Flemming Jensen og Waage Sandø i ‘The Sunshine Boys’ på Falkonerteatret – senere på landsturné (Tegning: Claus Seidel)       På forsidebilledet: Camilla Bendix og Waage Sandø (Foto: Brita Fogsgaard)

SKØNNE GNÆK

Den vrantne, aggressive, men vittige Willie i Neil Simons ’The Sunshine Boys’ er en genial jubilæumsrolle for Waage Sandø.

Forfatter: Neil Simon. Instruktør: Lars Knutzon. Scenograf: Nina Schiøtz. Medv.: Waage Sandø, Flemming Jensen, Camilla Bendix, Bente Eskesen.

’The Sunshine Boys’ spiller på turne rundt i landet i oktober og november. Se Teater 2’s hjemmeside. Varighed: 2 timer.

****

DER er gang i at blive gammel på danske scener lige nu.
På AvenyT hører vi Jørgen Leth blidt og sørgmuntert fortælle om, hvordan det er at få kalkunhals og gigt i bentøjet på sine ældre dage. Stykket hedder ’Vi sidder bare her’.
I Folketeatrets turnéforestilling ’Min far’ ser vi Ole Thestrup blive gradvis dement i hovedrollen. Sandelig ikke nogen spøg. Slet ikke for datteren, der spilles af Anette Støvelbæk.
Og i Falkonersalen kunne vi denne søndag aften se Waage Sandø og Flemming Jensen kaste sig i kløerne på hinanden som de to aldrende variete-stjerner Willie og Al, der kikser en genoplivning af deres fordums show ’The Sunshine Boys’.
Genoplivningen kikser, fordi de er et par halsstarrige gamlinge, der kan genkalde det irriterende i samarbejdet, men ikke komikken. De har været som hund og kat uden for scenen, men styrtende morsomme, når de spillede. Som den ene siger om den anden: ”Som skuespiller var der ingen, der kunne røre ham. Som menneske var der ingen, der ville…”

KOMIKER

’The Sunshine Boys’ er en evig og god griner på film og teater.
Nu er den sat op for at fejre Waage Sandøs 50 års jubilæum som skuespiller. Han debuterede i 1966 som en såret soldat i ’Cæsar og Kleopatra’ på Det Kgl. (Gud ved om det ikke var samme forestilling, hvor purunge Susanne Brøgger blev båret ind af slaver på et sølvfad?).
Sandø har siden som bekendt bedrevet ufattelig meget på danske teaterscener, været direktør og instruktør og spillet roller i massevis.
Det er nær ved at være genialt at lade ham spille gamle Willie i ’Sunshine Boys’. For her kan han udfolde et talent for komik, som han ikke så ofte har mulighed for at bruge. Vi ser ham mest som den lidt tunge, alvorlige, autoritære, faderlige figur. På film og i store teaterroller.
Hans Willie nusser rundt i sit otium på et slidt hotelværelse, brokker sig uden ophør og affyrer lynhurtige, uforskammede replikker, når hans niece kommer på sit ugentlige besøg for at nurse ham – og for at overtale ham til at medvirke sammen med sin gamle makker Al i et Ed Sullivans tv-show, hvor man henter gamle tv-stjerner ind, pudser dem af og får dem til at gi’ et enkelt af deres gamle numre.
I første omgang gi’r han sig. Niecen, der bliver spillet både rørende og med kommando-slag i bordet af Camilla Bendix, får organiseret, at Al kommer på besøg, så de kan snakke om sagerne og måske få smidt gamle modsætninger over bord. Luften er så tung som bly, da Al står det.
Lars Knutzon, som har instrueret forestillingen, kan få den slags situationer timet, så vi sidder dirrende af tilbageholdt, munter spænding.

SAMMENBRUD I TV-STUDIET

Flemming Jensen laver Al som en sværvægter af en træt, pensioneret komiker, der har tjent de penge, han skulle tjene og ikke rigtig ved, om han gider mande sig op til genetableringen af det gamle nummer, der er på tale: Deres lægesketch. Som de har spillet tusinder af gange. De prøver, men alt bryder sammen, da de ikke kan blive enige om, hvordan han som patient skal komme ind ad døren til lægen.
Da det bliver alvor i tv-studiet, går det ad helvede til igen, da de midt under optagelsen begynder at skændes om, hvorvidt læge Sandøe skal råbe ’Værs’go’! eller ’Kom ind!’, da patient Jensen banker på.
Stykket ebber ud med en finale, hvor Sandøs sengeliggende, gamle Willie får sat stolen for døren af en hjemmesygeplejerske, som Bente Eskesen gør så vidunderlig stramtandet, at fænomenet ’omsorg’ i givet fald må overføres til en afdeling for disciplinærstraf i Forsvarsministeriets lazaret-sektion.
Det er de indledende scener med niecen, der gentages i nye vinkler. Men alt er stadig stærkt underholdende frem til slutscenen, hvor Al aflægger visit og de to gamle kamphaner mumler sig til en art forsoning.
Winnie nyder godt af lidt rappere og sjovere replikker end Al fra forfatteren Neil Simons skriveklo, men det er modspillet fra Al, der sætter Wills rapheder og vittigheder i kog.
Komedien vandrer nu land og rige rundt.

gregersDH.dk