Plade-coveret med Tuva Semmingsen 

KVINDERNES OPRØR

Man har ventet fem år på at høre Tuva Semmingsen synge Lysistrate. Nu er hun der på cd. Utrolig smukt. Også hendes ’Medea’-sange.

’Medea’ og ’Lysistrate’. Komponist: Steingrimur Rohloff. Tekster: Peter Laugesen. Medvirkende: Tuva Semmingsen, Peter Laugesen og Esbjerg Kammerensemble. Dirigent: Henrik Vagn Christensen. Optaget i Esbjerg Musikhus i 2018,19 og 20. DACAPO 8.226129

*****

FORSIDEN af coveret er så dyster som cd’ens indhold. Tuva Semmingsen tvedelt mellem alvor og dødsmærkning – Aristofanes’ ’Lysistrate’ og Euripides’ ’Medea’ samlet i ét ansigtsudtryk. To af det klassiske græske dramas heltinder forenet.

MERE grumt kan det ikke udtrykkes, hvad denne cd byder på. Og dér sidder man så og får en stor og bevægende oplevelse.

FOR at begynde med ’Lysistrate’, Aristofanes skarpe, ironiske komedie, skrevet for 2.500 år siden som et angreb på mændenes evige peloponnesiske krige, et angreb anført af Athens kvinder: Nu kan det være nok! De besætter Akropolis og nægter mændene sex.

DET er en stærk oplevelse nu at genhøre ’Lysistrate’-musikken til den forestilling, der blev uropført på Den Fynske Opera i april 2016. Ikke mindst fordi uropførelsen blev mindeværdig på den særeste måde. Jeg anmeldte den dengang på basis af en absurd generalprøve. Var taget til Odense med forventninger til det nye værk af Steingrimur Rohloff, den islandske/tyske komponist, der bor i København, og som havde placeret sig to gange med Reumert-nomineringer, først i 2015 med operaen ’Babel’, der blev spillet på Hofteatret, og siden for sin udgave af H.C. Andersens ’Historien om en Moder’, der netop havde gået på Teater Zebu og senere blev nomineret til Reumerts børneteaterpris.

Steingrimur Rohloff (fot. til cd: Stuart McIntyre)

SÅ hvad mon Rohloff og den Fynske Opera havde fór med ’Lysistrate’, den klassiske antikrigs-komedie?  Komedien, der havde så lang og flot en historie i det københavnske teater – først PH og Otto Gelsteds saftige komedie på Riddersalen med Liv Weel i 1931, og så musical-udgaverne i 1958 på Det Ny Scala med succes for Marguerite Viby og Bodil Steen i Preben Neergaards instruktion – nu var titlen ’Kvindernes oprør’ – og så på Nørrebro Teater i 2007 med bl.a. Malene Schwartz, Anette Støvelbæk og Ellen Hillingsø, hvor Vivian Nielsen havde flyttet krigen mellem Athen og Sparta til en krig mellem Danmark og Sverige om øen Hven i Øresund. I den sidste version blev titlen strammet til ’Kvindernes hævn’ – der var øretæver i vente til mændene i den opsætning, selvom den faktisk indledtes af Ditte Hansen, som kom stormende ind på scenen med et jubelskrig: ”Jeg har fået pik!!” Det var før MeToo-brisen belærte om en anden vinkel på sagerne.

ENDNU en opførelse på Odense Teater af ’Lysistrate’ i julen 2017 satte galocherne dybt i sex-suppedasen. Det var instruktøren Liv Holm, som iscenesatte de nye skuespilleres afgangsforestilling i 2017. Den udmærkede sig ved, at mændene havde falloser så store som støvsugerslanger og kvinderne bryster som fyldte indkøbsposer fra Netto. Og andre stormfulde påfund til en gedigen griner.

UROPFØRELSEN af ’Lysistrate’ på Den Fynske Opera i 2016 blev som sagt mindeværdig, fordi Tuva Semmingsen, denne højt begavede mezzosopran, der har kastet glans over så mange forestillinger på Operaen, skulle synge Lysistrate. Hun var på scenen, men vandrede stum rundt, fordi hun var sløj og havde mistet stemmen. Og Morten Staugaard humpede rundt med krykker efter en skade under ’Figaros Bryllup’ på Det Kgl. Det forhindrede ikke, at man rejste hjem igen fra Odense og kunne skrive om en interessant ny opera af Steingrimur Roloff. Anmeldelsen fik overskriften ’Kulsort opera’. Operaen blev beskrevet som et ’Requiem over en hel kultur’ i Bent Nørgaards instruktion og Lene Juhls scenografi med voldsomme video-indramninger af krig og ødelæggelser, bål og brand. Og med en musik med malerisk varierede effekter, pågående eller tilbageholdt, stemningsskabende eller karakterfuld, sådan som man også kan høre den nu i indspilningen af enkeltscener, der er koncentreret om Lysistrates sange – næsten en række arier, som udtrykker had, raseri eller smerte, men også præcise, fortællende elementer og argumenter, sådan som digteren Peter Laugesen har formuleret dem i korte, konkrete tekster på basis af Aristofanes. Sangen ’Pyntesyge kvinder’ i bitter ironi: ’Vi ordner håret/Vi maler øjenlåg og læber/Vi prøver nye sko og frække kjoler/Mens de sejler rundt på havene/Og slår hinanden ned i byer forvandlet til grus og aske’. Eller ’Den slags pjat’: ’Er det lillebror og storebror/der kives om en marmorkugle? I bruger jeres liv på den slags pjat/I misbruger jeres styrke/når jorden står parat med åbne øjne/for at favne jer med fred’. Og som den sidste sang – eller arie med titlen ’Glem’. En epilog. deprimerende i stille gru… ’tabets glødende sol/små kvæstede famlende sætninger hivende i halsen/alle veje gennem sproget er sprængt bort/… intet findes mere som før’. Det er en svanesang om den glemsel, der sænker sig over menneskelige handlinger, lukker af for de bitreste og mest makabre erindringer – og åbner plads i sind og sjæl for nye selvskabte katastrofer og nedrigheder. Vi bæres ind i denne verden af stakåndet håbløshed og den Titanic-undergang, der er Peter Laugesens tankegang med sine tekster.

TUVA Semmingsen synger med dæmpet intensitet og indestængt nedtoning. Omkring sangene spiller Esbjerg Ensemble med omsorgsfulde solistiske præstationer – dette kammerensemble har mange stiftet bekendtskab med, om ikke før, så for et par dage siden, da de forsynede den klassiske musikquiz på DR-TV med ekstravagante præstationer. På cd’én medvirker Peter Laugesen selv med en enkelt introduktion i ouverturen. Jeg husker flere indtalinger undervejs ved Odense-premieren.

VI er ikke et helt andet sted i verden med Rohloffs ’Medea’-musik – i virkeligheden endnu tættere på en kvindes overvejelser om undergang og katastrofe end i ’Lysistrate’. De tekster, Tuva Semmingsen synger, kryber helt ind i Medas desperate tanker, da hun er blevet udstødt fra sit hjem, er flygtet på grund af Jason, men endnu ikke svigtet af ham. I virkeligheden – som man kan tolke Laugesens tekster: Et menneske, der er flygtning, forladt mellem to verdener og stiller eksistentielle spørgsmål til sig selv og til alt omkring sig. Fem sange, der rækker fra dyb undren om livets mening – ’Hvorfor synger fuglene’ – over vild etablering af momentvis selvsikkerhed – ’Jeg kan tænde vulkaner’ – til total resignation: ’Jeg slukker nu og går’.

OG for så at gå baglæns i cd’ens køreplan: Det allerførste indslag på pladen er en arie fra den franske opera ’Medea’, skrevet i 1693 af Marc-Antoine Charpentier, som sjældent spilles i vore dage, men som gud og hvermand kender som komponist til den fanfare, der indleder Eurovisions-udsendelser.

ARIEN fra Chapentiers ’Medea’ hedder ‘Quel prix de mon amour’ – Medeas klage over at måtte betale prisen for være svigtet. Rohloff følger Charpentiers originale partitur loyalt harmonisk og melodisk, men tilføjer enkelte dissonanser og kontrapunktiske udbygninger. Smukt som indledning til denne usædvanlige cd, der ikke mindst er et herligt genhør med Tuva Semmingsen.

gregersDH.dk