Mette Horn og Henrik Koefoed i ‘Den politiske Kandestøber’ på Folketeatret (tegning: Claus Seidel)

MED GLIDECREME

Fart over det skøre felt i ’Den politiske kandestøber’ på Folketeatret.

Forfatter: Ludvig Holberg. Iscenesætter: Søren Iversen. Bearbejdelse: Thor Bjørn Krebs. Scenograf: Stine Martinsen.
Medvirkende: Henrik Koefoed, Mette Horn, Kristian Holm Joensen, Søren Hauch-Fausbøl, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Sonja Oppenhagen, Jesper Riefensthal, Sofie Alhøj og Mathias Sprogøe Fletting.

’Den politiske kandestøber’ spiller på Folketeatrets Store Scene indtil 11. marts. Derefter på turné 18. marts til 17. maj.

****

I MIT barndomshjem havde vi en stol, hvorpå der stod ’Lad dem styre som forstår det’. Stolen stammede fra Rådhuset i Stubbekøbing. Mine forældre siger, at jeg fortolkede sætningen sådan: ’Ellers vælter bilen.’ Evnen til at gennemskue en tekst er måske ikke blevet meget større siden.
Sætningen – skrevet på det nye rådhus i året 1860 – dukker op igen her ved Folketeatrets premiere på Holbergs ’Den politiske kandestøber’.
Et vink til borgerne: Overlad politik til os. Ikke til klodrianer, der tror de kan gøre det bedre. F.eks. sådan nogle som Holbergs politiske kandestøber Herman og han venner, der sidder på kroen og snakker fanden et øre af om, hvordan de kunne gøre det hele meget bedre.
På Folketeatret ruller historien muntert frem med Henrik Kofoed som kandestøberen, der er ved at briste af besserwissen omgivet af sine medløbere, parykmageren Søren Hauch-Fausbøl, buntmageren Torben Zeller og den hvasse malermesterkonen Lisbeth Gajhede.
Et festligt sammenrend, der gør sig kloge på verdenssituationen. Og hvis nærmeste og skarpeste kritiker er Hermans kone Geske, der spilles af Mette Horn svingende med kagerullen over Hermans vrøvl og galimatias og alle de kander, der ikke bliver støbt til tiden, fordi den gamle har så travlt med sine kandestøberier. Stykket har skabt dét ord.
Men hun sænker kagerullen, da et par gode borgere tager fusen på Herman og tropper op hos ham og tilbyder ham borgmesterposten, og han lammet af smiger og ambitionsiver siger ja tak og sætter sig i stolen på rådhuset. Selv ruller Geske baglæns med øjne og barm og byder byens damer på kaffeslabberas som borgmesterfrue – en godt fungerende farcescene med en pattegris som skødehund i mangel af bedre, og Mette Horn i overstrømmende revykomediestil sammen med Hauch-Fausbøl og Mathias Sprogøe Fletting i fjantet dame-action.
Det er skumfødt farce.
Ligesom det er oplagt aktualisering af komedien at pynte den med et mylder af associationer til det politiske spil på Christiansborg, hvor medlemmer som Joachim Kuglestøder og Søren Pindehugger udfolder sig, og arme Herman, som for at leve op til forventningerne, har taget navneforandring til Herman von Bremenfeld, men også og af gode grunde er ved at drukne i sager og dokumenter, han ikke forstår – klagemål i tyve punkter, matrosoprør, retssager, trusler, en fremmed resident, der kommer på besøg – Herman hører titlen som ’præsident’ – det er såmænd Sonja Oppenhagen i stiveste puds, sikke replikkerne sidder fra den pige! – og Herman ender med at krybe under bordet af rædsel for et par byrådsmedlemmer, der dukker op, og som han udmattet tigger om barmhjertighed: Lad mig nu slippe for at være borgmester!

GLIDECREME

Tilfører aktualiseringen nye vinkler til Holbergs pointe? Er pointen ikke stadig, at menigmand gør sig til grin, når han kommer til fadet og får lov at bestemme? Joh, for myndigheder og politikere er i denne version, næsten lige så meget som hos Holberg, amatører og fidusmagere. Alle meler kager eller smører glidecreme på elendige pølser for at få dem til at glide ned, eller snakker om ting, de ikke har forstand på.
Eller det alt sammen på én gang. I dag som i går.
Dramatikeren Thor Bjørn Krebs, der har foretaget bearbejdningen af Holbergs stykke, ville – hvis ikke han for længst havde sat punktum i manuskriptet – have ladet Kristian Holm Joensen, der er Herman von Bremens muntre badutspringer Heinrich, vifte med sidste udgave af Den Berlingske Avertissements Tidende, hvor man kunne læse, hvad den ustyrlige kommentator Asger Aamund kalder det høje tings medlemmer: En samling inkompetente kolbøtter. De af de herrer, som Heinrich fiser rundt om – med hånden fremme – ville have droppet ham en daler for at gå hen og banke Aamund.
Der er nok at lege med i manuskriptet til ’Kandestøberen’. Og det er taknemmeligt, når man har så altædende og veloplagte komedieskuespillere som her.
Med Henrik Koefoed i spidsen. En scenisk mester i at lægge et forsonende intellektuelt halvlys ind over ethvert udbrud af forulempelse eller undren. På en eller anden – og meget stimulerende facon – er han den evige studenterscene-skuespiller.
Kandestøberen spilles i en knap op og klap i-dekoration af Stine Martinsen, fint fungerende til Søren Iversens rappe instruktion.

gregersDH.dk