Maryanne Sabelsluger (foto: John Resborn)
FULD SKRUE
Wallmans show i Cirkusbygningen spiller med de sædvanlige muskler af musik, dans, show og gastronomi, men trænger måske til lidt fornyelser.
****
ÅRETS Wallman-show er vel, som sådan et skal være: Fuld skrue. Musikken drøner fra serier af højtalere, danserne er i utrættelig action i en slags konstant saturday night fever. Afbrudt af shownumre, der enten skal tage pusten fra os eller bringe os i feststemning.
Til det sidste hører en diner med det hele. Det er et fantastisk syn at se op over det amfiteatralske indre cirkusbygningsværk med hundreder af publikummer lejret ved middagsbordene under det pragtfulde stjerneloft, der hvælver sig over os alle sammen.
De vidste, hvad de bød os af arkitektur, de gode folk, der for 130 år siden tegnede og dekorerede cirkusbygningen med græske friser og skulpturer og placerede den i det voldsomt ekspanderende område uden for de gamle volde.
Walmann-arrangørerne er bevidst om det i dette jubilæumsår. Vi indvies i historien ved velkomsten på premiereaftenen i aftes i et lynforedrag, der bl.a. beretter om kongen Christian den Tiende, der er til stede på sin berømte hest. Hvad han dog næppe var. Han var seks år i 1876. Det må have været Christian den Niende. Det var to år før den store industriudstilling i 1978.
HJEMMEBANE
Wallmans showmodel udnytter rummets særlige karakter. De medvirkende veksler mellem optræden på scenen og alverdens steder ude i det store rum, de er midt i salen på det lille podium, de er mellem bordene, dansende eller syngende, løbende og såmænd også serverende for gæsterne. En syndflod af tjenende ånder, handlekraftige knægte og jomfruer i effektiv udfoldelse, hele tiden med høflig forespørgen til vores gastronomiske velbefindende.
Lys kastes rundt, af og til med psykedeliske effekter. Spots, der følger begivenhederne. Nogle gange velberegnet, f.eks. på den artist, der iført sort og glimmerglinsende dragt svinger sig halsbrækkende i højderne, så vi sidder med livet i hænderne, fordi han ind imellem opererer i næsten totalt mørke.
De evige spørgsmål: Hvordan kan han? Hvordan tør han?
Dér er vi på cirkus-hjemmebane. Ellers er det danserne og musikken, der fører os igennem. Det ene øjeblik med et country show i sjove koreografiske udfoldelser, det næste guitar og sang fra toppen af et stolestillads, som må få Arbejdstilsynet til at løfte øjenbrynene. Og så pludselig optrin i og omkring en kæmpeseng på scenen, en seng med en madras, der gør en barnlig sjæl varm ved tanken om at omdanne den hjemlige dobbeltseng til sådan en trampolin.
Et fast indslag sætter alle i salen i jubelstemning. Et bryllupsshow med en flok af alfedansende brude, der haler en mandlig gæst på scenen og vier ham til sin skæbne, som var han offer i et eksotisk ritual.
Et par muskelmænd poserer som græske skulpturer i stillinger, der forårsager henrykte støn fra salen, og der viftes med de hvide servietter med risiko for at vælte glas og flasker på de fyldte borde. En sabelslugende dame udfordrer sine indre organer, men vi trøster os med, at hun gør det hver aften og stadig kan tale og se sund og rask ud.
Jo, det hele er sådan set, som det skal være.
Måske savner man sjove klovne og mere latter som i nogle af de tidligere års show.
Og måske kunne musikkens totale flow af 70’er-ball room og Travolta-stemning tilsat lidt latin nogle gange varieres til husvalelse af vores øregange. Ikke fordi det behøver være med barokmusik eller strygekvartetter. Men skøn popmusik og det moderne internationale sangrepertoire har jo mange varianter, der vil kunne skabe nogle gode breaks undervejs.
gregersDH.dk