RYD BORDET

Katrine Wiedemanns nye bog er et ømt og bloddryppende opgør med sig selv og sit teaterarbejde. Bordet skal ryddes.

Katrine Wiedemann: ’Ved gudernes bord’ Om den umulige og nødvendige kunst. Gyldendal 352 s. kr. 300,- (foto: Grethe D.-H.)

*****

ALT mellem himmel og jord bliver udnævnt til at være ’fantastisk’ i disse tider. Man vægrer sig ved at bruge ordet.
Men med Katrine Wiedemanns bog er vi virkelig ude over stepperne og højt oppe i bjerglandskaberne og langt inde bag hjerneskallen i sjælens, hjertekvababbelsernes og skrivelystens jungle. Fantastisk…
På 350 sider går det ’über Stock und Stein’ – sagt på tysk, for bogen knytter sig til Katrine Wiedemanns oplevelser i det tyske med opsætningen af ’Gefährliche Leidenschaft’ – ’Farlige forbindelser’ eller som titlen lyder på den franske brevroman ’Les liaisons dangereuses’. Romanen, der er grundlaget for filmatiseringer og nu altså en dramatisering på det berømte Cuvillies-teater i München. Med Katrine Wiedemann som iscenesætter.
Vi gisner om, hvad der griber hende med dette overvældende, tekstmættede skrift af en bog – på kanten af at være et testamente, en arbejdsrapport, en sygejournal, en dagbog, en rasende skildring af et teatermenneskes kamp med sig selv og sin opgave, formuleret så tårerne fosser, blodet driver, nerverne hænger i laser og blækket sprøjter i, hvad det nu er for ledige stunder, hun har haft. Hun er jo et menneske i rasende aktivitet. Hun kalder selv – ifølge bagsideteksten – bogen for ’et kunstnerisk selvmord’.
Det har åbenbart været øjeblikket nu til at nedfælde en nådesløs beretning om det sind, de tanker og det temperament, der udløses hos hende over for opgaverne.
Denne opgave og andre. Alle åbenbart.

NÅR DET HELE TRÆNGER SIG PÅ

En kunstners kamp med sit stof. Jo da. Men tæt på at være prototypen på ethvert ansvarligt menneskes slagsmål med alt, især sig selv, når opgavens størrelse og art tårner sig op, når kravene fra omgivelserne gnaver, når tidspresset flår i en, når hjernevindingerne presses til det yderste for at finde veje til løsninger eller bare til verbale formuleringer over for dem, man arbejder sammen med og er afhængige af. Når alt dette trænger sig på.
Katrine Wiedemann er kendt, for ikke at sige berygtet, for at føre opslidende, ambitiøse kampe med sine iscenesættelser gennem mere end tyve år også på danske scener. F.eks. på Det Kgl. og Betty Nansen. Vi opfatter det som en del af hendes DNA, alle vrider hænderne, når premierer må udsættes nogle dage, fordi hun vil gennemtvinge de sidste løsninger og ændringer. Og vi trækker vejret lige så lettet som hun selv – måske – gør det, når de færdige resultater står som lysende sceniske undere, rede til Reumert-priser og alt det andet guf.
Angst og tvivl går som røde nervetråde gennem bogen. Trådene kappes ind imellem over af gennembrud af lysende klarsyn, umættelige kærlighedserklæringer til skuespillerne eller hendes to børn hjemme i København, eller til hendes afdøde far, den fremragende københavnske jazzkritiker Erik Wiedemann. Men allermest til scenen, det mærkelige tomrum, der skal udfyldes, scenen og alt det, hendes omkringflyvende, ekstatiske fantasi ser for sig ske deroppe – nu i München-teatret. Det djævelske, ondskabsfulde jalousi-spil mellem mennesker, der driver hinanden til vanvid i indbyrdes manipulationer i ’Farlige forbindelser’.
Teksten – den franske rokokko-affære om skandaløse erotiske overklasse-svinestreger – har fået Katrine Wiedemann og hendes scenograf Maja Ravn til at smide hele det rokoko-sceneri, som andre ville finde oplagt til det overdådige 1700-tals-interiør i München-teatret – det handler for dem om ’at finde den motor i en tekst, som er gyldig til alle tider’ – ”flytte historien ud i et tidløst eksistentielt rum”. Stykket handler om ”personer, der er kyniske, fordi verden kræver det af dem. Kærligheden findes, men den er underordnet,” skriver hun. Og fortsætter: ”Samfundet er magtkonstruktioner, hvor man skal være udspekuleret, hvis man vil bevare sin plads.”
Konklusionen for Ravn og Wiedemann er en scenografi af 50 senge, der er stablet op som en pyramide. Et socialt hierarki fra bund til top. Senge som tumlepladser på alle niveauer.

BARE GIV ORDRER!

Bogen er fortællingen om måneder omkring denne pyramide. Søvnløse nætter, ensomme spekulationer under metroture frem og tilbage til en lille udlejningslejlighed, grædende telefonsamtaler med hendes nære derhjemme, håndtering af skraldeposer, der skal bæres ned, lægebesøg for at styre det galopperende hjerte, konfrontationer med hårdtarbejdende skuespillere, der chokerer hende allerede den første prøvedag ved at kunne deres tekster fuldstændigt.
Det sidste fylder hende med overvejelser om sin egen rolle som dansk venlig og hyggelig. Eller som hård og diktatorisk, tysk instruktør a la f.eks. Frank Castorf, Berliner Volksbühnes berømte iscenesætter, der netop samtidig sætter Brechts ‘Baal’ op på naboscenen i München.
Overvejelserne får hende til at mindes en lærestreg, hun fik engang på Det Kgl. Teater af en tekniker, da hun i 2005 satte Jochum Rohdes ’Pinoccios aske’ op:
”Katrine, du skal ikke sige til hele den tekniske stab, hvad du går og er i tvivl om. De er ligeglade. Bare giv en ordre. De skal bare have krydset deres tjeklister af.”
Men tvivl nager hende ustandselig. Tvivl om ideers holdbarhed. Om egne evner. Om andres bedømmelser af hende. Hun tvinger sig til at overvinde tvivlen. Den tyske teaterprofessionalisme møder hende, da hun et par dage før premieren føler sig tvunget til at skære i en stor monolog, som en 83-årig kvindelig skuespiller har lagt et kæmpemæssigt arbejde i. Tyske skuespillere ”forventer, at jeg til prøven i morgen kommer og er radikal og konsekvent og ødelæggende. Hvis jeg ikke river gulvtæppet væk under dem, bliver de utrygge… Jeg skal bevise, at jeg har overblikket. Jeg skal sætte mig over menneskelige hensyn. Hvis de aner barmhjertighed, tilgiver de mig aldrig, rygtet vil følge mig: Hun er svag.”
Den 83-årige skuespillerinde tyrer resterne af sin store monolog uden at kny.

UDEN SORDIN

Det gennemgående i bogen er kampene for at overvinde tvivlen og angsten. Hun beskriver i starten sine forventninger ved indgangen til ’et halvt år i helvede’ på teatret i München. ”Jeg ved, hvordan det føles, når hundrede mennesker træder én direkte på nervebanerne hver dag…”
Det slipper hende aldrig. ”Jeg er sammenvredet som en klud af angst… Jeg går på arbejde i en sort mine.”
Hun fører en kamp for at udelukke næsten alt, der ikke har med forestillingen og teatret at gøre. Alt udenfor.
Terrorblodbadet i Paris, der sker midt under prøverne, nægter hun plads i sit hoved. ’Skuespillerne kommer ind ad døren til prøve. Det virker, som om de har overskud til nyheder. Jeg føler mig underligt alene. Jeg kunne ikke drømme om at åbne en avis i de her dage. Har ikke plads. Det troede jeg heller ikke, de havde.”
Angler hun efter forståelse hos læseren? Overhovedet ikke. Hun beskriver den virkelighed, der er hendes i sådan en situation. Som hun forklarer på en af bogens sidste sider: ”Det sande portræt af et menneske vil aldrig være et kønt syn. Vi består af fejl, kompromiser, synder og upassende lyster.”
Hun beskriver sig selv uden sordin. Nogle gange sikkert under indtryk af den kynisme, der er emnet for det stykke, hun arbejder med i München. Men hun lægger heller ikke fingrene imellem over for andre. F.eks. svenske, kvindelige instruktører, som hun kender og har mødt, feminister, der ”klæ’r sig og har grydehår eller andre attributter, der signalerer, at de er ligeglade med, hvordan de ser ud, på den fede, intellektuelle måde. Lidt hårde ser de ud. Og også lidt offeragtige.”
Er der måske noget galt med at være kvinde for fuldt blus? Ved det første møde med ledelsen på teatret i München møder hun op ’med afbleget hår og røvkort kjole’, fortæller hun. ”Det forvirrer dem måske at se en instruktør føre sig sådan frem.”
Selvbevidstheden og provokationen er en del af både hendes angrebs- og forsvarsmekanisme. Over for andre. Og over for sig selv. Overlevelse midt i arbejdets ragnarok.
Bogen er fuld af anskuelige eksempler på den selvstændige og originale måde, hun griber tingene an på. Og slider negle og hjernevindinger til blods på. Også fra hendes tidligere iscenesættelser. Fra ’Hamlet’, fra ’Peer Gynt’, ’Bliktrommen’ og mange andre. Guldgruber for virkeligt teaterinteresserede.
Bogen indeholder ingen billeder. F.eks. af scenografien til ’Farlige forbindelser’, kæmpepyramiden af de 50 stole, der nok kan være værd at se, når nu den er så central i bogen. Men man kan finde den under ’Gefährliche Leidenschaft’ på google.

gregersDH.dk