VANVID

Søren Dixens ’Vanvid’ vandt Teater-V’s dramatikerkonkurrence. Uropførelsen denne søndag eftermiddag fortæller om et talent, der kan beskrive en situation, men ikke skabe et forløb. Endnu.

***

PREMIEREN startede med at gå i sort.
Glimrende! Den slags skaber øjeblikkelig opmærksomhed. Ikke mindst om et stykke, der handler om nogle fyre, som Vorherre har mørklagt i sind og sjæl. Den første af de tre har allerede ravet sig vej ind på scenen. Han ved jo hvor stole og borde og rekvisitter befinder sig i halvmørket.
Vi gætter, da lyset kommer, at skuespilleren Jon Lange er modelleret over skuespillets forfatter Søren Dixen, for Lange sætter straks papir i skrivemaskinen, og han bærer navnet Søren. Hallo! En forfatter! Og det fremgår af pressematerialet, at der ligger noget selvoplevet i handling og situation.
Vi slutter uanfægtet videre:
Stykket hedder ’Vanvid’. Sørens to kammerater indfinder sig, belæsset til denne Skt. Hans aften med et arsenal af sprut og starter en alkoholisk heksesabbet. Men Søren deltager mindre ekstatisk end de to andre. Han er iagttageren, lejret ved sin skrivemaskine. Skriver han på et drama? Ja, han gør. De andres replikker samles op som guldkorn til viderebefordring og bankes i maskinen. 

SPLITTERGALE

Sceneriet er et ramponeret hjørne af noget, der ligner en kolonihave inden totalsanering, og vi får hurtigt bekræftet stykkets tema. Vennerne ikke kun i St. Hans-festhumør. De befinder sig på et mentalt overdrev, som psykiatere formodentlig vil diagnosticere a la depression, skizofreni eller galopperende psykose.
De er splittergale. Om end med en indbygget universitær-kaotisk baggrund, hvis det ellers kan forbløffe nogen. De slynger om sig med litterære brokker (Søren Dixen er mag.art. i litteratur!). Og bruger både Nietzsche og nordisk mytologi som mentale angrebskøller.
Morten Henningsen spiller klepperten Casper, der fører sig frem som en mellemting mellem Tarzan, Dyrenes Konge og Vor Frelser, tromler vennerne og voldtager den naive studine, der dukker måbende op i menageriet – Julie Grundtvig Wester er offeret ved navn Anne Sofie. Morten Schaffalitzky er den lallende underhund Jakob, vrøvlet, i sin egen absurde verden af psykisk forkrøblethed.
Hvor vores Tarzan ender med at blive banket til døde, ender Jakob i et flæbende, totalt sammenbrud.

FLAD DRAMATURGI

Mads M. Nielsen har iscenesat denne vinder af Teater-V’s dramatikerkonkurrence i højt gear – det ligger vel ikke i sagens natur, at folk med de nævnte diagnoser opfører sig så uregerligt. Men tempoet kan dække en smule over, at Søren Dixens stykke har svært ved at få et forløb, der bliver ret meget andet end beskrivelse af en tilstand. Dramaturgien er flad, vi overraskes ikke så meget undervejs. Af noget uventet. Af en pointe, der flytter os videre end til et sygdomsbillede.
’Vanvid’ er et debutarbejde. Det har vundet Teater-V’s dramatikerkonkurrence 2012, og Dixen kan glæde sig over en vinderpris på 100.000 kr., som ifgl. diverse presseomtaler giver ham chancen for i nogen tid at slippe rengøringsjobbet på offentlige toiletter i København.

GregersDH.dk