Flemming Enevold og Mia Karsson i ‘The Phantom of the Opera’ (Tegning: Claus Seidel)
INGEN SMALLE STEDER
Overdådig genoptagelse af ’The Phantom of the Opera’ på Det Ny Teater
******
Hvad vil du helst? Se Anders Matthesen fyre den af på Det Kgl. Teaters Gamle Scene, solo og uden dekoration? Eller ’The Phantom of The Opera’ for fuldt udtræk på Det Ny Teater?
Åndssvagt spørgsmål. Hvad er højst, Rundetårn eller et kanonslag? Der kan ikke siges andet fornuftigt om det, end at teaterlivet i København er mangfoldigt. Lige mange mennesker kommer formodentlig til at opleve begge fænomener, vi er oppe i flere hundrede tusinder, og mange af dem vil sikkert være de samme.
Hos Matthesen er vi ved at dåne af grin. Hos ’The Phantom’ ruller vi med øjne og ører, sluger syns- og høreindtryk som børn, der oplever juletræet blive tændt til ’Højt fra træets grønne top’.
NOSTALGI
Det er – for nu at tage fat på det – en overdådighed, dét, som Det Ny Teater byder på for anden gang. Så umiskendelig den samme opulente opsætning som for otte år side, men måske endnu mere perfekt og imponerende end dengang.
Endnu mere herligt uforskammet i sin hæmningsløse overdådighed. Endnu mere en påmindelse om, at der findes en drømmeverden af nostalgi knyttet til den tabte fortid – du vandrer ned ad trappen i Det Ny Teater efter tæppefald, som om du var i hælene på Napoleon den 3. og kejserinde Eugenie, guldet, stukken, ornamenter og spejle er bare forlængelser af det, du lige har set på scenen: Pariseroperaen inde og ude, oppe og nede, det største stykke konditorkunstværk, historien kender, det hele genskabt og det hele oplevet, så ’The Phantom’-stykket og Det Ny Teater – der bare befinder sig nogle hundrede meter fra Istedgade – flyder i ét og opleves, som om nogen har taget dig og flyttet dig på et flyvende tæppe tilbage til dine oldeforældres eller tipoldeforældres tid. Rykket dig ud af al nutid.
EVENTYRLIGT
Hva’be’har – skulle dét være noget? Ja det er så. Lige så eventyrligt, som da man gravede sig ned under dynen med ’Greven af Monte Christo’ som dreng og bare læste og læste, henført af mystik, luksus og eventyr i et Frankrig for hundrede og halvtreds år siden. *The Phantom’ er en værre røverhistorie, men den er så god som Monte Christo-greven og ’Les Miserables’ og ’Arsenik og gamle kniplinger’, lige til kildrende gys, latter, tårer og – som sagt – nostalgisk dyk i en tabt tid.
Det er kort sagt utroligt og imponerende, at det frit i luften svævende og ikke offentligt støttede Ny Teater endnu engang binder an med ’The Phantom’. Genopsætninger i dette land plejer ikke at have gode odds for at overleve – uanset hvor stor succesen har været i første omgang.
PRAGT
Lykkes det hér, vil det være, fordi vi stadig gerne vil rykkes ud af dagen og vejen, af spegepølse og busforsinkelser, forsvinde i det forsvundne, suges ind af en scene, der i farver, pragt og tyngde af overflod har orientalske associationer. Dåne over den vældige prismelysekrone, der suser til vejrs og ned over publikum. Forbløffes over det stereofoniske bombardement af fantomets – ved premieren: Flemming Enevolds – stemme, der lyder snart her snart dér.
Fordi vi vil se de fabelagtige sceneskift fra maskebal til sejlads med gondol i dybet under Pariseroperaen, og til ensom flugt over operaens tag. Og fordi vi vil se operaen som den operakunst, vi også jubler over og henføres af på Kgs. Nytorv og Holmen, gjort til emne og tema af Lloyd Webber med en lethed og frækhed, der ikke lader Offenbach og Strauss noget efter.
KOMIK
Det er opera i operaen, teater i teatret, når scenebilleder vendes 180 grader, så vi det ene øjeblikket er publikum foran rampen, det næste bag rampen. Det er – midt i den sørgmodige historie om det vansirede operaspøgelse, og hans ulykkelige kærlighed til den unge operastjerne – det uundværlige element af buffo-komik, når de to teaterbosser gnækker og smånappes, begge roller i hænderne på Steen Springborg og Morten Staugaard, præcis som for otte år siden.
Det stimulerende ved denne nyopsætning er i øvrigt, at samtlige roller, de største som de mindste, er så gennemført velbesat. Ikke mindst sangmæssigt. Der er ikke tilløb til en amatør-smutter, selv ude i hjørnerne. Flemming Enevold er med sit enorme drive konstant fascinerende og hans Christine i Mia Karlssons skikkelse perfekt syngende med sin lette, sprøde sopran.
Der er pragtfulde elementer af kitsch i Lloyd Webbers musik og det spetakulært-fabulerende over hele denne Phantom-affære. Men det er gysende flot og dristigt.
