TO TUSIND FULDMÅNEDER SIDEN
Det er Dyrehavesbakke-stemning og politisk satire i herlig pærevælling på Aarhus Teater med Søren Østergaard som satanisk troldmand i ’Mesteren og Margarita’.
*****
Forvirret? Altså undervejs gennem ’Mesteren og Margarita’ på Aarhus Teater?
Ikke så underligt. For historien er temmelig forvirrende. Både teaterversionen og romanen, der ligger til grund for stykket.
Det er bevidst fra forfatteren Mikhail Bulgakovs side. Man fyrede ikke en lige højre af mod forholdene i Sovjetunionen uden at blive skudt eller frosset ud i Sibiriens fjerneste udkant. Man plantede budskaber på underfundig, kryptisk, forvirrende vis.
Men ’Mesteren og Margarita’ er også et digterværk. Ikke kun en politisk satire. Det er en stor og underlig fabel om fanden selv, der dukker op i et Moskva, som er gået i baglås. Han møder forfattere, dramatikere, digtere, kunstnere af forskellig art – alle sammen mennesker, der mere eller mindre lægger låg over deres virksomhed, falder til patten eller roder med at finde et ståsted at overleve på.
KLEZMER
Vi kommer hele turen rundt, og det fyger med personager. Også systemets secret service folk, lakajerne i bureaukratiet, nikkedukkerne plus alt det løse.
Og da livet jo kan være mangfoldigt – ikke mindst teaterlivet – så er Søren Østergaard, der spiller djævelen, bestykket med en slimet håndlanger og en kat i menneskeskikkelse samt et lille hold musikere af østjødisk klezmer observans.
De sidste tilfører forestillingen en kabaretagtig vitalitet og kan tilmed flytte os lynsnart rundt i verdenshistorien, først og fremmest baglæns til Jerusalem år 36, hvor Lars Junggreen i magtfuld romersk outfit som Pontius Pilatus domfælder Jesus under de velkendte svære overvejelser, vi er bekendt med fra Det Ny Testamente.
Sovjet i Stalintiden. Og Jerusalem på Jesu tid. Begge dele som ’for to tusind fuldmåner siden’ – som en replik lyder.
LIGNELSE
Hvordan hører den historie nu til i det sovjetforsnævrede, moskvaske kulturliv?
Det er i den ene ende en lignelse: Et sindbillede på sider af det sovjettiske imperium. Magt og undertrykkelse, som det også eksisterede i Jerusalem under romerne. Samtidig en religiøs kontroversiel begivenhed, som den unge digter Ivan (Phillippe Christiansen) digter om – og bliver ekspederet på galeanstalt for at beskæftige sig med.
I den anden ende er det emnet for den roman, som ’Mesteren’ i Niels Ellegaards skikkelse, arbejder på – og brænder manuskriptet til i desperation over dets mulige skæbne. Mens hans elskede Margarita i Kristine Nørgaard Sørensens skikkelse kastes rundt på må og få af fandens manipulationer.
BOGEN
Kan vi få det hele illustreret? Yes. Sort magi-professoren – Fanden selv – er mester for dét. Han kan ekspedere Margarita til himmels og til jordisk balfaldera, som det passer ham.
Og der kan leges vitalt meddigtende teater. Den vældige bog, som scenografen Thomas Bjørnager og instruktøren Christoffer Berdal har anbragt som opslagsværk i scenens næsten fulde bredde, vendes på drejescenen, så vi kan få Jesus og hans to medkorsfæstede røvere i fuld ophængning. Og samtidig kan vi forestillingen igennem få video-projektioner, der skifter mellem sorthvide Moskva-film og Jerusalem i farver.
Bogen er omdrejningspunkt – igen et konkret, dobbelt mindelse om ’Mesteren’s kontroversielle værk. Som igen er Bulgakovs – hans ’Mesteren og Margarita’ blev aldrig udgivet i Stalin-tiden.
TOTALTEATER
’Mesteren og Margarita’ er ligesom Bulgakovs ’Flugt’, der blev spillet i Det kgl. Teaters Turbinehaller for seks år siden, en pragtfuld mulighed for at lave totalteater. En slags i hvert fald. Det lader sig ikke helt gøre på en traditionel scene som Aarhus Teaters.
Men Christoffer Berdal kommer et stykke ad vejen ved at lade spillerne og de jødiske musikere provokere salen til at swinge med på den slaviske klezmermusiks animerende rytmer, og samtidig gøre scenen til en tumleplads for det brogede galleri af romanens sære væsener. Hvad enten de – som i den første scene – kollektivt agerer larvefødder for en sporvogn, der vandrer over scenen, så vi tror, vi er i gang med en russisk udgave af ’Folk og røvere i Kardemomme By’. Eller de lynomstiller til romere og jøder i færd med at skabe verdenshistorie på Golgatha og omegn.
Aarhus Teater kan med sit stærke personale besætte de fleste roller (Imponerende, når man tænker på, at teatret samtidig på sin Scala Scene har så mange i sving med ’Et Dukkehjem’!).
En mand som Kim Veisgaard kan – inden han som varslet af Djævelen får kappet hovedet af – nå at sige ’Nastrovje!’ med en appel, som er få skuespillere forundt. Karen-Lis Ahrenkiel kan som kontrollant i Forfatterforeningen få Kruchtjov-tidens berygtede mokke af en kulturminister, fru Furtseva, manet op af graven.
KOMIKERE
Og så er teatret i den interessante situation, at det kan præsentere to af landet største komikere i centrale, seriøse roller: Niels Ellegaard øver sig i hvert fald ikke til et af sine kommende vanvidsnumre i årets Cirkusrevy. Han er Mesteren selv, en troværdig, jaget forfatter anbragt over tærsklen til påtvungen psykopatisk forvaring.
Og så er slagnummeret naturligvis Søren Østergaard, der har taget fri fra Zirkus Nemo og Tivoli, for at agere djævel.
Rollen lykkes for ham. Af flere grunde. Med sin lange krop som drejet på plads i en status quo af faretruende myndighed, som lammer omgivelserne og gør dem usikre, og med et svagt smil og underspillet tonefald manøvrerer han karismatisk rundt med alt og alle. Skaber en tilstand af at være til stede og alligevel ikke være til stede. Kulminerende i det show, han som magiker besætter et teater med: Et banalt trylleshow, som han gennemfører uden et grin, i en kaskade af sjofling af publikums banale forventninger.
Det er fremragende. Han er et kup for forestillingen.
Som forestillingen i al sit mix af dyrehavsbakke-stemning, politisk satire og eventyrfabel er et kup.
Forbavsende, foruroligende – og som sagt: Overordentligt og herligt forvirrende.
