Birgitte Raaberg, Nicoline Siff Møller og Anders Gjellerup Koch i ‘Von Scholten’ (Tegning: Claus Seidel)
AF KØD OG BLOD
Musicalen om Peter von Scholten er en godt tænkt og flot leveret menneskelig historie om en kikset helt: De Dansk Vestindiske Øers guvernør, der frigav negerslaverne.
*****
Musicalen ’Von Scholten’ er denne weekend nået til Folketeatret i København efter over en måneds tourné.
Det har åbenbart ikke gjort forestillingen træt. Tværtimod. Det ser ud til, at modellen med at køre en forestilling i stilling gennem en turné giver pote i form af stor sikkerhed hos de medvirkende, både spillerne og det tekniske hold, der styrer sceneskift, lys og video.
Der er flugt over forestillingen. Den er lang, men tempoet slækkes kun et par steder, hvor forelskelsen i nogle danseoptrin tage overhånd. Ok, det er en musical. Men det stærke ved ’Von Scholten’ er faktisk, at den rummer en god dramatisk historie og interessante personer, nogle karakterer, som ikke er pap og kliché som i den anden aktuelle, københavnske musical, ’Mary Poppins’ på ’Det Ny Teater.
HELT ELLER SKURK
’Von Scholten’ har på en måde mindelser om ’Les Miserables’ i kraft af, at det er en historie om mennesker af kød og blod, mennesker med sammensatte karakterer, som slås med sig selv, som sætter ting i gang af indre drifter, ukontrollable og med skæbnesvangre konsekvenser.
Historien om den danske guvernør på de Dansk-Vestindiske Øer, Peter von Scholten, rummer netop disse elementer. Hvad der ikke altid fremgår af de mere overfladiske beretninger om ham. Beretninger, der enten gør ham til helt, fordi han frigav negerslaverne på øerne i 1848 – året før enevældens ophævelse i Danmark – eller til skurk, en administrator, der katastrofalt mistede kontrollen over befolkningen på øerne, danske som indfødte.
Historien er mere sammensat. Det viste allerede filmen om Von Scholten, som Palle Kjærulff-Schmidt lavede i 1987 med Ole Ernst i titelrollen. Den blev ganske vist mere en fin billedbog end bevægende drama. Men den indeholdt dog en del af det konfliktfyldte stof.
SANGERNE
På Folketeatret er det Anders Gjellerup Kochs udadtil så selvsikre Von Scholten, der proklamerer – især når han er beruset – at han er ’The King of the World’ med al den pondus, denne skuespiller har. Som vi ved fra talrige roller på Odense Teater.
En selvsikkerhed, han glimrende lader krakelere i flere omgange. På én gang en spillernatur, frisk i kortspil, frisk i hælene på damerne – men også svag i beslutninger. Både privat, hvor hans respekt for og hensyn til både kone, barn og elskerinde skrider alt efter vindretningen. Gjellerup Kochs Von Scholten er en tumling, stortalende, stort hjerte, stor charme, stor usikkerhed.
Det er en præstation, som styrkes af, at han sangligt slår godt igennem. Ikke uvæsentligt i en musicaliseret fortælling, der sætter hovedrollerne frem på rampen med store numre. Birgitte Raaberg spiller den fremmedforskrækkede fru von Scholten, der bare vil hjem til Kgs. Nytorv hurtigst muligt. Hun er i stand til smukt at forgylde f.eks. et af de bedste solonumre, hendes sørgmodige kavatine i 1.akt. På samme måde som Nikoline Siff Møller, den langlemmede mulat-elskerinde Anna, kan udtrykke sensualitet, men også sorg og vrede i sine 2.akts sange – og dét med en anderledes stemmetype, mørkere, svagt røgfarvet, hvad der klæder rollen eminent.
MUSICAL-SPROGET
Og for at blive ved stemmerne: Christian Boland har rollen som plantageejeren, der svinger pisken over de sorte, svøben over generalguvernøren og sin magtfulde baryton over dem alle på engang. Inklusive hans to makkere blandt de hvide (de ’blanke’ som negrene kalder dem), David Owe, der er officer Irminger, og Carl Christian Rasmussen, som er den fredsommelige plantageejer Knudsen.
Ingen vil beskylde Lasse Aagaards musik for at tilføre musicalverdenen chokerende ny originalitet. Han opererer bare i tidens musicalsprog, så det er en fornøjelse. ’Von Scholten’ er proppet med musik. Der er lange passager i begge akter, hvor han smidigt veksler tonefald, veksler rytme i fint samspil med tekst og handling. Han finder de to tekstforfattere Sune Svanekier (manuskript) og Thomas Høg (sangtekster) med stor indlevelse og forståelse for netop stemningsskift.
De eneste steder, hvor det knager lidt er i de før nævnte dansescener. Det er svært at få de indfødtes ’masse’-optrin integreret musikalsk, når tonen er halvhjertet ’negroid’ – og når det koreografiske samtidig – sikkert af nød – er discount.
Det ændrer ikke ved, at der synges og spilles godt af f.eks. Donald Andersen og Louisa Yaa Aisin og Max-Emil Nissen i hovedrollerne på slaveholdet. Men det fortæller, at ’Von Scholten’ kan have gode muligheder for at leve videre i endnu større anlagte opsætninger.
AUTENTISK
’Von Scholten’ er et godt bud på en dansk musical, fængende, godt tænkt, genneminstrueret af Waage Sandø i Søren Glads smidige scenografi. Historisk holder den i princippet – Von Scholten-skikkelsen var på en måde tragisk. Han blev kaldt hjem, degraderet for at have handlet på egen hånd med frigivelsen af slaverne, dømt, men frikendt igen.
Det private drama med konen og elskerinden er også autentisk. En væsentlig hovedperson på scenen ligeledes: Den lille datter Franciska – kønt spillet og sunget af Josephine Ellefsen ved København-premieren. Hun skildres som en af nøglerne til Von Scholtens tragedie. I det komprimerede handlingsforløb gøres budskabet om hendes død til årsagen til hans sammenbrud i slutningen, og man får det indtryk, at hun på det tidspunkt stadig er en lille pige og enebarn.
Den virkelige Franciska var Von Scholtens fjerde barn med hustruen. Hun blev gift med et af de børn, Frederik VI fik med elskerinden Bente Rafsted, grev Frederik Vilhelm Dannemand. Hun døde som 23-årig. Hendes gravsted kan ses ved Soderup Kirke nær Tølløse.
