ØNSKEROLLE: DOBBELTMORDER
Julie Steincke har ventet ti år på rollen som Velma i ’Chicago’. Nu er den der.
Hendes London-baggrund har været hård træning til opgaven.
Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller
Som 6-årig gik hun en dag amok. Hun kravlede under skolebordet og bed lærerinden i anklen.
Så blev hun smidt ud af skolen.
Det fortæller lidt om Julie Steinckes temperament. Et temperament, hun nu får brug for i ’Chicago’, hvor hun skal spille den ene af de to kvindelige hovedroller – som natklubstjernen Velma, der havner i spjældet, fordi hun har myrdet både sin ægtemand og sin søster. Velma har fundet søster og mand i seng sammen.
Stærke udladninger af temperament har som regel en årsag.
Når Julie Steincke bed sin lærerinde dengang, var det fordi – som hun selv fortæller, da vi sidder i Det Ny Teaters kongeværelse efter en af de sidste gennemspilninger før premieren i morgen:
”Læreren kunne ikke lide mig. Det var en ret striks skole, som jeg blev sat i, da jeg var fem år. Jeg havde boet i London, siden jeg var tre, sammen med min mor og far og storesøster. Man måtte gerne slå børn i skolen. Jeg tror, hun ikke kunne lide mig, fordi hun stadig havde krigen i baghovedet – hun antog danskere for at være en slags tyskere. Hun skubbede mig i vandet, når vi havde svømning. Hun slog mig. Og hun tegnede krydser på mine hænder som straf for, at jeg ikke talte korrekt. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg var dum, fordi jeg ikke udtalte ordene ordentligt. Jeg kunne ikke rigtig få sagt noget til mine forældre – som barn vænner du dig til at blive slået eller sat i skammekrogen. Man måtte f.eks. ikke sidde med albuerne på bordet. Men så tog jeg altså sagen i min egen hånd.”
– Og blev smidt ud af skolen…
”Det gjorde ikke noget. Jeg kom i en anden skole, der var meget kreativ og kunstnerisk. Et sted, hvor man fik lov at lege. Det var nok der jeg opdagede, hvor godt det er at få lov at udtrykke og udfolde sig – ikke bare ved at bide folk i anklen, men tale frit, hvis der er noget galt.”
– Efterhånden vel på korrekt engelske…
”Ja, og det er sjovt nok det modsatte problem, jeg har nu. Jeg har boet 21 år i England, gået på Performing Arts College, spillet i ’Phantom of The Opera’ gennem to år. Alt har været på engelsk. Men i ’Chicago’ skal jeg ikke bare synge og danse, men spille skuespil på dansk. Jeg har nogle gange svært ved at få ’flow’ i mit danske. Der er replikker, der sidder som en kartoffel ned i halsen. Når jeg får nerver på, så tænker og taler jeg på engelsk. Der er så mange flere ord at bruge af. Når jeg har været på scenen i England og pludselig har glemt et ord, så er der altid et andet, jeg lynhurtigt kan putte ind. Det engelske melder sig hele tiden i det daglige. Når man skal skælde ud! Når man bliver gal over noget. Eller står i bussen og opdager, at man har glemt et eller andet. Eller her i ’Chicago’, når man går i spagat og det gør ondt. Så bliver der råbt meget højt. På engelsk!”
Håret står som slyngplanter om ørerne på Julie Steincke, når hun fortæller. Hænderne er i konstant bevægelse, hendes karakterfulde ansigt eksploderer i pludselige latterudbrud, mimikken er aldrig i status quo. Fotografen har nye muligheder hvert sekund.
”Jeg har efterhånden lært at kontrollere mit temperament. Men det kan knibe. Måske fordi der er italiensk blod i min mors årer. Eller fordi vi har flyttet så meget gennem min barndom – til Finland, hvor min far arbejdede i en periode, og så i Danmark et stykke tid, hvor jeg gik i skole i Hørsholm. Jeg vænnede mig til at gestikulere og bruge kropssprog, når folk ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Men ellers…’I’ m quite a controlled person’.”
– Det har du brug for i ‘Chicago’…
”Det kan du tro. Det er fantastisk! Og skræmmende. Man føler det, som om man er i militæret. Der kommer de Broadway-folk, og det er benhårdt. Det skal bare fungere. På millimeter. Det er endnu mere krævende end ’Beauty and the Beast’ og ’The Producers’. De fysiske krav er enorme. I de andre shows er man lidt mere fleksibel med, om du nu står en centimeter til venstre eller højre. Her er placeringen alt afgørende. På grund af lyssætningen. Men også fordi vi kan falde over hinanden, hvis ikke vi er præcise. Her er ikke store og farverige dekorationer. Bare en sort kulisse og et big band i midten af scenen. Ikke meget til at aflede opmærksomheden. Kulisserne, det er os og vores fantastiske, sexy kostumer.
– En ønskerolle for dig, hende Velma.
”Jeg har villet have den rolle i ti år! Og været tæt på at få den flere gange. Jeg lavede noget fra den, da jeg gik på Performing Arts College som nittenårig. Allerede dengang følte jeg, at den passede til mit temperament. Det er som at være til rockkoncert. Få lov at være vild. Men samtidig tjekket.”
– I skal spille det næste halve år. Hvad så?
”Aner det ikke. Telefonen må gerne ringe. Hvis der altså er nogen, der synes, jeg kan noget. Ringer den ikke, så har jeg min musik og min fitnessundervisning. Jeg freelancer. Skriver sange. Jazz-pop. Synger i klubber og den slags. Er også i gang med en plade. Og så altså fitness. Jeg underviser f.eks. danserne her på teatret. Det er fint at lave balletøvelser, men du skal også have muskler for at gøre det, du gør på scenen.”
– Men indtil videre…
”Lige nu: Vågner tidligt. Tager en løbetur. Cykler til teatret. En times fitness. Dans og 25 minutters sang. På scenen til gennemspilning kl. 12. Færdig kl. 16. Tre timer til at se på notater og få noget at spise. Kl. 19: Ny gennemspilning. Færdig 22.30. Så går du hjem. Skidetræt. Og siger: Hvor er min rødvin? Fødderne op. Og så ligger du dér og ser dampen fra fødderne stige op. Det samme næste dag. Sådan omtrent de næste seks måneder.”
– Et godt liv?
”’Chicago’ er kommet på et perfekt tidspunkt. Hvor jeg kan slå mig løs. Være egoistisk. Arbejde er livet i øjeblikket. Ingen, jeg skal tænke på at komme hjem til. Jeg drømmer da om en fremtid med børn og familie. Når vi ind imellem har en pause, opdager jeg, at man kan have et andet liv. Med venner, middage og en god snak. Men, men – dette her også ’a kind of life’…”
