Johan Reuter, Ylva Kihlberg og Niels Jørgen Riis i ‘Tosca’ (Tegn: Claus Seidel)

SORT, VENNER

SORT SOM

SCARPIA

Peter Langdals otte år gamle ’Tosca’ er genopsat på Operaen i al sin dystre kraft og med gode musikalske kvaliteter.

’Tosca’ spiller på Operaen til og med 2. december

****

’TOSCA’ er tilbage på Det Kgl.
Satans til sag. Så proppet med ondskab som var det Jussi Adler-Olsen, der i et anfald af musikalske lyster og evner havde sagt: Dette her er lige mig: En blodtørstig, liderlig tyran. En flot operasangerinde, der mestrer en dolk så godt som sin stemme. Og en kunstner, der gør sin kæreste fuldstændig rasende af jalousi, fordi han bruger en anden kvinde som model.
Tre hidsige personager. Så kører det.
Repremieren er lige så kulsort, som vi husker den fra opsætningen i 2006.
Vi ved ikke, hvilket humør Peter Langdal og hans yndlingsscenograf Karin Betz har været i, da de løste opgaven med at erstatte flere generationers gamle iscenesættelse af Puccinis morderiske pragteksemplar af en opera med det sorteste sorte. Brynene må have været rynkede. De må have set på hinanden og sagt: Her skal alt håb lades ude. Sort skal det gøres. Tre akter i buldrende halvmørke. Dantes helvede genoplevet.

SOM ET GRAVKAMMER

1. akt, som foregår i Roms Sant’Andrea-kirke. Katolsk pragt, farver og røgelse?
Overhovedet ikke: Et kulsort gravkammer, der fortaber sig dybt bagude. Så dystert som var det beredt til gravmæle for Aïda og Radames.
Cavaradossi står og maler på et fragment af et bestillingsværk. En madonna. Et kæmpefragment. Vi får kun lov at se et par vældige lysende øjne. Som hans Tosca, du hun ser dem, straks forlanger, han skal male over og gøre sorte som hendes egne. For hvem fanden er den lyshårede dulle, han bruger som model?
Vi undrer os ikke over, at Scarpia og hans slæng af politifolk er så begsorte, at de falder i et med dekorationen. Sådan ser Scarpia og slænget ud i alle iscenesættelser.
Så kommer 2. akt i Scarpias Palazzo Farnese. Rummet er det samme, uforanderligt skummelt, dørene i siderne falder i ét med panelerne, Al paladspragt og elegance er udryddet som efter et protestantisk revolutions-raid, lyset begrænser sig til en spot på Scarpias skrivebord, bortset fra mørkerøde lysstriber på væggene, så blodrøde som Toscas kappe og kjole og skjolderne på Cavaradossis skjorte, da han trækkes ud fra torturen i naborummet.

SKUMMELT

I 3. akten misser vi med øjnene i håb om at få et strejf af den romerske morgentoning af himlen over Castello Sant’Angelo og Roms tage, som Puccini antyder med sin pastelagtigt lysende musik.
Men nej, skummelt er der i fængslets penthouse, uigennemtrængeligt mørke, selvom Langdal prøver at lette med at lade hyrdedrengen synge sin lille sang for næsen af den næsten livløse Cavaradossi – normalt er sangen et fjernt pastoralt nummer, sunget udefra.
Mørket sænker sig over henrettelsen, og man forstår, hvorfor de tililende soldater ikke når at kaste sig over Tosca. De kan simpelt hen ikke få øje på hende, så hun kan uhindret springe i Tiberen.

ØJNENE PÅ STILKE

Med øjnene på stilke følger vi altså igen denne ’Tosca’-opsætningen, indfanget, ikke lige lykkeligt, men konsekvent.
Naturligvis også med ørerne slået ud, og der er fine kvaliteter at hente fra Kapellet under den bulgarske dirigent Ivan Anguélov.
Johan Reuter optræder med sin prægtige baryton som selve ondskabens inkarnation, en magtfuld præstation, der indgår som en logisk kerne i Langdals helvedeskoncept på samme måde som de, der har mindre roller undervejs, Per Bach Nissens sakristan, Morten Staugaards Angelotti og Bengt-Ola Morgnys Spoletta.
Ylva Kihlbergs Tosca er som en spændt flitsbue, et temperament, der gnistrer og med sin meget specielle stemmeklang fuldt lastet til at udfolde både ømheden, vreden og det helt patetiske som i sin store klagesang ’Vissi d’arte’, som hun mestrer at synge liggende hen over Scarpias skrivebord.
Niels Jørgen Riis er trofast mod den konventionelle opfattelse af maleren Cavaradossi, hans smukke stemmemateriale måske ikke helt ved det gamle, i hvert fald er hans toptoner genstand for forceringer, der får dem til at stå mærkeligt isoleret fra hans øvrige fine linjeføring.
Holder vi af dette monomane, langdalske strubegreb af en Tosca’-version? Vi bliver i hvert fald berørt af det.

gregersDH.dk