Caitin Hulcup, Mary Bevan, Georgia Reitani og Joshua Ellicut (tegn. Claus Seidel)

VOKAL BEDØVELSE

Händel-opera blæser os omkuld med virtuos sang og orkesterspil på Gamle Scene

Händel: ’Tidens og visdommens triumf’. Instruktion: Ted Hoffman. Scenograf: Andrew Lieberman. Koreograf: Jannik Elkær. Medvirkende: Mary Bevan, Caitin Hulcup, Joshua Ellicut, Sonia Prina, Alexia Nicolaou, Georgia Reitani, Jeppe Kaas Vad og Jesper Hermansen. Dirigent: Lars Ulrik Mortensen. Orkester: Concerto Copenhagen.

’Tidens og visdommens triumf’ er en coproduktion med Malmø Operaen. Operaen spiller på Det Kgl. Teater, Gl. Scene igen på søndag kl. 15. Derefter onsdag 10.4. kl. 19.30, fredag 12.4. kl. 19.30 og søndag 14.4. kl. 15. Varighed: 2 ½ time inkl. pause.

******

SELVFØLGELIG går der et sus igennem publikum, da sopranen Caitin Hulcup synger ’Lascia ch’io piango’, disse års ubetvingelige Händel-hit. Er dén virkelig fra Händels ’Il trionfo’? Ikke fra hans ’Rinaldo’? Nej og jo. Det er samme toner, men en anden tekst. Hun synger ikke ’Lascio ch’io piango’ – ’Lad mig græde…’ Hun synger ’Lascia la spina’ – ’Lad tornen sidde’ og fortsætter: ’Cogli la rosa’ – ’Pluk rosen’… Ikke så meget klagesang som snedigt forsøg på psykologisk kapring!

SÅDAN er der så meget. I de dage snuppede man fra andre. Eller fra sig selv. Ingen bekymringer. Heller ikke hos os. For det er en sindsoprivende smuk arie. Ligesom så meget i denne ’Il trionfo’, som aldrig har været spillet på Det Kgl. før nu, hvor den er bragt på scenen, så vi bliver blæst bagover af smuk sang. ’Il trionfo del tiempo e del disingano’ er den fulde titel – ’Tidens og vildfarelsens triumf’. På dansk kaldt ’Tidens og visdommens triumf’. Det er jo ikke helt det samme. Men ok. Der er både vildfarelse og visdom i handlingen. En handling, hvor vi skal belave os på, at det egentlig ikke er skrevet som en opera, men som et oratorium. Personerne på scenen er abstrakte begreber, de repræsenterer skønheden, nydelsen, tiden og visdommen.

HVORDAN kan dét så blive til opera? Jo, den engelske instruktør Ted Hoffmann løser det med en fascinerende slow motion hos de sceniske skikkelser, så enormt intens, at vi aldrig føler os som til en koncert eller oratorie-opførelse, hvor sangerne normalt er statisk placeret foran orkestret. Personerne bevæger sig næsten tranceagtigt på scenen, enten fordybet i egocentriske anfægtelser eller enerverende forsøg på overtalelse eller erobring af andre, mentalt eller fysisk.

FORNEMMELSEN er, som om vi er til en klinisk-psykologisk analyse af mennesker, der står med uløselige problemer og fundamentale valgmuligheder. Med sopranen Mary Bevan i hovedrollen som Skønheden, der ser sig i spejlet, græmmes af frygten for at blive ældre og derfor kaster sig i armene på Nydelsen, også en brillant sopran, Caitin Hulcup, proppet med forførende forsøg på at lokke Skønheden i sin favn – nydes skal der, og det må man sige bliver taget til efterretning i en lang scene, hvor de medvirkende halvnøgne kaster sig i favnen på hinanden og gennemfører en art kollektiv Paradise Hotel-gruppesex. Ledsaget af dårende smuk orkestermusik, Concerto Copenhagen her – som gennem hele forestilling – anført af Lars Ulrik Mortensen, der griber Händels instrumenterende fantasi som musikalske landskaber af konstante følelsesudbrud og virtuose påfund – det dramatiske tonefald i orkestergraven er på sublim linje med de tit helt artistiske, vokale præstationer på scenen. De sidste også fra Visdommen, mezzoen Sonia Prina, der forsøger at drage Skønheden på bedre tanker sammen med Tiden, tenoren Joshua Ellicut. Også de to er mageløse stemmer, hentet fra den engelske sangkultur, der har drevet vokal artikulation til højdepunkter, ikke mindst i Händel-værker. Som vi tidligere har oplevet det på Det Kgl. med opsætninger af operaer som ’Xerxes’, ’Cæsar’, ’Parténope’, ’Jephta’, ’Alcina’ og for resten under en Copenhagen Summer Opera Festival på Teater Republique, hvor man for fire år siden spillede: ’Ottone’ med mezzoen Sonia Prina som stjernesangeren.

DER er øjeblikke, hvor orkester og sangere – bl.a. i duetter mellem Skønheden og Nydelsen, hvor tiltrækning og afvisning, magtkamp, nedture og lyksalighed udfolder sig i vokal, salig besættelse. Udfoldet i en helt enkel, magisk scenografi, mørk som var vi i en luksuøs gennemgangslejr, der kan føre til himmerig eller helvede, møbleret med et kilometerlangt sofaarrangement og belyst af en sol, der aldrig ses, men trænger ind fra siden med både lokkende og faretruende stråler.

EN fascinerende og bedøvende smuk forestilling. Barok opera/oratorium af helt usædvanligt format.

gregersDH.dk