*
*
*
*
*
*
*
*
FRIT SLAG
‘Tryllefløjten’ slipper alle tøjler i Utzons Musikhus på Den Ny Opera i Esbjerg.
***
FRIT slag. Anything goes. Vi er kun nogle minutter inde i ouverturen til ‘Tryllefløjten’. De manende tre tutti-fanfarer har tonet fra orkestret som forudskikkelse af operaens salvelsesfulde frimurerløfte om fred og venskab, da en spot splitter den sorte scene, og dér står en spillevende høne og gokker.
En karakteristisk joke i denne udgave af ‘Tryllefløjten’. Papageno er fuglefængeren. Vi plejer at se ham fange mere eksotiske fugle og selv ligne en shakespearsk Puk – jeg ved ikke hvad Joachim Knop ligner, da han kaprer sin høne, men de høns, han hjembringer i denne udgave af ‘Tryllefløjten’ ligner mest de snakkesalige, H.C. Andersen fortæller om i ‘Det er ganske vist’. Papagenos fuglebur er i en størrelsesorden, så han må praje et par kontrollører for at få det løftet op på scenen.
ABSURD
Dermed er vi i gænge. I en opsætning af Mozarts opera, der tager som udgangspunkt, at operaen er et kaos af to elementer, som Mozart selv i denne sidste fase af sin korte liv spillede ud med, kæmpede med, forenede og slap levende fra, så ‘Tryllefløjten’ blev det, den er: Et absurd mesterværk.
På den ene side et eventyr i børneteaterformat om prins og prinsesse, troldmand, tryllerier, tossestreger og junglens glade dyr – i Esbjerg dumpende ned fra snoreloftet incl. Disneys Mickey Mouse.
På den anden side en rituel indvielse til en højere orden, i dette tilfælde frimurerordenen, tonende af frelse og fordragelighed og evig lykke.
BANEN RUNDT
Den Ny Opera i Esbjerg nægter sig ikke nogen fornøjelse. Man fabulerer frit med stoffet og sproget.
Orkestergraven, hvor Lars Ole Mathiesen lokker fortættet spil ud af musikerne, må også fungere som helvedes forgård med røg og damp, hvorfra Nattens Dronning kan stige op og aflevere sin hadefulde koloratursalve – Susanne Elmark er suveræn i det fag, skøn at skue, forbløffende at påhøre. Og hvor Papageno kan plumpe ned og gemme sig, når han dummer sig.
Der er noget at holde styr på for kapelmesteren med et scenebillede, der omfatter en hel 400 meter-bane rundt om graven, hvor 1., 2. og 3. dame er i løssluppen jagt på at være den første til at få fingrene i den prins, der er dumpet ned fra det fjerne.
Schikaneder, der brokkede Tryllefløjte-teksten sammen, lod prinsen komme fra Japan af en eller anden grund, men det er nu strøget her. Dronningens damer nummer 1, 2 og 3 er et sæt, som fortjener at nævnes: Liv Oddveig Midtmageli, Anne Mette Balling og Stine Schmidt. De må også agere de tre genier, de himmelske drenge. Med det problem, at de jo dårligt kan synge på scenen samtidig i begge funktioner. Det klares til publikums jubel ved, at damerne synger – mens drenge i puslingeudgave triller over scenen på trehjulet cykel.
Damernes trio-præstationer klinger brillant, uanset hvor meget renderi, de er sat til af de to instruktører Joakim Knop og Jakob Næslund Madsen – som heller ikke selv nægter sig noget: Næslund, hvis troværdige Tamino-tenor virker en smule stresset af vokal action – han slipper kun lige levende fra Taminos første svære arie.
Og Knop spiller sin Papageno nærmest ud over kanten i show som konstant nedlægger af alle banens kegler. Det skal ikke lastes ham mere end som så, for figuren er til markedsgøgl og improvisation i gulvhøjde. En instruktør kunne nu nok have barberet i de vildeste løjer og gjort ham mere rørende end utålelig.
FRIT MURERARBEJDE
Det hjemmegjorte, frie slag kommer som en overvældende ekstra singadus, da vi møder Sarastro og hans frimurerklan.
Her får vi frit murerarbejde, så det klodser: Et stillads scenen rundt, så stort, at Jørn Utzon, der tegnede det prægtige kulturhus, hvor vi befinder os, sikkert roterer i sin grav ved synet. Han må tro, at huset er under dramatisk ombygning. Men vi aner scenografens tanke.
Scenografen? Det er Lars Ole Mathiesen.
Jo, minsandten: Dirigenten! Som åbenbart hævner sig på instruktørernes halløj op og ned og rundt om orkestergraven, et muntert halløj, der gang på gang resulterer i, at kontakten mellem de vildtvoksende sangere og orkestret brister.
Nu kan han som dirigent få fuldt overblik – han bringer ikke bare koret i spil på det mægtige frimurerstillads, hvor hele flokken er i nobelt murerantræk, han sætter også orkestret i sving i 2. akt over hele stilladset fra stue til kvist. Resultat: Godt udsyn til kapelmesteren.
FORFÆRDELIG
Et slagnummer af en scenografi. Forfærdelig at se på. En total nedbrydning af al fornemmelse for tempel, højtid og mystik. Den glimrende Sarastro, Morten Staugaard med den fuldt klingende basbaryton, må agere hjemløs som en byggepladsleder under en overenskomst-konflikt – hjemløs i forhold til den karismatiske, højtidelige centrale position, han skal have som klanens ypperstepræst. Dermed skrider musikkens dristige polarisering, Mozarts balancegang mellem højtid og gøgl, i håndfaste ryk mod visuel ligegyldighed og grå tristesse. Og både Sarastro, Tamino og Pamina – herligt syngende Katarzyna Mizerny sendes på usikre vandringer, som var de husvilde i en trist storby.
Vi klarer i den sammenhæng bedre, at Joachim Knops Papageno møder en Papagena, der optræder som polsk rengøringsdame, skrumplende med sin gamle Nilfisk, den søde sopran Vibeke Kristensen på hårdt arbejde, allerede i gang med at rense salen for efterladte slikpapirer.
Det er ikke anakronistiske vittigheder, vi foragter. Det er plan- og meningsløshed og stilløse påfund.
GregersDH.dk
Kære Gregers,
Egentlig var kommentaren tænkt som en “privat” email til dig – men hva fa’en, selvom jeg ved, at det er satans dårlig stil at replicere på anmeldelser af eget arbejde – så er det jo anyway det jeg allerede har gjort, så her er den – ude i det fri:
“Men vi aner scenografens tanke”, skriver du – og aner den så netop ikke, blændet som du tydeligvis er af din “skomager bliv ved din læst” tilgang til såvel scenografi som iscenesættelse.
Tillad mig at hjælpe dig en smule på vej med hensyn til scenografien inde på selve scenen, altså i Sarastros univers:
Du ser et rum – et loft foroven – et gulv forneden. Du ser stilladser bygget op fra gulv mod loft – flere steder gennembrydende loftet.
Det er svært ikke at undre sig bare et øjeblik over, hvad de der huller i loftet mon betyder.
At vi muligvis befinder os i en eller anden form for frimureragtigt univers er vel en vinkel, man må forvente, at de fleste som kender bare lidt til Tryllefløjten ret hurtigt vil “prøve af” i jagten på en forståelse af den scenografiske idé.
Hvad handler frimureri om? Networking? Nej – såvidt jeg, med min indrømmet ganske sparsomme viden om de dele, forstår, handler frimureri om stræben efter visdom og højere indsigt – et forsøg på ved tankens kraft at hæve det enkelte menneske til et højere stadie af selvindsigt, moral osv. – tanker, som i denne scenografi er symboliseret ved opadstræbende stilladser – der, når de når “loftet”, må gennembryde dette og fortsætte deres søgen videre opad. Vi ser de højeste dele af stilladset forsvinde ud af synsvidde – og tør man tænke lidt videre, så melder spørgsmålet om, hvorvidt vi har med et babelstårn at gøre sig naturligt.
Måske gør jeg dig blodig uret, Gregers, når jeg fornemmer, at du aldrig når til at undre dig – at du er standset op længe før, fordi det ikke passer sig, at andre end “ægte” instruktører og scenografer beskæftiger sig med opera-iscenesættelse. Jeg for min del har deltaget i og været vidne til så mange røvkedelige opera-produktioner sat i scene af såvel uddannede som selvudråbte instruktører og scenografer, at det uvægerligt må kunne lede til selvtægt. Jeg fatter ikke de af mine operadirigent-kolleger, som kan nøjes med at stå nede i graven og “sætte musik til”. Jeg kan slet ikke lade være med at se et dramatisk og visuelt udtryk rejse sig af noderne – oftest overbevises jeg i processen af instruktør og scenograf om et andet og stærkere billede. I tilfældet Tryllefløjten har noget så simpelt som økonomi været første udgangspunkt for, at jeg selv valgte at stå for scenografien – når jeg turde, var det dog kun fordi, scenografiens to grundelementer ret hurtigt stod mig klart:
Tryllefløjten er opera til folket – derfor er scenen bygget helt ud omkring orkestergraven – helt ud til publikum – folket.
Stilladserne er med deres gentagelser et (frimurer) ritual i sig selv – og som sagt et symbol på “frimurernes” tankeflugt
Du kan synes, at det er pissegrimt – men plan- og meningsløst, det er det altså ikke.
Du har ret, når du påpeger, at vi ikke spænder forestillingen ud mellem et højtideligt Sarastro-univers og Papagenos gøgl. Det er et valg. F.eks. mener jeg, at vi bringer en langt mere interessant Sarastro i spil (når man nu endelig for en gangs skyld har en Sarastro, som kan spille troværdigt skuespil, brede historien ud – så vil det sgu da være dumt ikke at benytte sig af det – sanger-stive og bundkedelige Sarastroer har vi set rigeligt af) – en Sarastro, som f.eks. i sin monolog i starten af 2. akt får lov til at hjælpe publikum med at forstå, hvad historien om den der Syvfoldige Solkreds drejer sig – noget der i de 8 af 10 opsætninger ryger lige hen over hovedet på de fleste.
Vi vil hellere spænde forestillingen ud mellem alle de forskellige knivskarpt opsatte skift mellem lys og mørke, sorg og spas, ondskab og fred, som partituret myldrer med – og så lade mosaikken samle sig selv. Vildtvoksende? Tja måske – Selv så jeg det gerne endnu mere vildtvoksende – Mozart beder om det, skriger efter det, oplever jeg.
Sarastro-universet er for mig at se ikke i sig selv et ankerpunkt i operaen, snarere bliver det som oftest til en møllesten om forestillingens hals. Det skal være tilstede, danne baggrund, trænge sig frem her og der – men grundlæggende handler Tryllefløjten vel ligeså gerne om to unge mennesker, som skal finde hinanden tværs gennem frygt, fryd, ondskab, frimurer-filosofi, ild og vand – med en glad galning a la Mozart på slæb i skikkelse af Papageno, til at rette perspektivet til og holde publikum vågne.
Det vanskelige består, for mig at se, idag i at slippe bare lidt væk fra den pap-prins-Tamino og den endeløst gode super-selvbeherskede Sarastro, som gang på gang ruinerer Tryllefløjten-produktioner.
Og tillad mig så bare til sidst en enkelt rettelse:
Du skriver om Damerne/Drengen: “Med det problem, at de jo dårligt kan synge på scenen samtidig i begge funktioner. Det klares til publikums jubel ved, at damerne synger – mens drenge i puslingeudgave triller over scenen på trehjulet cykel”. Et hurtigt kig i partitur/libretto afslører at De tre Damer og De tre Drenge netop aldrig er på scenen samtidigt. Det sted du peger på i kvintetten i 1. akt, synger Damerne om Drengene, som snart skal komme – vi lægger så de tre små cykeldrenge til, for at “linke” til de “store” drenges cykel-entre i 1. akts finale.
Måske skal jeg for en god ordens skyld nævne, at alt det ovenstående står helt for min egen regning. Mine iscenesætter-kolleger Jakob og Joachim slår mig sandsynligvis ihjel, når de hører, at jeg har formastet mig til at replicere på en anmelders ord.
Min allerdybeste respekt
Lars Ole
Kære Lars Ole –
Tak for din kommentar.
Jeg synes ikke, det er så rart at skulle have forklaret en scenografi og en iscenesættelse – det må heller ikke være rart at være nødt til at forklare begge dele.
Det skulle gerne være til at fatte, selv for tungnemme som mig.
Men ok: Jeg opfatter dit stillads som en enkel – for ikke at sige primitiv – association til middelalderens frie murer-lav, der udviklede sig til loger. Vi er i byggebranchen. I en ufærdig bygning. Derfor hullerne mod himlen. Det er en enkel og vittig association, desværre med de kvaliteter, som jeg i min anmeldelse beskriver negativt. Jeg ville have det bedre med logen og teatrets dyrkelse af det rituelle.
Jeg skal ikke bebrejde hverken dig eller Den Ny Opera, at økonomi har været det egentlige udgangspunkt for, at du com chef og dirigent har valgt også at stå for scenografien, og at to af sangerne har måttet tage sig af instruktionen. Stramme vilkår er ikke altid det værste udgangspunkt for kunst.
Det er bare min opfattelse, at både scenografi og instruktion ville have været bedre tjent med andre greb end de valgte. Selvom jeg da har respekt for jeres ambitioner. Også de ‘folkelige’.
Med hensyn til damernes trio i første akt: Du har selvfølgelig ret: De synger til Pamino om de tre drenge, der vil lede ham i hans videre søgen. Vi har ikke set og hørt dem endnu, men det er – som jeg skrev – til jubel for publikum, at de allligevel viser sig for vores betuttede øjne på trehjulede cykler.
Den pointe er sjov.
De bedste hilsener og gid vind med de resterende forestillinger.
Gregers
Kære Gregers
Tak for dit svar.
Allerførst: Beslutningen om at lade Jakob og Joachim iscenesætte Tryllefløjten er absolut IKKE betinget af økonomi – det er vist heller ikke det, jeg skriver. Den beslutning er da 100% et positivt tilvalg.
Når du om Papageno skriver at, “En instruktør kunne nu nok have barberet i de vildeste løjer….” – så må jeg sige: Hallo – der var jo mindst én instruktør, udover Joachim, nemlig Jakob. Så din bemærkning må jo betyde, at du mener, at vore to instruktører ikke er rigtige instruktører. Det er jeg helt uenig i – er der en bestemt forening, man skal være medlem af for at kunne kaldes instruktør?
For mig at se, har Jakob og Joachim sammen med os andre, sangere, musikere osv. skabt en “Tryllefløjten” som er langt mere frisk, forståelig og tilgængelig end de sidste mange, jeg har set.
Det har du naurligvis ret til at være uenig i.
Nå, men kort til scenografien: Nej det er da ikke ideelt at skulle forklare meningen med den. Det mener jeg heller ikke helt burde være nødvendigt.
Du skriver “en ufærdig bygning” – men en ufærdig bygning har jo ikke huller som tydeligvis er BRUDT op gennem et færdigt loft.
Anyway – jeg må jo bøje mig for, at du ikke “aflæser” koden – igen er det naturligvis hver mands ret. Andre gør det – og sådan er dét jo ofte. At dét du ser, ikke tiltaler dig rent æstetisk, kan man jo ikke klandre dig for – det er dit job at have smag.
Jeg er klar over, at det er en grim insinuering, at du simpelthen ikke bryder dig om, at dirigenten pludselig springer ud som scenograf (som sagt mener jeg ikke springet nødvendigvis bør være så stort). Jeg kan dog med din gamle anmeldelse af vores “Barberen” i 2008 og dit afsluttende afsnit “Kollektivisterne i Esbjerg” i din anmeldelse af “La Finta Giardiniera” på Berner Stattheater året efter i baghovedet, ikke helt sige mig fri for mistanken om, at du bare up front ikke bryder dig om at se “ikke-etablerede” blander sig i iscenesættelse/scenografi.
Lad mig så bare slutte med at sige, at jeg jo nærer vanvittig megen respekt for dig, Gregers. Dine anmeldelser fryder mig som få!
Bedste hilsner
Lars Ole
Kære Lars Ole – der er gode og der er dårlige instruktører og alle dem ind imellem. Højt uddannede, ikke uddannede, etablerede, ikke-etablerede, hvad som helst. Jeg er ligeglad. Kun interesseret i, hvordan en opgave bliver løst. I jeres tilfælde med ‘Tryllefløjten’ uden det overblk, der kunne have forhindret nogle af de overgearede og kaotiske blandt hændelserne, f.eks. skabt ro omkring Sarastro-figuren.
Mvh
Gregers
Kære Gregers,
Tak for meningsudvekslingen. Måske blev jeg lige kæk nok her og der. Fødselsveer, ved du.
Kun en sidste lille ting: Vores Sarastro hedder Morten STAUGAARD (Skovgaard får du ham vist døbt)
Mange hilsner
Lars Ole
Kære Lars Ole – jeg hader at stave menneskers navne forkert. Staugaard selvfølgelig. Sig undskyld fra mig. Jeg har fulgt Staugaard siden han spillede på Aalborg Teater og har vist aldrig jokket i navnet før.
Der fik du mig altså. Grebet i sjusk.
Men alligevel: tak for kampen!
Gregers
Kære Gregers
Jeg er gammel lektør-anmelder for landets biblioteker gennem 24 år og anmeldte bøger og tegneserier af enhver art og både fag og skønlitteratur, både videnskabelig og alternativ litteratur.
Hvis en anmeldelse skulle være til gavn for de biblioteker, der ikke kunne se bogen, måtte jeg se på helheden i forhold til den målgruppe, bogen rettede sig imod. Det nyttede f.ex. ikke meget, at tage strengt naturvidenskabelige briller på ved anmeldelse af en alternativ bog. eller de realistiske briller på ved anmeldelse af fantasy og science-fiction romaner.
Udgangspunktet for Tryllefløjten opført 2012 må være, at nutids-publikum får en oplevelse på linie med den, det oprindelige publikum 1791 havde. En kombination af vidunderlig-udødelig populær musik, en oplevelse af spændingsfeltet mellem godt og ondt, kærlighed og had, det ophøjede og det komiske, og at de får hinanden tilsidst efter talrige udfordringer. Tilsat en god del humor og latter hos publikum.
Denne opstilling levede op til den intention, Mozart havde med operaen dengang. Sublim underholdning for almindelige mennesker dengang og nu. Opera-opsætningen opfylder disse krav. Personlig smag m.h.t. kulisser og Papagenos opdaterede humor, må være af mindre betydning. Fem stjerner!