Tilman O’Donnell (i rødt) med Kgl. Ballets dansere. I baggrunden: Guitaristen Mikkel Ploug (tegn. Claus Seidel)
EN TUR
I GRAVEN
Fortænkt eksperiment med Den Kgl. Ballets dansere som prøveklud. Det er den nye ’Dans2Go’ forestilling ’In Life & Love & So On’
’Koreograf’: Tilman O’Donnell. Medvirkende: Den Kgl. Ballet og guitaristen Mikkel Ploug.
Spiller på Det Kgl. Teaters Gl. Scene indtil 1. december.
**
DER sker sjove ting i teaterverdenen. Det sker ud fra en tese, der hedder: Vi må gøre noget andet, noget nyt. Vi må være anderledes.
Man ved ikke rigtig hvad og hvordan, men det er også lige meget. For man har taget det dramatiske skridt: Man har sagt, man er anderledes.
Man kan høre Nikolaj Hübbe sige det. Han er med på bølgen. Han er en mand med sin egen særlige karisma, og vi hører ham sige på chefmøder: Vi har en ballet-idé, der er anderledes. Nyskabende, spændende, rasende interessant.
Overbevisningens kraft fænger, må vi forestille os. Hübbe taler om den unge amerikanske koreograf og tidligere balletstjerne i Sverige Tilman O’Donnell, som har en storslået idé: Den Kgl. Ballet skal medvirke i en slags ballet, d.v.s. de skal ikke danse, de skal sidde i orkestergraven ved nodepulte, og O’Donnell skal dirigere dem i råbekor, i dialoger, i en masse citater af den franske filosof Alain Badiou… der handler om… dér tøver Hübbe måske et øjeblik, og beder nok de tilstedeværende om at læse Badiou’s kryptomarxistiske teser om – vi citerer fra Det Kgl.s program: ”Negation, der i logik er konstanten, der sættes foran et udsagn eller en udsagnsfunktion, når disse benægtes.”’
OVERRASKENDE
Her på denne premiereaften får vi så resultatet af den nyskabende idé. Af gnisten, der er sprunget op af kaffegrumset på bunden af filosoffens tankevirksomhed.
Den franske filosofs stemme lyder med sin gravrøst i højtalerne. Han udvikler teorierne, mens danserne ved deres pulte supplerer og udvikler videre med beundringsværdigt engagement.
Vi er som publikum altid parat til at overraskes, og her på premiereaftenen er det sandelig overraskende at betragte og lytte til det glimrende krops af dansere, der i stram indstudering udfører de mange råb. Uforståelige, selvom de mest er på engelsk. Den verbale artikulations kunst er jo ikke netop balletdanseres force.
Og dog er vi imponeret af forsøgene på perfektion, dansere er jo ekstremt disciplinerede mennesker.
Som publikum lever vi med i noget, som på den en side ligner en spøjs leg i børnehaven med avancerede måder at engagere ungerne på, på den anden side afstedkommer en hurtigt voksende kedsomhed, lempet over bundgrænsen af hyggeligt, romantisk guitarspil af guitaristen Mikkel Ploug, siddende ensom mand på scenen.
Det fremgår i de brudstykker af teksterne, der er til at opfatte, at Tilman O’Donnell, der – ud over at dirigere – også har stykket teksterne sammen, har fundet ud af, at Brian Mikkelsens danske kulturkanon er noget stivbenet bras, der stækker al fantasi. Så den skal have beske ord med på vejen.
DÅRLIG VITTIGHED
Det er da et synspunkt. Det er selvfølgelig også et synspunkt, at ballet og dans som sådan er blevet en antikveret aktivitet, der kun kan behandles og iagttages på samme måde som den og teatret og al kunst i øvrigt blev det i de år i 1920’erne, da dadaismen florerede – dengang som en kunstnerisk oprørsbevægelse, og ikke som nu: et symptom på træt fantasiløshed kamufleret som dybsindig analyse. Og modtaget i sin pretentiøse komik som en dårlig vittighed.
Det er næsten, som om den hvide akt af ’Svanesøen’ der indledte denne aften, var sat på for at understrege postulatet om et behov for at være ’anderledes’. Billigt trick i så fald.
Skal ballet være ’anderledes’, så er der nok af kreativt ’anderledes’ i det danske dansemiljø, der kan fortælle Den Kgl. Ballets forvaltere, at man ikke behøver overlade scene og korps til en forvirret fransk filosof og en fortænkt ung mand ved navn O’Donnell.
gregersDH.dk
Så ” In Life & Love & So On” og morede mig stort. Først og fremmest er korpsets kropssprog så dejligt præcist, at det var en fornøjelse i sig selv. Dertil kom vitsen, at ballettens ben og understel blev holdt væk fra det dansehungrende publikums synsfelt, således at det var overkroppe, arme, halse, hoveder og stemmebånd, der leverede varen. Dirigent O’Donnell’s røde træningsdragtkjolehale var en spøjs detalje. Guitarist Plougs leg med melodier afslutningsvist med toner fra Enetime, talestykket, der endte som Flindt’s geniale fod/ben/krops-udtryk var en finte af de gode. Så ja, selv om teksten var tåget og der manglede undertekster, er der da stadig et yndigt land med kanon og med kulisser fra de mere hævdvundne anerkendte danseværker med heksekedlen diskret anbragt til højre på scenen og plads til boblende eksperimenter, hvor balletmesterens ungdommelige begejstringsudbrud giver rytmen i baggrunden. JlaC
Jeg anerkender, at byen bedste anmelder havde en dårlig oplevelse ved premieren. Men dette bør bestemt ikke hindre teaterinteresserede med et åbent sind til at gå ind i Det kongelige og opleve denne stærkt underholdende, eksperimenterende forestilling. Den er væsentlig mere gennemtænkt og gennemarbejdet end meget andet eksperimenterede teater. Det eneste minus for nogle er selvfølgelig, at man bør koncentrere sig om at forstå den talte dialog på engelsk, og at der ikke anvendes overtekster som i operaen. Og har man sine referencer til Sylfiden, Napoli og Enetime under kontrol er det endnu bedre! Og nyd så bare Svanesøen som går forud i Dans2Go. God fornøjelse.
Hvor er det godt skrevet af anmelderen! Fuuuuldstændig spot on! Aldrig har jeg kedet mig så bravt som om under denne forestilling, hvor man hverken kunne se, høre eller forstå noget som helst. Godt at 1. Del var så smuk, at hele aftenen ikke var spildt. Håber ikke, at jeg kommer til at udsættes for det igen! Gyyyys!