BARE I EN HÅNDEVENDING

*

*

*

Seks canadiske gadedrenge og en enkelt pige i ‘Traces’, boblende nycirkus-artisteri på Republique.

Spiller indtil 21. oktober

*****

EN flok gadedrenge.
Glade drenge, ok. Det er nemlig, hvad de er. De har tilmed en pige med, de seks fyre. En pige, der kan gå frejdigt frem og præsentere sig med et fnis som ’flirtuos’ – flirtende – da de alle syv tager en runde med præsentation af hver enkelt. Med navn, højde, vægt, alder og særlige egenskaber.
En af fyrene, den største, udnævner sig selv til at være ’clumsy’ – kluntet.
Det sidste er i en nøddeskal, hvad de har gang i, dette hold af artister med hjemsted i Canada, som kalder sig ’Les 7 Doigts de la Main’, håndens syv fingre: De har en masse selvironi. For kluntede er det eneste, man ikke kan kalde dem.
Selv bruger de karakteristikken med grin og distance til sig selv. Drengede, pjankede. Det er, hvad de er. Med en masse at have pjanket i. For de er super virtuose og professionelle, dristige i deres jongleren med hinanden, med bolde, med ringe, med luftnumre. De vover sig ’Højere op og længere frem’, som min barndoms yndlingsroman hed (Den handlede om skihop).

SMITTENDE

Det er såmænd ’bare’ det, de her drenge og pigen gør. Med et glimt i øjet til publikum. Og med en enorm og smittende glæde ved at lege. De er netop som en flok gadeunger, der fiser rundt på stenbroen og finder på. Og konkurrerer i, hvem der tør mest. Og så ind imellem stopper op og griner lidt, slår sig for brystet og giver hinanden nogle bank i al fredsommelighed. Hvorefter de kaster sig ud i nye lege.
Det er selvfølgelig larmende bemærkelsesværdigt, at der kun en én pige på holdet. Hvad kunne det ikke indebære, når hun nu oven i købet præsterer sig som en flirt.
Jagtbytte og jalousi. Men nej. Det er ikke pointen. Vi er ikke ude med Travolta eller James Dean. Forestillingen har én, men lang scene, hvor den ’kluntede’ kleppert og pigen danser en øm love dance, der er så poetisk og så smuk og så koreografisk flot, at den mageligt kunne indgå i Den Kgl. Ballets repertoire, selvom Nicolaj Hübbe nok ville pudse en af sine instruktører på at tilføre en smule lak og møbelpolish.

OG EN SANG

Pas de deux’en ender ved klaveret, hvor drengene på skift akkompagnerer til nye muntre spring og gymnastiske piruetter. Klaver kan de også spille, og deres egen glæde ved udfoldelserne er uantastet af vores kongelige associationer, mens de forbereder sig på lynhurtigt at vende tilbage til chokerende luftture. Eller kaster sig ud i interne boldlege, der fortæller os, at basket ball er en nationalsport på gader og stræder i storbyerne på den anden side af Atlanten.
En sang får vi også, når det stikker dem. Var det ikke ’Paper Moon’?
Halvanden time ubrudt. Lidt gentagelser bliver det til sidst. Og et par kiksere, som for at demonstrere, hvor helvedes svært det alt sammen er, selvom det ud som legeværk.
Forestillingen, der af en eller anden grund har navnet ’Traces’ (Spor), har dårligt haft premiere – i aftes – før den er blevet forlænget frem til 21. oktober.

GregersDH.dk