David Danholt og Susanne Elmark i ‘Tryllefløjten’ (Foto: Anders Bach)
FRA FORSAMLINGSHUSET
Den Jyske Operas ’Tryllefløjten’ på Operaen. Det ligner Jeppe i Baronens seng.
**
KASPER Wilton gå ind for en slags public access til dirigentpodiet. På Den Ny Opera i Esbjerg lod han Mime overtage taktstokken i slutningen af 2. akt. I ’Tryllefløjten’ får dirigenten et sted et hint fra Papageno: Se at komme i gang!
Ok. Skæve scenefigurer skal have lov at blande sig over rampen. Det kan dirigenter være nødt til at affinde sig med.
Vi andre på denne side af orkestergraven må også finde os i en del. F.eks., at Den Jyske Opera vover at gæstespille med ’Tryllefløjten’ på Operaen med en opførelse, der burde have været henvist til en mindre prætentiøs scene. For nu at sige det blidt. På Holmen virker den hjælpeløst fortabt i Jesper Corneliussens – skal vi kalde det scenografi?
Det ligner Jeppe i Baronens seng.
TÆPPE
Corneliussen lavede en fin dekoration til netop ’Siegfried’ i Esbjerg, og han har begået så meget andet godt her i livet. Men med ’Tryllefløjten’ synes han at have givet op over for udfordringen: At skabe dekorationer, der kan rykkes rundt i landet til alle mulige scenestørrelser og -typer. Scenerier pakkes i sorte for- og mellemtæpper på alle mulige og umulige tidspunkter.
Det kan man selvfølgelig have en vis forståelse for. Tæpper er nemme at smække på flyttevognene under turné. Og på scenen kan man næsten hvor- og når som helst kamuflere den manglende scenedybde ved at lade optrin udspille sig foran et tæppe.
PÅ TØNDEN
Ikke at Wilton og Corneliussen ikke har forsøgt sig med scenografiske påfund, der skal skabe liv og overraskelse. I 1. akt har Nattens Dronning – pragtfuldt sunget af Susanne Elmark – f.eks. sin markante entré ved at en nydelig rund toiletkabine af den art, der er blevet moderne i storbyerne, åbner sig, og dér sidder Nattens Dronning på tønden og bryder ud i hjerteskærende råb om hjælp – ikke på grund af mavekneb, men fordi hendes ulykkelige datter er blevet bortført til den onde Sarastro.
Sådan oplever vi lidt af hvert. Sarastro, der jo konverteres af Mozart til at være en fin fyr med Solgud-status og godhed, visdom og storsind i sit skjold, holder til i noget, der ligner et spejdertelt, hvorfra han og hans præster kan kravle ud på alle fire. De er i kjole og hvidt, fordi vi skal have associationen til de frimurertilbøjeligheder, som Mozart jo blev grebet af og lod smitte af på sit livs sidste sceneværk, ’Tryllefløjten’. Vi er enige i, at spejdere og frimurere kan have moralske og sociale sammenhæng, men dette scenegreb fratager os nu noget af visionen om, at vi befinder os ’In diesen heiligen Hallen’, som Sarastro besynger så smukt.
SANGERE
Når vi nu er ved det sanglige, så byder denne opsætning af ’Tryllefløjten’ på meget godt. Flotte Susanne Elmark er nævnt. Hendes sopran har mere end koloratursopranens smidighed og præcision, også glød og fylde.
Og det er morsomt at høre den velklingende bas Petri Lindroos som Sarastro. Æblet er faldet et par meter ved siden af stammen: Hans far var den prægtige finsk-svenske tenor Peter Lindroos, som forgyldte mange tenorpartier på Det Kgl. i 80’erne og 90’erne. Petri er et hoved højere end sin far. Og en oktav dybere.
David Danholt indleder ’Tryllefløjten’ med sin Tamino og melder straks ud med ’Dies Bildnis…’ – Taminos slagtilfælde af betagelse over at få stukket et billede af Pamina i hånden. Det er en sund oplevelse. En tenor, der er tæt, velklingende og med bund i dybden, sikker i højden. En ægte lyrisk-dramatisk tenor. Gætter man på en senere udvikling i retning af Radames, Lohengrin og den slags? Ok – her Mozart. En fornøjelse.
FLERE GLÆDER
Der er flere sanglige glæder (der kunne have give flere stjerner til denne anmeldelse). Kristine Bekker Lund har fint tjek på sin Pamina. Joachim Knop får lov at klovne med sin Papageno så vildt han vil, og hans Papagena, Vibeke Kristensen, matcher ham godt. Ligesom de tre Nattens Dronning-stik-i-rend-donnaer med Elsebeth Dreisig på soprantoppen har godt tjek på sammenspillet.
’Tryllefløjten’ er – sagt kort – en ret god sanglig oplevelse vejen igennem, og musikalsk med en del krudt i Sjællands Symfoniorkester under gæsten Stefan Solyom. Scenisk er vi i det lokale forsamlingshus.
