Bogens forside med tegning af Boye Willumsen
MENS REGNEN PISKER
Ferielæsning i det sydlige. I hælene på en nysgerrig englænder, der møder Mozart, Gluck, Farinelli, Voltaire og andre gode folk på sin Europa-rejse i 1770.
Charles Burneys Rejsedagbøger’ i udvalg og oversættelse af Sv. Erik Werner. 98 sider. Udgivet i serien Hasselbalchs Kulturbibliotek i 1967 som nr. 256.
****
COSTA DEL SOL har besluttet sig for at rende fra sit navn og pøse os regnvåde i døgndrift. Så vi holder os inden døre. Læser ’El Païs’ – avisen, som Politiken derhjemme flittigt prøver at hamle op med. Ser det spanske håndboldlandshold kæmpe sig vej mod EM-finalen i Malmø. Og kaster os over de medbragte bøger.
NU f.eks. ’Dr. Burneys Musical Tours in Europa’, udgivet i London I 1771. Da det er ferie, er der jo ingen ting der haster, så man giver sig straks til at spekulere over, om pigebarnet Caroline Mathilde hjemme i Danmark dengang har fået bogen tilsendt – den 21-årige danske, men engelskfødte dronning, der hyggede sig kultiveret med Struensee indtil det følgende år, hvor Struensee blev henrettet og hun selv ekspederet til isolation i byen Celle i Tyskland.
LÆSTE hun den bog? Vidste hun, hvem Dr. Burney var? Unyttige spekulationer. Men bogen er altså kommet på dansk engang i midten af 1960’erne i Hasselbalchs berømte Kulturbibliotek, som Jacob Paludan redigerede. Den er oversat af den danske komponist Sven Erik Werner. Ham havde jeg i slutningen af 60’erne den fornøjelse at arbejde sammen med i DR, og erindringen om ham er alene nok til, at hans Burney-oversættelse må genlæses. Sv. E. Werner havde ud over sine kompositoriske evner den specielle evne at bevare knusende ro, når jeg selv under de direkte udsendelser ved navn ’Aktuel musikreportage’ rastløst speedede begivenhederne op for at det skulle være lige så nærværende og aktuelt som programtitlen angav. Werners imponerende, intellektuelle besindighed tog han siden med sig til rektor-stillingen ved det Fynske Musikkonservatorium og vigtige poster i dansk musikliv.
HER har vi så hans fine oversættelse og redigering af Burneys rejsedagbøger. Underholdende læsning. Komponisten Burney havde sat sig for at skrive en europæisk musikhistorie og tog af sted ud i Europa for at samle stof. I Frankrig, Italien og i Tyskland. Gå til koncerter, gå i operaerne, opsøge komponister. Åbenbart også for at få bekræftet sin viden eller sine fordomme. I Paris konstaterer han, at operaens sangere er elendige. Han bliver til gengæld stærkt begejstret for de oboister, han hører som solister eller i orkestrene. Det med sangerne hænger sammen med, at man hjemme i England har hørt mange fremragende italienske gæstesangere f.eks. i Händels operaer og oratorier, bl.a. Farinelli, som Burney møder senere på sin rejse – i Bologna som en høj, tynd olding – den fænomenale kastratsanger, der i Danmark har lagt navn og skikkelse til Emil Reesens populære operette ’Farinelli’. Kastratsangere er stadig, da Burney besøger Italien, i høj kurs. Burney besøger i Napoli et konservatorium, der blandt sine elever huser 16 kastrater. De bor i bedre værelser end de andre musikstuderende, de skal havde det varmere på grund af deres kostelige stemmer, men deler i øvrigt vilkår med de øvrige: Op kl. 8 om morgenen, træning og undervisning til 8 om aftenen, kun ½ times pause midt på dagen.
I Bologna, hvor han altså støder ind i Farinelli, møder han også den unge Mozart og hans far, der er på koncertrejse med geniet, som han udnævner til at være 12 år gammel, selvom han er 14 – der var pr i at gøre den lille pianist så ung som muligt. Knægten har på stedet fået en bestilling på en opera til en italiensk tekst – det må være ’Mitridate’ – og Burney spekulerer på, hvordan Mozart klarer at skrive musik til en italiensk tekst. Det sproglige er et emne, der optager Burney meget. Han fastslår flere steder de mange håbløse kombinationer af tekst og musik i operaer. Librettister, der bare skrive løs om alt, hvad de kan finde på af fantasifulde vendinger og emner, og komponister, der tigger om enkelhed og klarhed. Med Mozart er Burney selvfølgelig en tand for tidligt på den – Mozart er ikke nået til ’Figaros Bryllup’, ’Cosi fan tutte’’ eller ’Don Juan’, og Burney kender ikke Lorenzo da Ponte.
STEMMERNES skoling, måden at komponere på – Burney har hele tiden faglige overvejelser. Han skriver musikhistorie. Hvad er det med den folkelige dansemusik fra Pulien, han hører i Napoli? De danser tarantel. Kan det være rigtigt, at den sprudlende hurtige tarantel i 6/8-takt skal danses så vildt, at danserne kommer til at svede, og at de egentlig gør det for at svede giften ud efter bid fra kæmpe-edderkoppen tarantel? Eller er det bare noget sludder, nogen har fundet på – ’i timevis danser de rundt i en slags vanvidstilstand, indtil de falder om af træthed og udmattelse’… Burneys statement bringer vi videre til Den Kgl. Ballet, der har tarantellen i 3. akt af ’Napoli’ som slagnummer.
EUROPA-rejsens strabadser undgår han ikke. Elendigt affjedrede rejsevogne. Og i München vover han sig ’med bævende hjerte’ ombord på en pram af en tømmerflåde, der ad Isar og Donau fører ham til Wien, hvor han ankommer ’aldeles radbrækket’. Han besøger Gluck i privaten og bliver underholdt af den aldrende komponist, der sætter sig til cembaloet og synger løs ’med næppe hørbar stemme’ lange passager af ’Alceste’ og ’Paris og Helena’, og Gluck mindes betydningen af sit ophold i England, hvor hans mere enkle melodik sammen med engelsk folkelig ballade-stil måtte hamle op med Händel-operaerne og de populære italieneres kunstfærdighed.
VED besøget i Berlin får han lejlighed til at høre en koncert, hvor den musikglade Frederik den Store spiller soloen i en fløjtekoncert af Quantz, skrevet til ham, med svære kadencer – ’stik imod alle regler måtte han flere gange i kadencerne og de hurtige passager trække vejret midt i en musikalsk frase.’ Men ’kongens spil,’ skriver Burney, ’overgik, hvad jeg havde hørt blandt amatører’. En bemærkning, der næppe nåede kongens ører.
I Frankrig besøger han den 78-årige Voltaire i Fernay tæt ved den schweiziske grænse og Geneve. Han advares om, at han bør skrive i forvejen. Et par englændere havde kort forinden indfundet sig hos Voltaire, som havde spurgt, hvad de ville, og havde fået som svar, at de ’blot ønskede at se så usædvanlig en mand’. Voltaire: ’Nuvel, mine herrer – De ser mig altså – troede De, at jeg var et vildt dyr eller et uhyre, der lod sig beglo mod betaling?’ Advarslen skræmte ikke Burney, han vovede sig ind, Voltaire var ude af huset, og en tjener viste ham rundt, også i arbejdsværelset, som Voltaire netop havde forladt. Voltaire dukker op, og Burneys journalistiske taktløshed bliver belønnet. De får en lang snak om England, bl.a. om den politiske og litterære kritik. ’Digternes skænderier er lige så gavnlige for litteraturen, som politikernes er det for den frie forfatning – ganske som godtfolks mundhuggerier er den første betingelse for friheden…’ ’Tier kritikken er det mere et bevis på en tidsalders åndløshed end på dens upåklagelighed.’
DEN replik rejser Burney hjem med efter også et par stimulerende besøg hos Diderot og Rousseau i Paris. Alt muligt har fanget hans interesse undervejs gennem Europa: Et tyrkisk hakkebræt på et museum i Dresden, de sært velklingende oboer i de franske orkestre, den giftbetvingende taranteldans i Napoli, det støjende publikum i de italienske operahuse, Gluck, der sang for ham i Wien, et prægtigt militærorkester, der vandrede gennem gaderne i Darmstadt – en spåmand kunne have fortalt ham om dodekafoniens og andet musikalsk djævelskabs mekka dét sted næsten 200 år senere – og Diderot, der overlod ham dynger af sine notater fra sit arkiv – ’Jeg ved ikke rigtig, hvad disse papirer indeholder,’ sagde han. ’Kan De bruge dem, så betragt dem som Deres egne – hvis ikke, så brænd dem!’
BURNEY havde erfaringer og arbejdsmateriale med sig hjem til skriveriet på sin europæiske musikhistorie. Om det værk bliver læst af nogen i dag, er måske tvivlsomt.
MEN rejsedagbogen bliver altså. Jeg lægger den klogere fra mig. Regnen og uvejret udenfor bringer mig videre til næsten ferielæsning. Og det spanske håndboldhold går videre mod semifinalen efter en enerverende kamp mod Kroatien.
gregersDH.dk
