Pigen med bomberne (foto: Mungo Park)

PÅ SPORET AF

VIRKELIGHEDEN

’Pigen med bomberne’ på Mungo Park. Hvad er det for en virkelighed, der driver historien?

Tekst og instruktion: Tue Biering. Scenograf: Simone Bartholin. Medvirkende: Bettina Grove, Marianne Søndergaard og Nana Morks samt lokale medvirkende: Rasmus Kreiner, Søren Knud Christensen, Marie Louise Madelung, Johanne Fridahl Willman, Beck Heiberg, Julie Hultberg og Sofie Westergaard Nielsen.

’Pigen med bomberne’ spiller på Mungo Park Teatret i Allerød. Varighed: 1½ time uden pause. Stykket er produceret af Teatret St.tv. og Mungo Park Teatret. 

****

”DER er ingen, der kender mig. Ingen ved, hvem jeg i virkeligheden er.”

MED de ord forlader den sidste af pigerne scenen. Det er ikke den eneste replik fra de seks teenagere, vi møder i ’Pigen med bomberne’. Men næsten den eneste. Det er de voksne, der snakker. Pigerne er tavse. Det er deres tanker og handlinger, der handler om. Deres hjerner kredser om ideer og planer. Tue Biering har skrevet og instrueret stykket. Hans og teatrets inspiration til det er klar. Programmet opregner ni eksempler på skoleelever, der alene i løbet af 2018 har planlagt eller truet med attentater mod deres skoler.

DE seks piger, der medvirker i forestillingen på Mungo Park Teatret, optræder som fiktive figurer. Vi er til realistisk tænkte dramadocs. Stumper af virkelige sager, vi kender også fra Danmark, spaltes ud i beretninger om, hvad de unge piger planlægger. Hvad der opererer af tanker i dem, hvor de har inspirationen fra. Alt, hvad der siges i stykket, kommer fra de voksnes kommentarer og deres forskellige verbale attak på pigerne. Voksne, der overvældes af bekymringer og griber til alle tænkelige psykologiske forklaringer på pigernes handlinger, den ene kort for hovedet med krav om at gå disciplinært til værks, den anden med omsorg og moderlig kærlighed, den tredje med indsatser af alskens psykologassistance. Bekymringerne ledsaget af alverdens forklaringer: Forsømt opdragelse, ensomhed og forladthed i barndommen, tilsidesættelse blandt kammerater, sjusket opdragelse, de voksnes manglende evne til at lytte. De unges påvirkning fra alle mulige kilder, fra medierne, fra budskaber om forfølgelse ude i verden, fortællinger om mennesker, der skal reddes fra sult, krig og terror. Hudløse, unge sind, der er lige til at føre i fordærv af stærke personligheder, der for de unge opfattes som garanter for sandhed, moralske forpligtelser, forståelse for, at man skal gøre personlig indsats – garanter, der er forførende eller troværdige, i hvert fald overbevisende i kraft af deres autoritet og medrivende evne til levendegøre, hvor vigtigt det er at vise solidaritet, gøre noget, handle, være med, sætte liv ind.

MED andre ord gøre, som forbilleder gør: Lave bomber og bruge dem. Stykket bygges op som gradvise stramninger mod konsekvensen i forførelsen og selvfortabelsen: et fingeret bombeattentat, og den uhjælpelige fortabthed og nulløsning. Forklaringen på årsagen hængende i luften som den replik, vi citerer som de sidste ord fra pigen, der står tilbage: ”Ingen ved, hvem jeg i virkeligheden er.”

HELLER ikke hun selv. Og hvilken virkelighed? Tue Berings stykke handler selvfølgelig om den ’virkelighed’, vi forestiller os er teenagerens. Den ubefæstede sjæls. Hos den letfængelige, den let begejstrede, den let forførte, den brændende idealistiske, der kan bringes til at tro på hvad som helst, der lyder rigtigt, og som mobiliserer alt bortfejende handling, heltegerninger, Jeanne d’Arc-lysende brud på alle forbehold og hæmninger. Det er teenagerens styrke og risiko på én gang. Styrken, der får hende til et øjeblik at tro på sin egen virkelighed. Den tro på en ’virkelighed’, vi lige så let kan fortolke ind i rendyrkelse af ’virkeligheder’ i alle mennesker, ikke bare i letpåvirkelige, hudløse teenageres. I grænseområder hos hvem-som-helst og hvor-som-helst, hvor religiøse drifter, revolutionære drifter, idealistiske drifter tager magten fra mennesker og udløser handlinger af alle arter. Om man slutter sig til en Blekingegadebande eller en aktivt racediskriminerende bande. Eller hvad det skal være. Besættelse er en egenskab, der ikke bare kan husere hos teenagere.

MED det blik kan man sagtens se og tolke denne forestillingen. Den er som det hedder med en stinkende kliché: Tankevækkende.

gregersDH.dk