Søren Østergaard i ‘Tivoli Varietéen’ (Tegning: Claus Seidel)
MENS LEGEN ER GOD
Søren Østergaard affyrer sin sidste Tivoli Varieté, endnu et ironisk kærtegn til cirkus-kunsten.
****
VI har ikke for mange af dem. De morsomme mænd.
Jo, jo, vi har mange sjove skuespillere, folk, der kan dreje en tekst, bygge en lattervækkende figur, jonglere med krop og mimik, så de får latteren til at pible. Men jeg tænker på dem, som – oven i alt det – selv kan finde på. Opfinde og skabe fra grunden. Ud af egen skæve fantasi. Som ikke ligner nogen anden.
Den slags skal vi skønne på. Søren Østergaard er sådan en.
Nu siger han ved premieren på Tivoli Varietéen i aftes, at han vil stoppe legen, når sæsonen er slut.
Han skal nok komme igen. Men man forstår godt, at han har brug for at tænke sig om. Finde ud af, om han skal gå nye veje. Eller få de gamle til at blomstre igen. Han har sammenlagt været i en bestemt rille, cirkus-rillen, gennem mere end ti år, hvis man lægger Zirkus Nemo og Tivoli Varietéen sammen.
Han dyrker genren i et lille land. Folk kan sikkert snuppe Søren Østergaards humoristiske vinkel i det meste af verden, men han er også til en vis grad afhængig af sit sprog. Af de tekster, han selv stykker sammen. Og de tonefald, han giver dem.
Hvis han kunne oversætte sig selv, sådan som Victor Borge gjorde det, kunne han blive ved til sin dødsdag med den genre, han dyrker.
Jeg ved ikke, hvad han går og overvejer.
SOLIDE ARTISTER
Den nye forestilling rammer præcist det, der er hans målsætning: At sætte et komisk, men også kærligt spejl op over for det elskede, professionelle cirkus.
Han gør ikke nar. Han kærtegner. Med fnis og hævede øjenbryn.
Han har to tyske artister med. Bomstærke og dygtige. Så har han en ukrainske pige med af den type, der kan bukke begge ender sammen på sig selv på yndefuld vis.
Solide numre. Ligesom en fransk jonglør, der kan alt det dér med tørklæder, stave, kaniner og duer. Ud af ærmet, op af hatten.
Men allerede med franskmanden ser vi noget af dét, Østergaard særligt falder for – og selv har: Evnen til at distancere sig ironisk fra den alvorlige leg. Den franske tryllekunstner har et langt (for langt!) nummer, hvor pointen er, at det meste kikser. Det er sjovt og knalddygtigt, indtil vi trættes af gentagelserne.
HUNDEDRESSUR
Dér kender Østergaard selv kunsten at gå til grænsen, men ikke over.
Han har et hundedressur-nummer i første afdeling, hvor han sammen med Peter Frödin (klædt ud som makkeren Ingelise!) har tre hunde på podierne, klar til at springe gennem ringe, hvad de så gør eller ikke gør i et totalt kaos, mens de to dressører skændes højere og højere, indbyrdes og med hundene.
Det er muligvis dybt disciplineret galimatias. Jeg skal ikke kunne afgøre det.
I hvert fald overraskende, ubegribeligt og meget morsomt. Hvis det også er det for hundene, så fint. Og stadig ubegribeligt.
Samme ironiske indgang til den type cirkusnumre, der normalt skal få os til at holde vejret – fakir-modellen (oversavede damer og den slags) – har Peter Frödin, da han er den pjevsede Allan – med fødderne i bandage, fordi han har gået på glødende kul, men nu klar til at ligge på søm og tegnestifter, ømme sig og ømme sig tifold, da han bliver talje-optrukket i sit mageløst standhaftige lem.
Frödin som en umulius, der både kæmper med og afslører sit projekt.
MÅLERMANDEN
Åbenlyse kiks er det bærende i varietéens stil. Lige fra indledningen, hvor Kirsten Lehfeldt ved præsentationen konsekvent tager fejl, kalder kapelmester Frans Bak for Henrik Krogsgaard o.s.v. og – for hendes vedkommende: Frem til historien om slangetæmmeren Anna C. Jørgensen, hvor en tilskuer som det faste ritual hales på scenen og gøres til offer for den ubehjælpsomme tæmning.
Kulminationen på varietéen er nok Søren Østergaards ’Målermanden’ – en afløser for hans Bager-Jørgen, der omsider har fået lov at gå til i sin egen kagedej efter uendelige variationer gennem årene, sikkert imødeset med forventning af publikum endnu engang, men endelig lykkelig aflivet, men belønnet med et smukt gravmonument i vores erindring.
’Målermanden’, der har sat sig for at bruge målebånd på alt, hvad måles kan i denne verden, kan man anbefale som det mest brugbare memento til den halve million markedsundersøgelses-galninge, der befolker kongeriget: Se ’Målermanden’ og gå hen og find et mere samfundsnyttigt job.
SELVIRONI
I denne solo-stand up benytter Søren Østergaard al den udspekulerede selvironi, der får ham til at stille salver af spørgsmål til sig selv om meningen med, hvad han har gang i. Spørgsmål på både publikums, nationens og egne vegne – som han selv uafladelig besvarer.
En teknik, der er tæt på grænsen af det bærbare, men ikke over.
Det fremgår af sådan et nummer, at Østergaard måske – efter sit proklamerede stop – alligevel kan øse videre af de vanvittige absurditetens kilder, der rinder i hans hjernevindinger. Måtte det forholde sig sådan.
