Under uvidenhedens mørke’ på Nationalmuseet (Foto: Samanda Solaris)

TIL

BLODET

FLYDER

Et grønlandsk drama som en græsk tragedie: ’Under uvidenhedens mørke’ er smukt og brutalt teater på Nationalmuseet.

Tekst: Simon Løvstrøm og Samanda Solaris efter digteren Villads Villadsen: Instruktion: Samanda Solaris. Scenografi: René Lamprecht Jørgensen og David Lewis. Komponist: Ole Kristiansen. Medvirkende: Kukaaka Coster-Waldau, Karina Møller, Ujarniq Fleischer og Mike Fencker Thomsen. Producent: Inuit Teatret og Teater Solaris.

’Under uvidenhedens mørke’ spiller igen i morgen aften, tirsdag 5.4., i Nationalmuseets biografsal.

*****

DET er vist den almindelige opfattelse, at de skandinaviske vikinger, der bosatte sig i Grønland omkring år 1000, forsvandt igen fire århundrede senere, fordi de uddøde eller emigrerede til varmere klima.
Den historie, som den grønlandske digter Villads Villadsen fortæller i et stort digt, lyder anderledes.
Ifølge den bliver nordboerne – i hvert fald dem i Østgrønland – majet ned af lokale grønlændere, efter at de (nordboerne) har myrdet alle på et udsted, inklusive børnene, som de hugger hovederne af og triller rundt med som fodbolde.
Sådan er myten, som Villadsen gør til et episk hævn-epos, ’Qusapis sidste dage’.
Den grumme fortælling kan opleves i en teaterforestilling, der i disse dage kan ses på Nationalmuseet i museets biografsal. Et dybt fascinerende drama fortalt – som titlen antyder – i et scenisk halvmørke, der samler sig om et forløb, der både er dans, stage fight, blodigt opgør og klassisk uforsonlighed som et græsk skæbnedrama.
Det handler om den grønlandske hævner, som nedlægger den sidste nordbo, som er hans personlige ven, og som han derefter forsoner sig med ved at tage sit eget liv. Hvis jeg forstår forløbet rigtigt – der tales kun grønlandsk i stykket, men man næres ikke af større tvivl om, hvad der hænder.

SUGGERERENDE MUSIK

Vi er til andet end en sagahistorie herfra og dertil. Vi er til en koreografisk iøjnefaldende fortælling båret af fire skuespillere/dansere/sangere, der med stor og aggressiv, kropslig smidighed bevæger sig på nærmest rituelt plan og under udfoldelse af sange, der rækker fra artikulerede, stormfulde strubelyde til noget, der kan minde om liturgiske strofer, dæmpede og kryptiske i nogle passager, i andre udfoldet, så vi føler sangene og stemmerne beslægtet med Nick Caves, når han er mest dyster og kort for hovedet.
Trommesang? Jo, også det. Men musikken er skrevet af den grønlandske rockmusiker Ove Kristjansen i bølger af suggererende elektroniske lyde. Mixet i en komposition af natur- og nogle gange dyrelyde, men ofte med melodilinjer, der bringer sangene på en kurs af velklang og melodiøsitet.
Med et højdepunkt, da de to kvinder mod slutningen står som græsk kor i hver sin side af scenen under det endelige og voldsomt blodige opgør mellem de to mænd. Det er ikke et show for børnehavebørn…
Jeg går ud fra, at det er instruktøren Samanda Solaris’ fine idé at sætte en sløjfe på til sidst, en art moralekor med alle fire linet op a la epilogen i Mozarts ’Don Juan’. Smukt. Fire fascinerende stemmer og aktører: Nukaaka Coster-Waldau, Karina Møller, Ujarnec Fleischer og Mike Fencker Thomsen.
Forestillingen gentages i morgen, tirsdag aften på Nationalmuseet.

gregersDH.dk