Benny Schumann i Wallmans i Cirkusbygningen (foto: John Resborn)

DEN GAMLE SCHUMANN

OG HANS TALLERKENER

Wallmans store show fylder igen Cirkusbygningen og knytter fint en tråd tilbage til Cirkus Schumann-tiden.

Wallmans ’Entourage’ spiller frem til næste sommer i Cirkusbygningen. Varighed: Ca. 4 timer.

****

GUD – og hvem der ellers har været involveret – skal være lovet for, at vi har Cirkusbygningen i København.
Cirkusbygningen har – ligesom det prægtige Østre Gasværk på Østerbro – flere gange gennem nyere tid været truet af nedrivning, men har overlevet alle attacks, f.eks. af Brugsforeningerne, der i 1963 ville jævne hele hytten med jorden og bygge et kæmpeforetagende som konkurrent til Illum og Magasin du Nord.
Men bygningen står der ufortrødent i al sin nyklassiske originalitet, med sin vældige kobber-kuppel, søjleindgang og en frise hele vejen rundt, der fortæller om romerske væddeløb.
En perle midt i byen, nabo til Tivoli, Paladsbiograferne, og de nyeste nabo-skud, de elegante tre business-søjler, hvor det gamle National Scala blev revet ned.

NU er det svenskere, der ejer Cirkusbygningen. Virksomheden kalder sig Wallmans. Det står for fest og show i Stockholm og knopskød for 13 år siden til København ved at slå en klo i Cirkusbygningen, der er fredet.
Den store sal er enormt velegnet til shows i Las Vega-stil, alt er stort i slaget, omkring tusind gæster kan det huse til middag og underholdning. Showet kører gennem hele sæsonen og kunne i aftes notere sig for at have passeret en million gæster.
Fire timers underholdning med musik og artisteri, mens man kan svinge kniv og gaffel og blive vartet op af et mylder af damer og herrer, hvoraf mange har dobbelt-beskæftigelse som optrædende kunstnere og tjenende ånder. Der er fart på. I kultiveret, professionel stil.

CIRKUSBYGNINGEN hedder som den hedder, fordi den i masser af år var hjemsted for Cirkus Schumann, og det blev vi ved premieren i aftes mindet om på den mest yndefulde måde. Den 72-årige Benny Schumann medvirkede – og gør det gennem hele sæsonen. Ikke med det hestedressur-show, han stod for, da han var 5 år gammel, men med et svingende tallerken-balancenummer, som må være enhver køkken-opvaskers drøm, d. v. s. vi kan alle lære noget af det og gå hjem og øve os.
Et helt rørende gensyn for et par generationer af danskere, der levede med Schumænnerne og for resten med Benneweis’erne, der også havde hjemsted i Cirkusbygningen i en årrække.
Benny Schumann klæder en forestilling, der ellers i voldsom grad er præget af rockmusik for fuld udblæsning, sangere og dansere, som udfolder sig på tre scener, en hoved- og to sidescener for ikke at tale om rundt i rummet mellem publikum. De nye sidescener er udstyret med storskærme, så man ikke i samme grad som før er nødt til at vride hals og krop af led for at følge med i, hvad der sker om ørerne på én. God ide.

SHOWET har titlen ’Entourage’ – et engelsk låneord fra fransk – det betyder ’omgivelser’, hvad der vel antyder, at der som nævnt sker en masse om ørerne på os. Det franske begrænser sig ellers til en halsbrækkende, kort optræden af linedanseren Vera Kaijanen, der ganske vist er finsk, men som har været fast medvirkende i det fransk-canadiske Cirque du Soleil. Hun danser på sin line hen over de tæt besatte spiseborde, så folk ikke vidste, om de skulle være nervøse for deres egen eller dessertens skæbne eller for den sags skyld frk. Kaijanens.
Og mere fransk: Sekvenser, sange og musik fra filmen ’Moulin Rouge’, der selvfølgelig er australsk-amerikansk, bortset fra emnet. Alt i ’Entourage’ er faktisk gennemsyret af amerikansk og engelsk musikkultur: Et minde-potpourri over hengangne musikere som Lennart Cohen, George Michael, Prince og David Bowie selvfølgelig. Alle døde det seneste år. Men også en pudsig gennembladning af en kæmpebog med H.C. Andersen-eventyr, bl.a. illustreret med den på flere måder voluminøse, skånske sanger Robert Lukian som kejseren i ’Kejserens nye klæder’ ført i procession under baldakin ned gennem salen iført klædeligt undertøj fra det kejserlige overskudslager. Den drønende rockmusik, der ledsagede processionen ville næppe have forskrækket H.C.A. – han værdsatte jo så meget nyt, f.eks. buldrende damptog.

DEN meget ensartet swingende, amerikanske rockmusik kunne måske et par gange veksles med en fransk chancon eller en dansk eller svensk sang – musicals og teaterkoncerter på vores egne sprog er jo i disse år i en populær vogue.
Næsten hele det store ensemble af medvirkende hos Wallmans er svensk. Publikum er vel også for en vis del svenskere, der kommer over fra Malmø. Så det kan næppe være en dårlig idé.

gregersDH.dk