Søren Østergaard som Smadremanden (tegn.: Claus Seidel)

HOMO’ER –

HELE BUNDTET!

Uforskammet og morsomt – Søren Østergaards Zirkus Nemo er i  topform

Zirkus Nemo med Søren Østergaard, Cabaret Décadanse, Mario Berousek, Geraldine Philadelphia, Duo Solys, Konstantin Mouraviev og Frans Baks Nye Drenge: Øyvind Ougaard, Klaus Menzer, Klavs Hovman og Ketil Duckert.

Zirkus Nemo spiller frem til 1.9. på stranden ved Charlottenlund Fortet. Varighed: 2 timer.

******

DET er morsomt. Ubeskriveligt morsomt. Ubeskriveligt? Jamen så hold da kæft. Hvis noget er ubeskriveligt, så må man lade være, ikke?

Men intet må lades ubeskriveligt. Som min gamle chefredaktør, sprogdoktoren Bent Falbert engang sagde: Det dur ikke, at du skriver, at noget var morsomt – vi må vide hvorfor!

Så vi forsøger. Hvorfor er det nu f.eks. morsomt, at Søren Østergaard gentager gamle slagnumre som ’Bager Jørgen’ og ’Smadremanden’? Det er selvfølgelig glæden ved gensynet. Men også fornyelserne. I ’Bager Jørgen’ er spandauerne og wienerbrød nu er udskiftet med et halvt franskbrød i dansende nærkamp med et rugbrød. Stadig åndsvagt, men kærligt i sin forståelse af opgørets alvor. ’Smadremanden’, fordi brokkehovedet fra Otterup nu uden hæmninger lader sine forstærkede uforskammetheder regne ned over publikum med den overstyrede brutalitet, der pacificerer urimelighederne mod f.eks. de arme fire mennesker, der sidder på 1. række og svines til, udnævnes til tyskere, der ikke har gidet ofre penge på programmet og i øvrigt ikke forstår en skid af, hvad der foregår på scenen. En udsøgt leg med fingeret skadefryd, som også rammer inviterede anmeldere og andre premieregæster, der er gratister. Eller det Charlottenlund-publikum, som han udnævner til ’homo’er hele bundtet’. Han manglede kun at udpege ’niggere’ blandt publikum – hvis der ellers var nogle – for at fylde målet med sin direkte, samfundskritiske ironi og udlevere det fintfølende, sproglige hykleri, vi lever med og som kan have brug for et par spark. Søren Østergaard agerer skråsikkert og frækt med sin påtagne vulgaritet samtidig med, at underfundigheden lurer i hans øjne og stemme.

ØSTERGAARD har for os helt nye figurer på programmet. En person ved navn ’Lesley Boye Møller’, der excellerer i at efterligne stemmer. Han slider f.eks. bravt med en mand i Vordingborg, hvis ’Ja’ i telefonen, det lykkes ham at imitere. Stort brød slået op. Resultat en krumme.

OG så ’Baglænsmanden’ – et studium i den type menneskelige særheder, der kan minde lidt om John Cleese’s gakkede gangarter: Østergaard vrider en lille videnskab ud af at gå baglæns, han melder sig på et aftenkursus, bliver eneste kursist, heller ikke underviseren er til stede, men baglænsmanden gennemfører. Humorens anatomi er bygget på vanvid, overraskelse og – bagvendte konklusioner.

OM muligt også gerne med gys. Det giver et lille sæt i os, da Østergaards Marianne, damen, der kun sveder under den ene arm, præsenterer en serie af rotter, der går kapgang på line. Rotter har ikke megen cirkus-status i vores miljø-ekstatiske, danske samfund – ældre mennesker vil måske huske Cibrino og hans omrejsende rottecirkus fra mindre paniske tider. Gyset omplanter Østergaard til H.C. Andersensk eventyr, da han styrer to gæs rundt i manegen under forsøgsvise dressur-kommandoer og kommentarer til deres naturgivne skideri undervejs. Vejen fra Smadremand til elskelig troldmand er ikke lang for Søren Østergaard.

Et svar på, hvorfor Zirkus Nemo er så enestående – ikke bare morsomt, men smukt og dygtigt? Selvfølgelig, at det igen lykkedes at kombinere Østergaards originalitet med perfekt cirkus-artisteri. Fremragende jonglører med kegler eller tøndebånd, elegante og vovemodige, spændstige kropskunstnere, og et par, der styrede dukker i overraskende og musikalske små shows.

DER er bygget en mangfoldighed og alsidighed op omkring Østergaards egne monologer og scener og det knivskarpe cirkusband med Øyvind Ougaard, Klaus Menzer, Klavs Hovman og Ketil Duckert. Ingen tvivl om, at den forestilling, vi ser, er trimmet og perfektioneret gennem en lang turne rundt i landet. Vi får den i sublimt gennemarbejdet form, der samtidig løsner rammerne så meget, at der kan improviseres frit og selvfølgeligt af Søren Østergaard, når det stikker ham. Det gør det hele tiden.

gregersDH.dk