Albin Ahl, Beate Mordal og Marcus Birgersson i ‘Trappen til helvede’ (Tegning: Claus Seidel)

TRAPPEN

TIL

HELVEDE

En ny dansk opera! Et imponerende initiativ af Operaakademiet i præsentationen af de sangere, der har afgang dette år fra Akademiet.

Søren Siegumfeldt: ’Trappen til Helvede. Tekster: Digte af Sophus Claussen. Iscenesættelse og scenografi: Ebbe Knudsen. Medvirkende: Beate Mordal, Lea Quortrup, Astrid Nordstad, Marcus Birgersson. Per Ericsson og Albin Ahl.

Spiller også den 26. og 28. marts på Takkelloftet kl. 20. Varer ca. to timer. Sørg for ikke at sidde på de forreste rækker. Du brækker nakken for at følge det nye tekstanlæg.

****

SÅDAN. Det har da manér. Operaakademiet er vandret fra at præsentere sig årligt med en stribe solister på scenen, der mest trådte frem for at sige: Hør mig. Bare kom an.
Videre til at lave hele forestillinger, så vi også kunne få fornemmelse af, hvordan de nye unge sangere gebærdede sig på en scene og i en rolle.
Og nu i tredje omgang: Vi kan da også byde jer på en helt ny opera! Finde en komponist og forfatter! Simpelthen yde et bidrag til den go’e gamle kunstart, så den ikke bare skal få blæst nyt åndedræt i livet gennem fikse nye måder at iscenesætte dem på.
Så endnu en ny dansk opera i denne frodige sæson. Tak for det.
Den 52-årige Søren Siegumfeldt har fået opgaven. Akademiets dramalærer Ebbe Knudsen har iscenesat og stykket en stak digte af Sophus Claussen sammen. Sophus Claussen? Stor dansk digter, præcis jævnaldrende i liv og død med Carl Nielsen, så det får måske nogle til at sige: Nå, sådan en Jeppe Aakjær? Men nej: Claussen var langt inde i fransk kultur, digtede som en Verlaine eller Baudelaire, stærke farver, drømmeagtig mystik, ord, der glødede af erotik. Ingen kan tage fra ham, at han var født på Langeland, men ingen siger, at man ikke kan gløde af erotik på Langeland.
Med de digte og den musik, den trænede jazzmusiker og filmkomponist Siegumfeldt har skrevet, stiller de seks nybagte Akademi-sangere op i en historie, der fortæller om Claussens sønderrivende eskapader i navnlig Paris med en efterladt og senere genfunden kæreste hjemme i Danmark, en frodig, men splittet digter, der først sent blev rigtig anerkendt af andre end kendere. Titlen på operaen, ’Trappen til helvede’, stammer fra digtsamlingen ’Djævlerier’. De titler fortæller noget om, i hvilken sjæle-slidsom verden, vi befinder os.
Den unge tenor Marcus Birgersson figurerer som den søgende og forpinte Sophus Claussen. Troværdig, med en stærk og godt styret stemme i et leje, hvor Siegumfeldt ikke har været karrig med vanskeligheder. Det gælder i øvrigt alle de medvirkende: Komponisten stiller store krav til de fleste, især til Bete Mordal, den søde forladte derhjemme og Lea Quortrup, den parisiske luder, men skam også til de dybe mandestemmer, Per Eriksson og Albin Ahl, der som et par skæbne-skygger følger ham overalt. Undtagelsen er nok mezzoen Astrid Nordstrand, der med ro og balance får skabt en figur som pigen Miss Vanda i kraft af en musikalsk linjeføring, som komponisten bærer igennem.
Der er masser af instrumentale raffinementer i Siegumfeldts musik, men også en vis fastlåst nerve – fastlåst, fordi de fleste af digtene er bygget i fire- og otte-linjede strofer, der skaber et gennemgående rytmisk mønster, et parlando, der på den ene side hjælper godt til med at fange teksterne, men også skaber en vis monotoni. Det er en helt musikalsk befrielse de få steder, hvor dette mønster brydes.
Alt foregår med orkester på scenen, synligt bag tynde forhæng, hentet fra konservatorierne i København og Odense, og dirigeret af Martin Åkerwall.
Vi er imponeret af initiativet, lytter til de nye, talentfulde sangere og gætter på rimelige fremtidsmuligheder for dem i den hårde branche.

gregersDH.dk