Asbjørn Krogh Nissen og Özlem Saglanmak i ‘Happy Hour’ (Foto: Emilia Therese)
HAPPY HOUR
Forførende, uskyldig leg åbner lemmen mod italiensk fascisme i ’Happy Hour’ på Teater Grob.
Dramatiker: Cristian Ceresoli. Instruktion: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Medvirkende: Özlem Saglanmak og Asbjørn Krogh Nissen.
’Happy Hour’ spiller på Teater Grob på Nørrebrogade indtil 15. februar. Varighed: Ca. 1 t. 20 min. uden pause.
*****
MORSOMT, så det knaser i kæberne – de første mange minutter. Dér står den lange kleppert Asbjørn Krogh Nissen ved siden af Özlem Saglanmak, der når ham til skuldrene – de forestiller bror og søster, model teenagere, sjove, rapkæftede unger, der i munden på hinanden skændes om hvad som helst, driller hinanden, gør nar af alt og alle, familien især, parodierer far og mor, bedsteforældre, naboer, hvem som helst. Det går i susende tempo – en dialog med replikker, der føjter som badmiton-bolde over nettet. Om at danse, om hvor stor en diller skal være, om mor, der er fjollet og far, der er sød, men stikker en flad, når det stikker ham.
KORT sagt: Özlem og Asbjørn – eller hvilke italienske navne, forfatteren nu har givet dem – leverer et festfyrværkeri af hverdags-rapport fra det lille hjem, der vist skal forestille at befinde sig i Milano, selvom de pludrer i deres drømmeverden om Paris og New York.
MEN gradvist æder mærkelige oplevelser sig ind på dem, oplevelser, de godt kan grine af, undre sig over, mest som komiske, men også underlige. Soldater i gaderne, gamle mennesker, der gennes af sted i flok, fremmede, der banker på hos dem selv, mor, der forfjamsket giver sig til at sminke sig i en fart, fordi han skal væk af en eller anden grund. Det sker etapevis mellem al snakken om fodbold, deller på lårene og gak i låget, familiens pludselige flytning til en ny lejlighed, en masse, der stadig bare er en art almindelig hverdag.
LATTEREN forstummer gradvis hos publikum, da det bliver mere og mere klart, hvor dramatikeren Cristian Ceresoli vil hen: Det er den udefinerlige, lammende skræk for fascismen i Italien, der sniger sig ind hos de livsglade italienere. Han gjorde det samme også i ’La Merda’ – ’Lort’, der blev spillet for nogle år siden på Husets Teater, hvor Danica Curcic spillede en kvinde, der var offer for drømme og illusioner om luksus og feminin succes.
CERESOLI beskriver ad snigveje risikoen for blindt at blive offer for fascisme. Ikke med samme midler som Dario Fo gjorde det for en generation siden. Dario Fo brugte cirkusklovnens ironiske teknik. Ceresolis dramatiske fremgangsmåde er det truende, uhyggeskabende, undergravende gys.
DET er Simon K. Boberg, der har iscenesat og oversat ’Happy Hour’, som han også gjorde det med ’Lort’ på Husets Teater. Og dialogen mellem til søstrene er et fremragende gennemført spil, der balancerer mellem uskyld og ubevidst erkendelse af noget truende i deres liv.
gregersDH.dk