Scene i ‘War Sum Up’ (Foto: Gunars Janaitis)

HVOR MAGELØST

Hotel Pro Formas ’War Sum Up’ er perfekt, smukt, velment og meget, meget kedeligt teater.  

***

HVILKE mageløse billeder. Storslåede, videografiske, abstrakte, stadig skiftende, flydende som mægtige projektioner. Hvilke utrolige belysninger, nye toninger, tætte, slørede. Mættede farver, tapeter af mønstre hentet som ud af naturen eller fra en elektronisk fabulerende verden.
Hvilken mageløs musik. Som fjern, næsten gregoriansk sang det ene øjeblik. Med sakral rumklang. Så korsatser med den sprødeste atonalitet, stemmer, der bevæger sig i det fineste netværk, ciceleret som guldtråde. Og så brutal, nærværende strygekvartet, pågående, aggressiv. Elektronisk producerede klange, raffineret forstærket og mixet med instrumentale lydbilleder. Det lettiske radiokor i sublim udfoldelse.

GAMEMASTEREN

Og hvilken mageløs sopran, den ligeledes lettiske Ieva Ezerite, der har en gennemgående rolle i dette ’War Sum Up’.
Hun er udnævnt til ’gamemaster’ i programmet, en lysende ren og perleklar sopran med ubesværet højde.
Hun indleder forestillingen, hun blender sin sang med de andre solister og med koret, og bevæger sig samtidig som en søvngænger over scenen, beskæftiget med forunderlige og ubegribelige gerninger, først diverterer hun os med sprød spilledåsemusik, så rydder hun langsomt scenen for overflødige stole, stilfærdigt for ikke at distrahere de mange solister, der bevæger sig over hende på faretruende opbygninger.
Ja, og hvilke mageløse tekster, disse ultrakorte japanske haiku-agtige sentenser, hentet fra No Teatret, alle sammen om krig, om hverdag, om had, om kærlighed, om naturens gang – de synges på japansk, vi får dem i engelske oversættelser som overtekster.
Og vi er lydhøre. Krig er emnet, sekvens efter sekvens skildrer soldater i krigens vold. Kvinden, den syngende gamemaster er hverdagen heltinde.

SÅ KEDELIGT
 
Jo, overordentlig mageløst alt sammen.
Og overordentlig kedeligt. Så rigtigt, det hele, så glimrende og minutiøst og smukt, så stærkt tænkt, utallige brikker sat sammen til det gribende puslespil, vi griber fat i de enkelte elementer, løfter øjenbrynene, spidser ørerne, tænker alvorlige tanker ved synet af tanks og død, beundrer de statuariske skikkelser, der – iklædt dragter som var de vogtere ved Aïdas tilmurede grav i Verdis ’Aïda’ – besmykker stilladset foran de gigantiske videoprojektioner.
Vi nikker i det hele taget, fulde af forståelse for Kirsten Dehlholms og Willie Flindts apoteose af abstrakt krigstrauma, transponeret til en art japanske evig buddhistisk feudal middelalder.
Men trættende er denne forestilling i sin statiske, teatrale uflyttelighed. Den er imponerende, men lader os kolde. Det er som at kikke på Olsens verdensur på Københavns Rådhus. Eventyrligt fungerende. Og uflyttelig som tidens gang.

GregersDH.dk