Lars Brygman og Paprika Steen i ‘Toves værelse’ på Folketeatret (tegn.: Claus Seidel)

SELVPISKEREN

Paprika Steen er en djævelsk selvpisker i rollen som Tove Ditlevsen på Folketeatret. Det er stærkt teater.

Dramatiker: Jakob Weis. Instruktør: Vibeke Wrede. Scenograf: Stine Martinsen. Medvirkende. Paprika Steen, Lars Brygman, Andreas Jebro, Sarah Boberg m. fl.

’Toves værelse’ spiller på Folketeatrets Store Scene indtil 14. maj.

******

VI kan godt se det. Det, som instruktøren Vibeke Wrede så rigtigt skriver i en programartikel: Stykket på Folketeatret er ikke en dokumentar om Tove Ditlevsen.
Det er fiktion. Eller mere præcist: En iscenesættelse af en side af Tove Ditlevsen: Hendes halsløse og håbløse forsøg på at finde sig selv i en slags normalt liv – fokuseret på hendes sidste af fire ægteskaber, dét med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen. Det er dramatikeren Jakob Weis’ valg. Dér finder han det dramatiske stof. Usædvanlige mennesker med usædvanlige temperamenter er som altid spændende materiale. Som Kong Lear var det for Shakespeare. Som Georg Brandes var det for Vivian Nielsen. Og som Herman Bang har været det for Jakob Weis selv i stykket ’Bang og Betty’ for et par år siden.
Altid en præcist valgt side af det menneske, der bliver grebet fat i.
Nu Tove Ditlevsen.
Jakob Weis rammer ind i et kernefelt. Et felt, hvor Tove Ditlevsens væsen og nervesystem er følsomt. Hvor hendes temperament ramler bragende sammen med andre menneskers, især ét andet menneske, her Victor Andreasen.

MYTER

Tove Ditlevsen kunne også vælge at iscenesætte sig selv og sine handlinger. Over for omverdenen. Over for sig selv. Næsten kamæleonagtigt. Det valg, Jakob Weis har truffet, ville hun have nikket ja til. Med et stille, ironisk smil. Tilføjet en mumlen: ’Og digtene…?’
Paprika Steen spiller rollen på Folketeatret. Vi mærker i pausen og efter tæppefald, hvordan publikum på samme måde overvejer skuespillerens indgang til rollen. Myterne om Paprika Steens vanskelige temperament, sind og sjæl er et emne. Er hun valgt til rollen, fordi hun kan identificeres med den side af Tove Ditlevsen, der er kvinden i slagsmål med sig selv og andre, hende, der slår fra sig til højre og venstre, hende ingen kan få krammet på, hende, der vil bestemme alt?
Er det nøglen til, hvor stærkt og glimrende, hun spiller denne Tove på scenen, voldsomt, rap som en dartpil i replikken, sarkastisk, råt overgearet, når hun tumler sig i sofaen med stængerne i vejret, bestormer frokostbordets flasker, håner og spanker verbalt på husholdersken i det andreasenske hjem?
Og i så fald: Kan vi ikke være lige glade med, om det er rollespil eller natur? Selvfølgelig kan vi det. Blæsende ligeglade. Vi lader ugeblade være ugeblade og konstaterer bare, at vi får en sceneoplevelse, der er uigenkaldelig stærk, siden af den Tove Ditlevsen, der har sagt om sit liv som forfatter: ”At skrive er at udlevere sig selv. Man kan kamuflere, men det er altid sig selv, man skriver om.”  Siger Paprika Steen det samme om sig selv som skuespiller?

FORDOMME

Og Lars Brygmans Victor Andreasen. Et godt ram på vores fordomme om, hvem denne slebne, selvsikre, karismatiske chefredaktør egentlig var.
Det er der alt sammen i Jakob Weis’ og Vibe Wredes fortolkning af manden, der ved siden af at skabe oplagsmæssige mirakler på Ekstra Bladet, på én gang var Tove Ditlevsens rasende redningsmand ud af den narkomani, hendes forrige ægtemand havde ført hende ind i. Også hendes dæmoniske litterære kritiker… og samtidig den hæmningsløst pigeglade Victor, der end ikke gik af vejen for at nedlægge Toves datter fra et tidligere ægteskab.
Vi rammer altså sådan set meget af det dokumentariske i figuren.
Vi får f.eks. en slags forklaring på, hvorfor Victor Andreasen livet igennem var besat af hån og aggressioner over for Klaus Rifbjerg – Wrede og Weis spiller sandelig den melodi ved hæmningsløst at ekspedere Andreas Jebro som Rifbjerg hen i en skammekrog som lallende småborgerlig, vattet charmør og finkulturel noblesse iført smålapset kluns som var han tredjemand i Rytteriet… det er herligt og groft underholdende.
Men Brygmans figur når også en skildring af en Victor A. der sin intellektuelle begavelse til trods er gribende usikker på mål og midler. Dér er dramatiker og instruktør nok på deres egen kurs. Skønt hvem ved? Ingenting kender vi til de dybeste lag hos mennesker.
Forestilling er, som registreret ved premieren, en tordnende succes. I kraft af rollebesætningen, i kraft af en stram effektiv fremdrift i forløb, og i kraft af detaljer, der sidder i plet, bl.a. Sarah Boberg isafkølede, næsten uhyggeligt præcise aflevering først af husholdersken, så i 2. akt af den psykiatriske sygeplejerske på klinikken, hvor Tove Ditlevsen er indlagt.
Der er gennemarbejdet skuespil- og iscenesætterkunst i denne ’Toves værelse’. Og et knaldgodt manuskript.

gregersDH.dk