Troels Lyby, Laus Høybye og Karen-Lise Mynster i ‘Ud i kulden’ (Tegning: Claus Seidel)
TÅRNHØJT KLIMA-VRØVL
Klumpe-dumpe komedie om klima på Nørrebro Teater. En pinefuld forestilling
*
FLERE rimeligt velbegavede mennesker har sat sig med manuskriptet til de svensk-finske forfattere Leea og Klaus Klemolas ’Ud i kulden’.
Det må man forestille sig.
Så har de tændt stearinlysene, og i det flakkende skær har de skimmet stykket om en fyr, der vil redde verden fra opvarmningen ved at flytte folk til Nordgrønland, hvor isen smelter senest.
Og så har de sagt: ’Yes. Den snupper vi. Der er klimatopmøde i byen. Den går rent ind.”
TÆNKT
Eller hvad? Har lyset være så ringe, at dramaturg og teaterdirektør ikke har kunnet se, at stykket er tårnhøjt vrøvl?
Har de tænkt, at de på god Nørrebro Teater-vis kan lange en provokerende komedie ud, hvor pointen er, at menneskenes børn er hjerneblæste og derfor ikke har fattet klimaproblemerne?
At den erkendelse vil befordres af rungende latter over, at klimaflygtningene etablerer sig med en pølsevogn på indlandsisen?
At de udvandrende mod nord nok ikke bare er på neanderthalstadiet, men nødvendigvis også overfede? – den kliché, der er den enkleste og mest smalsporede, hvis man vil skildre vesterlændinges afstumpede velfærdsfysionogmi.
At grønlænderne kan gøres til grin i form af en desperat kateket med pibekrave og skyderen klar, og at kvinder i Grønland nok lever en livslang tilværelse som ludere?
At vi skal gribes af panteistisk forklarelse ved, at hunde og isbjørne drikker bajere og snakker om at bolle?
At det vil være muligt, at engagere talentfulde skuespillere som bl.a. Karen-Lise Mynster og Troels Lyby i et handlingsforløb, der som påskud har en crazy humor i stil med Monty Python, men helt uden den virtuose verbale dialog, der er kravet for at komme frelst i havn med humoren?
At man redder skindet ved at gøre Karen-Lise Mynsters figur til en enspænder, der som en metafor for katastrofen tror, hun forløses gennem kærlig varme, men alligevel fryser fast og flygter endnu længere ud i mørket?
O.s.v., o.s.v.
FALDE PÅ HALEN
Åbenbart. For det, vi oplever, er gennemført ligegyldig falde-på-halen-komedie i et sceneri, der vel har enkelte visuelle kicks, men ellers kun yderligere underbygger jokenes tom – og tyndbenethed og hele projektets mangel på evne til at interessere sig for alvor for emnet.
Det er svært at se de udmærkede skuespillere forsøge med overspil og diffus højtråben at skabe mening i tekst og handling.
Og ærgerligt at se Nørrebro Teater agere med så overraskende mangel på dømmekraft.
