Christine Albeck Børge i ‘Transfervindue’ (Tegning: Claus Seidel)

TRANSFER TIL DØDEN

Lynaktuelt teater på basis af Maria Gerhardt bog og hendes død i foråret.

Tekster: Maria Gerhardt. Instruktion: Liv Helm. Komponist: Mathilde Böcher. Medvirkende: Christine Albeck Børge.

’Transfervindue’ spiller også i aften (tirsdag), igen den 21. og 22. oktober samt 22. og 23. november. I 2018: 12. og 13. marts samt på Aarhus Teater 22. og 23. marts. Varighed: 1 time 15 min. Uden pause.

****

Vi kan snakke her fra og til nordpolen om interessante opsætninger af ’Macbeth’, ’Hamlet’ og ’Othello’. Det skal vi sandelig også. Men det rykker på en særlig måde, når der bliver skrevet teater her og nu. Om dem, vi er. Dem, hvis ånde blæser mod os. Dem, der river noget i stykker for øjnene af os. Dem, vi kan møde på gaden og som får os til at le eller græde. Mennesker i dag. Livet i dag. Døden i dag.

Sådan en forestilling er f.eks. ’Jeg løber’, der går i øjeblikket på Skuespilhusets Lille Scene. Og sådan er ’Transfervindue’, der går på den af scenerne, vi har svært ved at holde op med at kalde det Røde Rum, men som nu hedder Mellemgulvet, hvad der er ok i det aktuelle tilfælde, hvor skuespilleren Christine Albeck Børge er alene på scenen for at aflevere en lige venstre direkte i mellemgulvet på et publikum, der nok er vant til teater om død – scenedød, som vi kan se høfligt og indforstået på som kunst og abstraktion, rose og dadle som scenisk præstation, placere i historiske, æstetiske, kulturelle og hvad-ved-jeg sammenhænge, men sjældent som her kommer så tæt på, at man fornemmer liglugten. For at sige det råt.

Transfervindue’ er en monolog, skrevet som hurtig udstykning af en bog, forfatteren Maria Gerhardt skrev og fik udgivet en uge før hun i marts dette år døde af kræft 39 år gammel.

Christine fortæller i en rablende strøm den dødeligt kræftramtes blanding af erindringer, lynskud af oplevelser, opture, nedture, håb og slukkede håb, vilde, spontane glimt af læger, sygeplejersker, venner, pårørende – det hvide korps af velvillige, de afmægtigt medfølende, hele det ’entourage’, der er omkring hende og hele det postyr, der suser rundt i hende selv i bevidstheden om en uafvendelig død og en verden, der har alle afskygninger af skønhed og isnende kulde, glasagtig gennemskuelighed og fortrolig varme.

Udbrud af raseri skifter med dæmpet, indestængt ironi og bitter selvopmuntring. Kapsler, der sprækker i chokerende nu og lukker sig igen. Forsøg på at være nøgternt analyserende og pludselig bestyrtet på vej med afgrunde.

Det er en stærk oplevelse. Christina Albeck Børge griber om struben med sin monolog. Hun kompletteres af Mathilde Böchers musik, der længe bare er en ensom, faretruende tromme og så vokser med en sang, der som bølgeslag stiger og falder i en rytme, der svarer og modsvarer teksten. Det er musik, der på særlig vis er komponeret ind i teksten og uafbrudt balancerer med skuespillerens ord. Som vi hørte det i den musik, hun skrev til Teater Republique’s ’Hovmod’ i forrige sæson – også en kvinde-monolog om liv og død, igen med Liv Helm som instruktør i en totalt enkel iscenesættelse,  dengang med Sofia Mehlum på scenen.

DET er Det Kgls. eksperimenterende baggårdshold med det spydigt-ironiske navn ’Eventministeriet’, der står for forestillingen. Vi så den i aftes i en sal fyldt af et ungt publikum. Nogle tiltrukket af titlen, fordi de har troet at det handlede om fodbold? Måske. Men hvad så? Fodbold er også en slags liv og dø. Transfervinduet det bittersøde, men også lysende, rystende og usikre hul i spillertilværelsen. Der, hvor alt kan ske.

gregersDH.dk