(tegning: Claus Seidel)  

SKINGERT

’The Wild Party’ på Gladsaxe Teater er en støjende og temmelig ligegyldig historie

**

GLADSAXE NY Teater vover et øje. Gør man det, så risikerer man også et blåt.
Det er præcis, hvad ’The Wild Party’ desværre fortjener. Jeg siger desværre, fordi Gladsaxe har et teater, man brænder efter at give opbakning. Det er lykkedes at få teatret op at stå over et par sæsoner med en glimrende ’Hamlet’, Lorcas ‘Blodbryllup’ og en vellykket, stor opsætning af Vivian Nielsens ’Prinsesserne’.
Her kommer så en off-Broadway musical, som skulle gentænde gnisten til den strøm af musicals, der før har skabt Gladsaxe-teatret et publikum. Ikke mindst i sammenhæng med det teaterkor, som blev grundlagt allerede i Kasper Rostrups tid og flittigt benyttet også af Flemming Enevold i hans chefperiode.   
Det kor har ikke nogen plads i ’The Wild Party’. Det er så ok.
Det er værre, at ’The Wild Party’ er en ret dårlig musical.

PAP OG KLICHÉ

Den har to grundlæggende fejl:
Den første er, at den ikke har noget interessant plot. Den handler om to par. Det ene med koks i samlivet, han er klovn, hun dansepige. Det andet dukker op under et festorgie, som det første par har arrangeret.
Jalousi, partnerbytte, tragisk finale.
Den historie er så tynd som et opgør i Ny Alliance. Figurerne er pap og kliché, uanset hvor meget temperament, de medvirkende prøver at proppe i dem. Ikke en replik eller dialog får os til at blive engageret i, hvordan det går de mennesker.
Alt foregår under et vildt festorgie, en ormegård af druk og hor  – tænkt som billede på 1920’er-udskejelser i storbymiljøerne inden Wall Street-krakket i 1929. Det er selvfølgelig en brugbar baggrund for et persondrama – som raceopgør er det i ’West Side Story’. Men det forudsætter personkonflikter, som handler om noget.

MUSIKKEN

Den anden fejl er, at musikken er unuanceret.
Den er det meste af tiden skruet op i et gear, der burde være en sag for miljø- eller færdselsmyndighederne. Den har alt for få hvilepunkter, alt for få lyriske indslag. Den er skinger, og den får flere af sangerne til at synge som militærets messingblæsere under en angrebsmanøvre.
De er bedre end som så, Nicoline Møller, Caspar Phillipson og Maria Lucia Heiberg Rosenberg og flere af de øvrige, men de får ikke en fod til jorden over for de kompakte udgydelser fra et nimands band, som tilmed er lydforstærket, som gjaldt det en ’Vild med larm’-konkurrence.
Det gør ingen forskel, at bandet står gemt bag kulisserne  – sært nok for øvrigt, når nu tilskuerrummet er delvis bygget op som til en levende kabaretscene, med borde og servering. Dér vil vi gerne kikke på musikerne.

ENERGI OG TALENT

Det, der fungerer bedst i forestillingen er de kollektive danse- og massescener, koreograferet med stor energi og meget talent. Scener, der viser, at man lærer en del på Musicalakademiet i Fredericia, hvor de fleste af de medvirkende er uddannet.
At de så her er anbragt i en forestilling, der er ’viel Geschrei und wenig Wollen’, er bare ærgerligt.

GregersDH