DAV IGEN, DAME EDNA
Camp X vil revolutionere teatret. Men rykker baglæns til 70’ernes kønsdebat i en diffus forestilling uden ret meget, vi ikke har set før.
**
Nådada. Her står den på revolution – hvis man skal tro koncept-råbet fra det nye CampX – Aveny T’s arvtager, Dr. Dantes barnebarn, Frederiksberg Teaters oldebarn, Fønix Teatrets tipoldebarn.
Endevending af teaterrummet. Og en kanonsalve i kønsdebatten under førerbanneret ’queer’, et ord, man kan slå op i ordbogen og se betyder ’mærkelig’. I avanceret kønsterminologi: ’Homo’.
Godt nok. Vi er MED. Når teatret kalder til revolution, kommer vi, kampberedte og med åbent sind.
PÅ TÅSPIDSER
Camp X har smidt Aveny-T’s stole ud. OK. Vi skal stå op og gå rundt. Det er set før. Totalteater i Gladsaxe. Eller Turbinehallerne.
Rummet skal været egnet til det. Det er Camp X ikke. Langt og smalt. Man bøder på det ved at lave en scene i hver ende. Vi står i midten og klumper. De forreste publikummer – og de højeste – kan se. De øvrige en smule. I glimt. Og på tåspidser. Ind imellem bliver vi sendt på rundvandring backstage til forskellige tableauer i stil med de kommende Kulturnat-ekspeditioner.
Det medfører bl.a., at forestillingen – ved premieren i hvert fald – trak det meste af en time over beregnet varighed. En forestilling, der begynder sent: 20.30.
Kort sagt. Der er noget af slås med. For alle. Publikum og medvirkende.
RODEBUTIK
’Queer’ er overskrift på en serie forestillinger i åbningssæsonen. Vi skal have fat på, at det såkaldt unormale ikke er så unormalt. Og omvendt: At det såkaldt normale ikke nødvendigvis er norm for, hvad der er acceptabelt. Fint nok.
Første vinkel er kønsskifte og transvestitisme. Et udmærket udgangspunkt for dramatik. Men længere end til udgangspunktet kommer vi ikke i Kenneth Kreutzmanns konglomert af et stykke. Der er ingen udvikling, ingen opbygning, der flytter, uddyber, skaber spænding. Kun en stribe af sketches, numre, tableauer og sange, en rodebutik af enkeltstående aktioner, der kredser omkring emnet. Pakket ind i et utal af videoskærme, der snakker i munden på hinanden. Udsagn i flæng. Optrin på scenerne – en parodi på ’Go’ Morgen Danmark’-indslag, en satirisk sketch om ansættelsessamtale med en kønsskiftet. Professionelt afleveret som i en ordentlig tv-satire, men sært løsrevet. Ligesom de temmelig fatale indslag med den tidligere stripper Sandra Day, som nogle vil huske med varme og glæde fra Fritz Helmuth-filmen ’Lille spejl’. I ’Queer’ eksponeret på scenen i al sin amatørpragt. I tekster, der i hans mund bliver om muligt endnu mere ubehjælpsomme end de er skrevet. Den udstilling kan man ikke kan være bekendt.
LYSGLIMT
Det altmodische, men postuleret aktuelle i debatten om et samfund, der er låst fast i familie-, køns- og opdragelses-konventioner, er én ting. 70’erne og Dame Edna-tiden i retro. Der er sandelig ikke noget nyt, endsige revolutionært i at slå et slag for kønsmæssig ligestilling og accept af det skæve.
En anden ting er, at vi er til en forestilling, der kun i lysglimt forløser noget kunstnerisk:
En sjov Mester Jakel-stump med Mark Linn og Andrea Vagn Jensen som siamesiske tvillinger.
Et glødende solodanse- og sangnummer med Mark Linn og César Garcia som ’Sommerfugl’.
Og Ulla Henningsen, der tæt på finalen udfoldede hele sin dybdeborende sangkraft i Joni Mitchells ’Both Sides Now’, en underskøn sang, der fortæller om kærlighedens mangfoldige og gådefulde karakter.
Tænk om vi havde oplevet en forestilling, der ikke flakkede hid og did og prøvede at udtrykke mangfoldigheden gennem diffus, rastløs hittepåsomhed. Men ramte så varmt og ægte som disse få numre.
Gregers Dirckinck-Holmfeld