Cecilia Zwick Nash i ‘Vinger på hjernen’ (Foto: Edison Teatret)

BESØG AF ÅNDER

Cecilia Zwick Nash tumler i turnéforestillingen ‘Vinger på hjernen’ med ånder fra fortiden. Det er skørt og underholdende.

****

HUN kommer stormende ind på scenen, smider en kasse fra sig, fægter med armene, råber meget højt om tilværelsens ulidelige uretfærdighed. Vi forstår, at noget er gået helt galt. Pigen er skredet fra et eller andet.
På denne torsdag aften kunne det være et forvarsel om en statsminister, der senere på aftenen går af.
Men nej Cecilia Zwick Nash er ikke den kølige Helle Thorning Smith, vi nogle timer efter ser sige farvel til jobbet – så behersket som en porcelænsfigur fra Bing og Grøndahl.
Cecilia står i flammer af raseri. Der er knust porcelæn i det lille hjem. Hun knalder et kors op af nogle brædder, og hænger affaldsposer på det med indholds-angivelser: ’Ensomhed’, ’Magt’, ’Sex’, ’Svigt’, ’Skyld’. Poser lige til at fylde med vraggods fra et forlist ægteskab. Det er opgørets bitre efterklang.
Men så sker der noget sært: Pludselig står der tre kvinder i stuen, grå og blege og gennemsigtige som ånder.
Her tager det fat, det sære stykke, Cecilia i øjeblikket turnerer med, og som hun denne aften har lagt vejen om ad Edison Teatret med i anledning af CPH Stage festivalen.
Ånderne lader sig ikke skræmme af det frygtindgydende fugleskræmsel, hun har sat op. De tilhører afdøde Selma Lagerløf, afdøde Emma Gad og afdøde Nora fra ’Et dukkehjem’ – altså en trio af den svenske forfatter, den danske Takt og Tone-guru, og Ibsens oprørske lille frue, der pakker kufferten og smækker med døren. Tre kvinder af samme generation. De er nedsteget til jorden i sære ærinder, bl.a. jagter de Karen Blixen. Næppe fordi de vil hende noget godt.
Cecilia tager betuttet, men godt imod damerne og indleder en strøm af dialoger med dem: Hun er alene på scenen, så hun agerer alle tre, plus sig selv. En prøve på skuespillermæssig multi tasking, godt gennemført og underholdende. Mættet med ideer og udsagn om alverdens emner og skænderier med de erfarne damer. Voldsomt diffus, lige så diffus som udgangspunktet: Fortvivlelsen, vreden, opgøret med den brogede tilværelse.
Alt falder først i en slags hak, da Cecilia i et par kærlighedsfyldte sange til sidst bliver blid i sind og mæle og falder til ro oven på den don quijotteske storm mod vejrmøllerne– damerne er steget til himmels igen, og hun selv er sunket ned i en slags afklaring oven på de viltre og kaotiske dialoger.
Cecilia har undfanget ideen til stykket, selv skrevet teksten og har smidigt indlagt flere sange undervejs, til musik af Poul Halberg som til flere af hendes tidligere forestillinger.

gregersDH.dk