig for en farvepalet af gråt og sort, som kun knækkes af Carmens berømte røde rose. Den lige så berømte arie om rosen hører i øvrigt ikke til i dette regi. Operaen strejfes kun med lillefingeren. Nemlig af habaneraen og seguedillen fra Bizets partitur. 
Lyse, flinke Jonatan Spang spiller den ulyksaligt forelskede betjent (Don José i operaen). Spangs væsen er dybest set et hjemsted for en rimelig kvote intelligens, men vi overbevises efterhånden om, at han også kan agere blåøjet.
Hans makker som betjent er den hurtige Anders Juul, og Marina Bouras har som sagt opgaven at være deres overordnede – det ligner en overlevering fra en af de mange politifigurer i de danske tv-serier.

CARMEN

Mere interessant er modparterne. Selvfølgelig opsætningens Carmen, Marijana Jankovic, teaterskoleuddannet i Århus, men allerede set én gang tidligere på en Nørrebro-Scene, nemlig i den fine lille forestilling ’Kærlighedens optik’, der gik for et år siden henne om hjørnet på Kaleidoskop. En karakterfuld ung skuespillerinde, men måske ikke den mest overbevisende behersker af det forføreriske og stålsat egensindige hos Carmen. Næppe alene hendes egen skyld. Skuespillere vurderes tit på sammenligning med medspillere. I ’2200 Carmen’ modstilles hun den kraft, der udgår fra bandelederen, manden, der viser sig at være hendes ægtefælle, og som skal svare til tyrefægteren Don Escamillo i operaen. Den suveræne konkurrent til den unge betjent. Og mere end det: En mand, Carmen lader sig styre af.
Janus Nabil Bakrawi spiller ham med pondus og stærk karisma.
Rollen findes ikke i operaen. Til gengæld har Nørrebro Teater smidt den nuttede Michaëla ud som konkurrent til Carmen. Og det gør ikke noget.

VOLDSOM APPEL

Som helhed er det en medrivende og meget spændende forestilling. Søren Iversen har iscenesat den med kampscener på liv og død, breakdanse og obscure optrin som spåscenen, hvor Carmen varsles død og ulykke, og hvor sorte dæmoner varsler med.
Det er musikteater med voldsom appel til et ungt publikum. Og til alle, der vil se Carmen-myten omfortolket, som forrige generation så den omfortolket på film med Harry Belafonte og Dorothy Dandridge. At den samtidig giver et skarpt billede af problemer på Nørrebro i et mix af heroisering, fordomme og skrækvisioner, er nok det mest appellerende. Ud over musikken.        
 
GregersDH.dk