VÆRSGO’ OG SID NED
Med ’Vi venter på Godot’ markerer Teatret ved Sorte Hest, at den absurde klassikertekst ikke har tabt gejsten.
****
Ingen kan gøre for, at den titel er groet ind i vores vokabularium som svaret i enhver bilkø, på enhver togforsinkelse og til enhver, der står og raser ved et busstoppested over, at den skide bus ikke kommer.
Jo. Måske Beckett kan gøre for det. For sådan som man kan genopleve hans tekst til ’Vi venter på Godot’, får man lige præcis at vide, hvad det handler om. Enhver bilkø, enhver togforsinkelse, hver eneste utålmodige gisp ved stoppestedet er indeholdt i denne ubetalelig morsomme dialog og grotesk diffuse situationsbeskrivelse. Vi venter på hvad som helst i dette syndige liv, er fulde af forventninger til noget, vi ikke rigtig aner hvad er. Og vi bruger ventetiden til at småbavles om alting og ingenting. Skumle, kede os og vente videre.
Sådan er Mr. Beckett ansvarlig for, at originaltitlen ’En attendant Godot’ i hver fald i dansk oversættelse er blev folkelig hverdagstale – med dyb relation til et stykke, som de færreste vel nogensinde har hørt om det, endsige set.
Beskrivelsen af livets forventningsfulde ørkenvandring kan man så blive deprimeret over. Subsidiært rasende, hvis man f.eks. er kristen og tror på, at det hele drejer sig om at se frem til frelsen og det evige liv. Man kan endelig affinde sig med situationen og identificere sig med eller underholde sig med den sublime tomgang, som stykkets to sumpende individer opererer i.
SUBLIMT MORSOMT
På Teatret ved Sorte Hest pløjer Kristian Halken og Ken Vedsegaard speedet og rundtosset gennem teksten som de filosoferende vagabondpar Vladimir og Estragon, det ene øjeblik i dialogtempo som maskingeværsalver, bevidst timede gentagelser, det næste øjeblik skruet ned i afventning af – hvad? Ingenting – andet end netop gentagelser. Halken i vanlig himmelfalden stil, Vedsegaard med dobbelt absurd skrue, fordi han uanset sine udjokkede sko og sure tæer stedse ligner en ung cand.jur., der er gået galt. Det er sublimt morsomt, og suppleres af de momentvise besøg af slavepiskeren Pozzo, ondskabsfuldt, forkvaklet og flæbende spillet af Peder Holm Johansen, og hans Lucky, staklen i halsbånd, præcis som en makaber dukketeaterfigur spiller af Joen Bille.
Stykkets kup er, at det som drama holder os fast gennem to og en halv time udelukkende gennem sin hverdagskomik og absurde kredsen om noget, der aldrig sker.
Det lykkes på Sorte Hest. Sid ned og vent med. Ventetiden er ret underholdende.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
