Benjamin Boe Rasmussen, Lotte Andersen og Allan Klie i ‘Villa Requiem’ (Foto: Københavns Musikteater)
I MENIGHEDSHUSET
Musikalsk kabaret for uhellige i det nye Københavns Musikteater
****
NU hedder det så ’Københavns Musikteater’. Det minderige sted over for Café Sommersko – eller hvilket etablissement, man nu associerer til med dén beliggenhed i Kronprinsensgade.
Andre vil sige: Nabo til Perchs Thehandel. Hvis man da ikke vil dvæle ved det musikalsk minderige ved selve stedet, som gennem en årrække var ’Den Anden Opera’, alternativet til Den Kgl. Opera – husly for komponister, musikere, sangere og et publikum, der mente, at der måtte ske noget andet og mere end Tosca og Tannhäuser.
Nu så ’Københavns Musikteater’ med tilføjelsen Plex, navnet, som var et midlertidigt anfald af hittepåsomhed i forrige sæson. Vi skal nok finde ud af det. Og frem til det.
TEMAAFTEN MED HULTBERG
Selv kunder, der hyggede sig i den helt forne tid i lokalerne, kan nu føle sig hjemme igen med den forestilling, der bydes velkommen til under den inviterende titel: ’Velkommen til temaaften med Peer Hultberg. Arrangeret af menighedrådet’. Den ældre generation vil nemlig huske stedet som menighedshus for Elim, Pinsemissionen.
Om pinsemissionærerne så vil føle sig hjertevarmt hjemme og trygge sammen med Hultbergs tekster og udsagn, der stammer fra hans store roman ’Requiem’ fra 1985, er nok tvivlsomt. I hvert fald næppe af de sangtekster, Kenneth Thordal har sat sammen med inspiration fra romanen.
Eksempel: ’Jeg glæder mig til at ligge i kisten/Mens forrådnelsen går sin gang/Og alle jeg elsked/De græder af glæde/Dans, jubel og sang’. Eller et vers som dette fra sangen ’Det er min krop’: ’Jeg onanerer når jeg vil/Jeg spiller pik af og til/Ja måske også mere end det/Jeg kommer fandeme/Hvor og når og hvis jeg vil’.
LETFÆRDIG USKYLD
Letfærdigheden kobles med uskyld, for rammen for denne kabaretagtige forestilling er afslappet og scenisk løsagtig. Vi er fra starten kaldt til menighedsrådets dilletantaften, Lotte Andersen – den eneste kvindelige medvirkende – er et omvandrende, usikkert espeløv, mikrofonerne står ikke, hvor de skal, forestillingen går lidt i øst og vest, scenen er bestykket med et sjasket sofa-arrangement med tv, kaffe i plastikkrus, og et køleskab har fornøjelsen af at rumme bl.a. spegepølsemadder samt en af de medvirkende herrers liflige underbukser til afkøling, da han smider dem for at lufte sig i sofaen.
Miljøet er kort sagt diffust, og det suppleres af et utal af musikalske kilder, som trakteres på skift af især de medvirkende musikere, den hyggelige svensker Bebe Risenfors, sangeren og sangskriveren Kenneth Thordal og musikeren og komponisten Bent Clausen. Alle tre folk, der stilfærdigt, men hæmningsløst går løs på alt fra tuba til banjo, sav, kontrabas, flygel, harmonium, ukulele, og hvad der i øvrigt forefindes af slagtøj, inklusive marimba og vibrafon – instrumenter, som heller ikke manden med underbukserne i køleskabet, skuespilleren Benjamin Boe Rasmussen, går i en bue uden om.
PÅ ALLE TANGENTER
Der bliver kort sagt spillet og sunget på alle tangenter, men konstant i en atmosfære af sku-vi-ikke-osse-lige – gennemplanlagt selvfølgelig, deraf den udmærkede oplevelse af alt andet end dilletant: Løsagtigheden er dybt professionel, hvad enten det er Allan Klie, som i monolog ruller den mest rystende selvmordervision ud, mens Lotte Andersen strikker til og skræmmer livet af sig selv ved at stikke sig på stikkepinden. Eller den Lotte, som iskoldt fortæller om, hvordan hun vil pine de sidste livstegn ud af sin dødssyge husbond.
MORBIDT
Holdets sanglige ensembler er uimodståeligt komiske i deres alvorlige stræbsomhed, vi bevæger os stilistisk et sted mellem Ørkenens Sønner og Jytte Abildstrøm, men uforglemmeligt fastholdt på Pinsemissionens gamle, hentærede hjemmebane. Når vi vel at mærke ikke ind imellem holdes benhårdt knuget til Peer Hultbergs dødsmessetoner.
Det er virkelig en særforestilling. Morbid og underholdende på én gang.
