EN DØD I SKØNHED

Foto: Hotel Pro Forma

Verden går mod sin undergang – fremstillet som en langsom død i skønhed. Det er Kirsten Dehlholms og Hotel Pro Formas bud på Det Kgl. Teaters Gamle Scene.

Koncept: Hotel Pro Forma. Instruktion: Kirsten Dehlholm. Komponist: Andy Scott og Krists Auznieks. Tekster Sjón. Medvirkende: Letlands Radiokor.

’Neoarctic’ spiller igen i aften og i morgen aften på Det kgl. Teaters Gamle Scene. Varighed: 80 min.

****

VESTENS undergang… det var det fremtidsperspektiv, Oswald Spengler fremmanede med bogen ’Untergang des Abendlandes’, en bog, som vi læste som en bibel i gymnasietiden.
Bogen var skrevet oven på 1. verdenskrig. Vi læste den efter 2. verdenskrig. Læste den oprørt, vredt eller gysende. En ny krig havde bekræftet Spenglers analyse af verdens kulturer, der lever en tid og så går under. Kinesisk, babylonisk, aztekisk kultur – med tysk grundighed oplistede han kronologisk ti vældige kulturer, der var sunket i grus gennem århundrederne. Krigen bekræftede, at den vestlige kultur døjede med frygtindgydende problemer, men at sejren over nazisme og fascisme og anden galskab alligevel afkræftede, at undergangen var nær, hvis vi bare tog os sammen.
Nu er vi så fremme i en tid, hvor Kirsten Dehlholm og hendes Hotel Pro Forma Teater, sammen med så mange andre, kan gribe os i kraven, løfte pegefingeren og sige, at ikke bare den vestlige kultur, men hele verden er på vej til undergang.
Det er det, de fortæller med forestillingen ’Neoarctic’, et vældigt dommedags-epos, der nu går nogle dage som gæstespil på Det Kgl.s Gamle Scene – et sted, hvis gloriøst fin de siecle-interiør dufter af al den hæderkronede, vestlige kultur, der er truet som bare en del af hele den store butik, som er kloden og menneskene, der bor på den. Verden er af lave og må gå under, sådan som vi i fællesskab håndterer den. Vi kan hulke nok så meget om teaterliv, der er stedt i nød, papiraviser, der gisper, DR, der nægter, at noget i netop den afdeling af dansk kultur kan være forgængeligt – det hele ryger med før eller siden, fordi vi håndterer kloden så dårligt, så tankeløst, så sjusket.

THE ICE IS MELTING

Hotel Pro Forma kalder sin nye forestilling ’Neoarctic’, så vi straks er klar over, at det er dér i det kolde nord, forestillingen tager fat som eksempel på den forventede katastrofe. Altså i det arktiske, i Nord- og Sydpol-områderne, hvor situationen er som Villy Søvndal beskrev det enkelt, men præcist, da han var udenrigsminister: ”The ice is melting at the poles”.
Et statement, som der blev grinet af, fordi hans skoleengelsk klang så pudsigt. Men måske fortæller grinet netop, at isen, der smelter, havene, der går over deres bredder, og befolkningerne, der ryger med i købet, blandt andet gør det, fordi der bliver grinet og sagt: Pjat med jer!… det skal nok gå alt sammen, vi opfinder jo så meget, der får os til at ride stormene af, finder på erstatninger for overforbruget af det ene og andet, energikilder f.eks. Bare op med nogle flere vindmøller!
Det andet er sortsyn og hysteri.
’Neoarctic’ er sat sammen af en kæder af vældige billeder, overvældende videoprojektioner, der langsomt og på smuk og forunderlig vis drager over rundhorisonten, farveorgier, der skifter med knugende, abstrakte visioner af isnende kulde, glødende sand, underjordiske huler – menneskehedens bosteder i tider og utider, en enkelt gang en meget konkret tsunami-katastrofe, som billede på den ustyrlige og ukontrollable natur, vi er oppe imod.
Musikken har to komponister, den lettiske Krists Auznieks og den engelske Andy Scott, deres dels elektroniske, dels akustiske sprog ligger som et vældigt orgelpunkt under det lange værk (varighed 80 min.), fuld af piblende detaljer, men sammenhængende virker den som et gigantisk cluster, toner i smertefuld konstant omklamring af hinanden, ind imellem kort forløst af generalpauser eller af enkeltlyde, udskilt fra slyngvenskabet.

KOR-OPERA

Kirsten Dehlholm betegner værket som en opera. Mere præcist er det en kor-opera, kun en enkelt gang hører vi en sopransolo. Ellers er sangerne menneskevæsener, der overdådigt, men ubestemmeligt er kostumeret som skikkelser fra forskellige egne af kloden, skikkelser, der langsomt bevæger sig på scenen til de enkelte billeder, som om deres gang er hæmmet af klodens sump og mudder, sne måske. Langsomt og søgende, som robotter. Det statiske har altid været et Dehlholm-kendetegn. Menneskene og livet er til analyse, til gennemlysning, til overvejelse.
Som korværk kan vi kalde det i slægt med Orffs ’Carmina Burana’, men hos Hotel Pro Forma ligger slagkraften mere i billederne end i musikken og i den islandske digter Fjord’s betragtninger over abstrakte temaer, uanset hvor konkrete overskrifter, de enkelte afsnit har: ’Korn’, ’Damp’, ’Energi’.
Det er et truende værk med en mærkelig undertone af længsel og ømhed, men mest med håbløshed som grundtema. På den måde, for nu at vende tilbage til Spengler: Han talte dramatisk om ’undergang’, men mente måske i virkeligheden ’afslutning’. En epoke, der slutter og bliver afløst af en ny.
Det ligger måske også i ’Neoarctica’. Men værket er mest smertefuld dødsvandring.
En død i skønhed.
I den forstand et værk, der ganske præcist kunne være et udtryk for en kulturepokes kulmination og afslutning. Spengler ville have lyttet, set og nikket.

gregersDH.dk