SLAVE AF EN TEATERBESÆTTELSE

Katrine Wiedemann er disse års mest hotte sceneinstruktør, lige fyldt fyrre og aktuel med klassikeren ’Maria Stuart’ på Betty Nansen Teatret, hvor der er premiere i morgen. Hun er besat af teater, men i et konstant dilemma: To små børn derhjemme trækker i hende

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

———————————————————-

”HER sidder jeg og snakker om mig selv hele tiden. Hvad er det dog for noget?” siger Katrine Wiedemann. Med et ordentlig snøft. Og så endnu ét.
Hun er ikke på grådens rand. Hun er bare eksplosiv af forkølelse, her få dage før en stor premiere: Schillers ’Maria Stuart’ på Betty Nansen Teatret lørdag aften.
Selvfølgelig snakker hun om sig selv. Fordi hun bliver spurgt.
Spurgt og spurgt. Om alt muligt, der handler om hende selv. Om et manisk teaterliv, der har varet i næsten i fyrre år – så mange er hun lige fyldt. Hun påstår, at det maniske teaterliv begyndte, da hun gik i 1. klasse. Og varer indtil på lørdag, hvor premieren vil efterlade hende i en sindstilstand, hvor alt i hende skriger: Færdig, slut, aldrig mere!

”Hver gang jeg er i opløbet, tænker jeg: Jeg kan simpelt hen ikke mere! Og efter hver eneste premiere, så har jeg det sådan, at jeg brækker mig, hvis jeg overhovedet tænker på den forestilling, jeg lige har lavet. Jeg skammer mig, selvom det lyder idiotisk. Jeg har været besat af det i et halvt år. Det er opslidende. Jeg føler mig konstant manisk. Jeg er træt!”

– Du må være svær at leve sammen med.

”Det er jeg… nok… også.”

– To små børn. Og en mand.

”Stakkels ham, ja.”

VI er sprunget ud i det. Den 183 cm høje Katrine Wiedemann, netop hyldet i fødselsdagsartikler som noget i retning af den mest begavede, mest originale danske sceneinstruktør, krymper sig – ind imellem sine strålende smil, sine snøft og en hurtig og ustandseligt søgende talestrøm om ’Maria Stuart’, om instruktørfaget, om skuespillerne, om rollerne og om de krav, hun stiller til sig selv. Det kan godt være, hun er voldsomt forkølet og har været væk fra prøverne i tre kostbare dage. Og at hun står med sjæl og krop plantet i en stor krævende opgave, der nok kan få en instruktør til at spænde musklerne og ordene til at snuble.
Men det er livet uden for scenen, der sidder som en orm og gnaver i hendes hjerte og hjernevindinger. Og som er lige så meget en besættelse for hende som teatret. Lige så krævende. Ind imellem lige så forløsende. Men også lige så belastende med sine krav.
Katrine Wiedemann har lige talt om ansvaret ved de store udfordringer i en kompliceret forestilling som ’Maria Stuart’. Ansvaret, som hun stortrives ved, men som også kan være en byrde.
Hun fortæller, at hun tit ligger søvnløs om natten i perioderne op til en forestilling.

”Jeg kan ikke sove. Jeg instruerer hele natten. Dem alle sammen. Jeg er  i teatret.”

– Er det derfor du siger: ‘Stakkels ham’ om din mand? Taler du højt og holder ham vågen, når du ligger søvnløs?

”Taler? Jeg råber! Jeg fatter ikke, at han er her stadig. Det kan gå i den tid, hvor jeg er hjemme og forbereder forestillinger. Men lige nu. I de her vintermåneder, hvor vi prøver. Fire måneder, hvor jeg er til prøver hele tiden. Og under et stort pres inde i hovedet. Hvor alt muligt skal klares. Og hvor jeg er den eneste, der kan løse problemerne. Scener, der ikke kan gøres på den måde, jeg har forestillet mig. Tekniske ting. Eller hvor jeg opdager noget, der kan gøres bedre. Du fanger mig også lige på sådan en dag… Jeg er jo sindssyg ambitiøs med det, jeg laver. Det kan godt være, det er noget arveligt. Alle i min familie har altid været ambitiøse. Det er en lidenskab at arbejde. Intenst. Det er, som om jeg har en form for fagfeber, når jeg er i gang. Hele tiden fremadrettet. Jeg forbereder mig enormt grundigt. Så hvis der er nogen, der synes, jeg er en idiot, så overhører jeg det fuldstændigt. Jeg ved, hvad jeg vil, og hvad jeg skal. Og min besættelse af faget og opgaven er stærkere end min angst for, hvad folk synes. Alt er koncentreret om det her.”

– På bekostning af alt og alle?

”Du tænker på min familie? Jamen, det er da dilemmaet. Jeg kan ikke slippe min totale ur-ansvarsfølelse over for mine børn. Jeg fungerer med en reptils hjerneinstinkt. Jeg har en voldsom binding. Om jeg så elsker teatret nok så meget, så er jeg nødt til dagligt at fortrænge. Jeg har min mand og min mor til at hjælpe, men jeg kan i virkeligheden ikke holde ud at være væk fra mine børn. Ikke engang en enkelt eftermiddag. Det er derfor, jeg har det så dårligt og bliver udmattet. Jeg er vanvittig bundet af dem. Knyttet til dem. Herinde på teatret kan jeg jo ikke have dem. Så kan jeg ikke arbejde. Før jeg fik dem, kunne jeg nogle gange blive på teatret i døgndrift og knokle med problemerne. Sige: Jeg tager lige to nætter i træk. Nu tager jeg selvfølgelig hjem hver dag. ”

– Hvad gør du, når de midt under en prøve ringer fra børnehaven?

”Det er da et helvede. Så har jeg det som en eliteudspringer, der står på spidsen af vippen og koncentrerer sig til et enormt svært spring. Det dur simpelt hen ikke. Det er derfor, jeg har sagt til mig selv: Højst to forestillinger om året. Der må være plads til at trække vejret og lave noget andet. Jeg er bare så dårlig til det.”   
 
– Du kunne måske også være ved at løbe tør. Have brugt dig selv op – med den intense karriere, du har haft siden 1992?

”Jeg har overhovedet ikke lyst til karriere nu. Dét handlede det om dengang. Nu er det noget andet. Når de ringer fra udlandet, har jeg det nærmest sådan, at jeg sørger for ikke at ringe tilbage. Fordi jeg orker det ikke. Jeg vil ikke. Til næste år skal jeg til Stockholm og lave ’Hamlet’, og det er lidt noget andet. For dér har jeg det så godt. Og jeg tager børnene med. Men alligevel. Jeg er en hjemmefødning. Jeg vil allerhelst blive hjemme. Arbejde. F.eks. her på Danmarks bedste teater. Gå i dybden. Helt til bunds med et stykke. Nøjes mat lave to produktioner om året, og så få ro omkring tingene.”

– Så du er ikke ved at løbe tør?

”Det lyder måske åndssvagt: Men jeg kan poste teater ud. Jeg har så mange ideer. De vælter frem. Og jeg har faktisk fået en større styrke, efter at jeg har fået børn. Jeg laver bedre ting nu. Måske fordi jeg – for at klare det hele – bliver nødt til at altid at være enormt velforberedt. Meget struktureret. Jeg har jo ikke al den tid længere. Der er to ting, der er plads til i mit liv. Mine børn og mit arbejde. Jeg siger til folk: ’Vi kan mødes om to og en halv måned. Så kan vi drikke en kop kaffe.’ Men jeg kan godt nogle gange synes, at jeg er træt af at være slave af den teaterbesættelse gennem så mange år. Drømme om at være i stand til at nyde livet lidt.”

– Holde en pause?

”Det gjorde jeg for nogle år siden. Men hvis jeg ikke arbejder, bliver jeg deprimeret. Det øjeblik, jeg ikke har kniven på struben, går det galt. Der er noget depressivt i mig. Også i familien. Jeg løber væk fra det ved at knokle hele tiden. Hver gang jeg knokler, får jeg endofin rush. Jeg er sådan lidt junkie på den teaterbesættelse. Det er nok ikke så usædvanligt for mange, der arbejder meget. Man er lidt på flugt. Hvis jeg evnede at gå ud og spille golf, så ville jeg da gøre det. Jeg ville bare være ked af at skulle det. Det er lidt det samme med dét derhjemme. Den ro, det kræver at have børn. Hvor man netop skal nyde en dag og gå rundt og drosle ned og bage en kage og ingen ting foretage sig. Det har jeg svært ved. Så kører det rundt oven i hovedet. Men jeg vil være sammen med børnene. Og samtidig føler jeg, at det er herinde på teatret, jeg er i mit rette element. Det er her, de evner, jeg har som menneske, kommer bedst til udfoldelse. De mennesker, jeg arbejder sammen med her, er samme slags som jeg er. Vi er måske sådan en underlig race.”

– Hvordan underlig?   

”Nogle gange, når jeg er ude at snakke med andre mennesker, altså hvis jeg pludselig sidder i faglig sammenhæng med journalister og psykologer og den slags, bliver jeg pludselig klar over, hvilken underlig klub jeg går rundt i normalt – folk med nerverne uden på tøjet. Når jeg sidder til sådan nogle møder, keder jeg mig. Hele tiden. Intet stimulerer mig. Ingenting, der udfordrer. Alt keder mig. Undtagen at være her. Det andet er der nogle, der kalder arbejde. Folk sidder rundt om et bord og diskuterer nogle ting og skriver dagsorden op på en hvid tavle. Min hjerne vågner ikke. Men her: Det er så utrolig svært at lave ’Maria Stuart’ og få det op på scenen og have med de helt enormt komplicerede nervemennesker at gøre og få det til at blive et stærkt og klogt og gennemtænkt udtryk. Dét gider jeg.”

– Måske fordi du her selv har magten og bestemmer suverænt?

”Jeg tror ikke, det er dét. Der er nogle, der laver sådan nogle profiler på folk. Om man er typen, der tager ledelsen i en gruppe, eller om man er den person, der begynder at slæbe kasser. Jeg har været på sådan et lederkursus. Dér er jeg slet ikke den, der starter med: ’Jeg vil bare lige sige…’ Jeg var heller ikke elevrådsformand i skolen. Jeg gider ikke deltage i noget af det. Det er ikke lederrollen, der tænder mig. Det er teatret. Opgaven med forestillingen. Jeg er hundrede pro cent forberedt og målrettet. Her er der ikke andre, der skal bestemme. For jeg ved bedre. Hvis jeg er svag en dag på jobbet, så falder tingene fra hinanden. Jeg skal tage beslutningerne.”

– Ligesom dronning Elisabeth i ‘Maria Stuart’.

”Ja. På en måde. Og hun fascinerer mig enormt. Jeg har også nemmere ved at identificere med Elisabeth end med Maria Stuart. Maria Stuart er bare smuk og ren af hjertet, har haft en fortid med masser af elskere og slået en masse ihjel, men nu tror hun på gud og sidder og beder. Maria bliver nemt lidt kedelig. Heldigvis har vi Sidse Babett, og hun har meget svært ved at være kedelig. Sidse kan næsten ikke tilføre rollen andet end originalitet. Elisabeth er bedre skrevet af Schiller. Mere nuanceret. En person, der sidder på magten, men tvivler på, om hun er den retmæssige dronning. Hun har fortrængt sin seksualitet, fravalgt hele det erotiske liv til fordel for at være en god regent. Den splittelse er superspændende. Også hun må jo på et tidspunkt se den Maria, der sidder lænket i fangekælderen, og som alle tænder på – hun er nærmest sådan en pin up-fange – Elisabeths konkurrent og dødsfjende. Elisabeth er både ond og meget stakkels.”

– Og du siger, du har nemt ved at identificere dig med hende?         
   
”Nej, det er på den måde noget sludder. Hun er bare så interessant, så fascinerende en person. Svær. Men når vi nu snakkede om at være lederen, den, der bestemmer, ikke? Så er hun altså den, der afgør, om Maria skal have kappet hovedet af eller ej. Det er dramaet. Publikum skal tænke: ’Åh, nej! Det er synd! Lad os håbe, det ikke sker!’ Vi skal på et tidspunkt tro, at det kan forhindres, så retfærdigheden kan ske fyldest, og den rigtige dronning kommer på tronen, og ikke den onde dronning. Men det sker ikke, fordi det er et korrupt system. Derfor gør jeg Maria Stuart ekstra elskelig, ekstra sexet. Og det med, at jeg er en Elisabeth herinde – jo, selvfølgelig kører jeg Elisabeth ind over mit eget system. Dét med at have magten. Jeg ved godt, hvad det vil sige at være leder og samtidig skulle give afkald på en hel masse…”

KATRINE Wiedemann bryder ud i et nyt snøft. Og det er stadig mere forkølelse end gråd, og prøven begynder om tyve minutter, og hun er dér, hvor mobiltelefonen bliver slukket, og den syge mand derhjemme, børnene i børnehaven og alt andet er lukket ude, så snart Børsens fotograf Magnus har fuldført optagelserne i forsøg på at skyde sig uden om lommetørklædet og den røde næse. 
Katrine Wiedemann er på vej på arbejde.