Kari Postma og Hector Sandoval og nonnekoret i 2. akt af ‘Trubaduren’. (Foto: Mikal Schlosser)

MENS MØRKET FALDER PÅ

Vi får næsten det hele i den kinesiske opsætning af Verdis ’Trubaduren’ på Opera i Hedeland-arenaen. Nattestemning, gode solister, masser af kulør, tryk på drama og romantik, men ind imellem noget besvær med kommunikationen mellem orkester og sangere. 

’Trubaduren’ spiller igen fredag 8. og lørdag 9. august i Hedeland Arenaen.

*****

HVILKE interessante og mærkværdige kontraster! En collage af billeder for vores øjne og øren:
Verdis ’Trubaduren’ i Hedeland-arenaen – opført i et dramatisk, nærmest kunstigt sjællandsk landskab, der er fladt fra naturen, men forvandlet af et århundredes grusgravning til bjerge, dal og søer.
Et italiensk renæssance-drama, sunget på italiensk i Verdis farveglødende romantiske stil anno midtvejs 1800-tallet.
Iscenesat af en kineser, der har iført de medvirkende pragtfulde kinesiske kostumer, krigsmænd og skønne kvinder i gevandter, angiveligt til at datere til et 1500-tal, der har været primetime i kinesisk kultur.
Sjælland, Italien og Kina stykket sammen i glødende italiensk belcanto af den kontante art, som Verdi hæmningsløst og pragtfuldt kastede sig ud i efter ’Rigoletto’.
Jo da, og der kommer mere til: Trubadur-dramaet hentede Verdi fra spansk teater, og kunne spansk drama komme uden om sigøjnere for fuldt blus?
 

PÅ BÅLET
 
Zigeuneriet har vores kinesiske gæsteinstruktør Wang Xiaoying lykkeligvis fået dobbelt understreget gennem en mezzosopran af gylden mørkfarvet glans: Den russiske sangerinde Olesya Petrova, der på en måde med sin power gør zigøjnersken Azucena til operaens hovedperson, datteren af en mor, der er brændt på bålet som heks, selv på vej til bålet, men med den grumme afsløring til sidst, at hendes fængslede søn Manrico er broder til dødsfjenden, den grev Luna, som er ved at ekspedere hende til bålet og henrette hendes søn, som – og hold nu fast: er hans konkurrent udi forholdet til en nydelig adelsdame ved navn Leonora. I den grad, at de to herrer flere gange undervej geråder i duel.
Et grænseløst og kulørt jalousidrama – vildere end både Ingemann eller Walter Scott kunne finde på det, men ikke ulig deres røverromantiske tonefald.
Dette højstemte halløj oplever vi grandiost i Opera Hedelands arena, mens nattemørket falder på – forestillingen begynder først kl. 21, og arenaen ligger for vores fødder med den aftenblånende himmel over os. Dekorationen er af kineserne begrænset til to dekorative skelet-arrangementer, der kan opfattes som alt fra skafotter til borgtårne. Ellers: Krydderi af krigeriske ryttere, som et par gange passerer malerisk gennem landskabet – lige netop så nedtonet og diskret, at effekten bliver dobbelt: Ingen rovdrift på den idé!
 

USIKKERHED

Orkestret er skjult bagest bag et vældigt forhæng, og der ligger vel det eneste påviselige problem for forestillingen: Sangerne, især koret, har for lidt kontakt med orkestret og dets unge, talentfulde dirigent Martin Toft – med det japanske mellemnavn Nagashima. En vis usikkerhed og rytmisk vaklen melder sig med mellemrum.
Det føles dobbelt, når vi netop under operafestivalen i København har set en forestilling som Vivaldis ’Ottone in Villa’, dirigeret af Lars Ulrich Mortensen næsten på skødet af sangere og musikere. Styringen er givetvis svær under de givne vilkår i Hedeland.
Det skal ikke trække fra i en stribe fortræffelige sanglige præstationer, både af kor og solister og store øjeblikke i opsætningen, hvor billeder og situationer er af forbløffende virkning. En central scene som Lunas bortførelse af Leonora, da hun i panik vil gå i kloster, er et eksempel – og igen et eksempel på kulørt konstellation af modsætninger: Katolske nonner omringet af Manrico og hans hærskare i dystertgrå mongolske dragter over for grev Lunas tropper i kinesisk panser og guld. Galicien og Aragonien i konflikt transplanteret til det fjerne Østen.   
 

SANGERNE

Blandt sangerne ved siden af den russiske mezzo med prægtigt greb om sigøjner-Azucena nævner vi grev Luna, den norskfødte baryton Audun Iversen, uddannet for få år siden i København og vokset til en virkelig skudsikker scenekunstner. Med en stemme af format.
Sandelig også den mexicanske tenor Hector Sandoval, hørt før herhjemme som Pinkerton i ’Madame Butterfly’ på Det kgl. En formidabel tenor til Manricos parti, som kræver både lyrisk tilgang og helte-sikkerhed, når det går løs. I Leonoras parti hører vi en for Hedeland velkendt røst, norske Kari Postma. En varm, gylden sopran, som ellers udfolder sig som solist på Hamborg Operaen. Også hørt i store partier på Den Jyske Opera.
Altså tre betydelige solister i hovedpartierne. Og ved deres side i mindre partier, Jakob Zethner, Frederikke Kampmann og Otte Ottesen samt et velsyngende kor.
Det aktuelle klima har begunstiget Hedeland Operaen – ligesom de mange udendørs forestillinger i operafestivalen i København. Hvor heldig kan man være.

gregersDH.dk