‘Dilemma of Obedience’ med Dansk Danseteater i Dansehallerne (Foto: Bjarke Ørsted)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
GYS
’Walking in the Night’ er titlen på Dansk Danseteaters nye forestilling. Det er ikke så romantisk, som det lyder.
****
SOMMEREN i Politigården er stort set glemt. Det var ikke Dansk Danseteater i sit mest øjesplintrende hjørne.
Så det var godt at se kompagniet på banen i Dansehallerne i aftes. Med to værker, der bandt vores opmærksomhed næsten uafbrudt. Først med et dobbeltarbejde af den israelsk-hollandske koreograf Itzak Galili. ’Fragile’ hedder det ene – en linedans for to på en stribe på gulvet, mand og kvinde, ’follow that line’ mumlede det inden i os, mens de to arbejdede sig mod og fra hinanden, den uforrettede pagt i halvmørket – og snart slut for at give plads til et næsten-skakspil mellem dansere, der erobrer brættet i et sindrigt mønster, skabt af lys-kvadrater, der i en ubrudt strøm sporede danserne, eller selv blev sporet af dem – ustandselig malende til en musik af slagtøj og klokker.
Fascinerende. Niels Bukh- og Ling-gymnastik meldte sig i kostumer og i de disciplinerede, abstrakte gruppemønstre.
Men der ligger måske andre militærgymnastiske erfaringer til grund for ideerne i denne abstrakte dansefortælling med titlen ’Peeled’ – skrællet betyder det. Hvad vi så skal forstå ved det.
DYSTERT
Det militært lammende kommer så til fuld udfoldelse i den norsk-bosniske koreograf Edhem Jesenkovics ’Dilemma of Obedience’ – Adlydelsens dilemma.
En temmelig uhyggelig affære. De kampuniformerede danserne i geled, der nok kan få nogen af os til at rette ind som på kasernen i sin tid. Og sandelig også til at følge de enkelte danseres lyst til at træde uden for nummer, som det sker i en næsten computerkalkuleret rytmisk sekvens i ballettens start.
Underbygget i det følgende med opstillinger og udviklinger, der i det dystre halvmørke gav mindelser om kadaverdisciplin, sågar om koncentrationslejr-gys i konfrontationerne mellem lammede ofre og terroriserende håndhævere af trusler.
Tim Rushton måtte i pausen inden fortælle publikum, at en af danserne havde forvredet knæet i pausen. Vi så den tomme plads i konfrontationerne.
Og effekten var egentlig dobbelt. Var vi i en makaber udryddelseslejr, hvor udryddelsen allerede var sat i værk.
Sådan erobrede følelser og illusioner os og fik os til at følge værket med både fascination og ubehag.
Fællestitlen for aftenen lød ellers så romantisk: ’Walking in the Night’.
GregersDH.dk
