Søren Østergaard i Zirkus Nemo. Tegnet af Claus Seidel
OG NU: BAGLÆNS-MANDEN!
Søren Østergaard er nået til København med sine vildt flyvende, absurde monologer. Han har født en ny skikkelse til dansk kulturliv: Baglænsmanden. Latteren runger.
******
INTET kommer af ingenting. Søren Østergaards Målermanden kommer selvfølgelig heller ikke ud af den blå luft. Målermanden havde f.eks. en far, der tilbragte mange år som grænsebom ved Krusaa, og en mor, der roede til England i hemmelige tjenester under 2. verdenskrig, men mistede venstre åre på en af turene, hvorfor hun udviklede vældige muskler i højre arm.
Det har ikke en skid med målebånd og opmåling at gøre, men det gør ikke noget, for Østergaards force er en rablende knopskydning af sidespring og absurde begrundelser, postulater om naturens orden, som ingen vil anfægte, og groteske associationer, der bliver affyret i endeløst fortællehumør.
Vanvid orkestreret med overbevisende selvfølgelighed. Målermanden er nået videre end Niels Bohr og alverdens matematiske professorer i kunsten at sætte vanvid i system.
Sådan er Søren Østergaard tilbage med københavnerpremiere i aftes i sit prægtige telt ved Charlottenlund Strand. Latteren ryster endnu engang flagdug og barduner, Målermanden is back, Smadremanden holder pause, Bager Jørgen strejker, fordi nogen brækker hans bord i to stykker ved forestillingens begyndelse.
Men ’Baglænsmanden’ dukker op mellem sceneindgangens græske søjler.
Et glimrende nyt bekendtskab, født i den verden, der engang skabte Monty Python og John Cleeses underlige gangarter. Østergaaards Baglænsmanden har gået på baglænskursus, men aldrig mødt medstuderende, fordi han med sin særlige gangart ikke begyndte på den fastsatte onsdag, men mødte om tirsdagen og derfor gennemførte kursus i dyb ensomhed. År efter år. Konstant bagud.
ARTISTER
Meget er genkendeligt galimatias i årets Zirkus Nemo. Også fremragende artister med numre, der kan gøre sig på en hvilket som helst international scene.
De amerikanske Anastasini Brothers med fælles luftture af en art, der får os til at spekulere på, hvor mange livsfarlige kiks de kan have været igennem under træningen.
Det elegante par Tango Juggling med bold- og kølle-jonglørkunst til latinamerikanske toner fra Nemos husorkester.
Og Captain Frodo, der igen viser sine ubegribelige, korporlige manøvrer gennem en – denne gang endda to – strengeløse tennisketsjeres nåleøjer. Men det er fra ende til anden Østergaards show, ligegyldigt hvor meget artistisk garniture, der bidrager, og selvfølgelig er uundværligt.
Østergaards spændvidde er imponerende. Den vidtløftige vanvidsturbulens hos ham er helt afgørende – også i flere af de små, ultrakorte ideer, han lægger ind – et sødt bugtalernummer eller vignetter som ’manden med verdens længste arm’.
Men de anarkistiske sprængladninger, som udløses i hans store monologer, har som modpol et nummer, der bringer os helt tæt på Østergaard som klovnen, der griber fat i os med stumme, magiske midler og skaber sjældne øjeblikke, hvor luften står stille, og hjertet banker: Østergaard blæser sæbebobler med barnlig alvor og stille undren over det, han kan skabe.
Dér rammer han strenge med klang som en ægte stradivarius.
gregersDH.dk
