GLANSBILLEDER

’The King and I’ er stor farvelade på Det Ny Teater. Ophidsende bliver det aldrig.

***

Der er så meget guld, glimmer og kulør i ’The King and I’ på Det Ny Teater, at der må være nok til Strøgets samlede juleudstilling, når vi når efteråret.
Den har ikke fået for lidt. Men har den fået for meget?
Det virker faktisk, som om det tager pippet lidt fra de medvirkende  – i hver fald ved premieren. Som om de bremser op for deres udfoldelse af lutter beklemthed over de fabelagtige kostumer.
Kjoler, der næsten gør pigerne til stive voksmannequiner. Dekorationer, der ville have gjort dronningen af Saba stum. Sætstykker, bagtæpper, mellemtæpper, der suser ned og ind og ud. Pragt og farver. Dekorative mænd med muskler og brystkasser i Chippendale-udgave.
BR og China House i samlet opbud.

82 BØRN

Imponerende er det da, og vi er helt med på, at f.eks. siamesiske prinsesser anno 1850’erne skal se sådan ud. Og at der var mange af dem. Den virkelige historie, der ligger til grund for beretningen om den engelske guvernante, der tog job hos kongen af Siam (det nuværende Thailand), kan underholde os med, at den siamesiske konge dengang havde 82 børn med to dronninger og 23 andre kvinder. Come on, Christian 4.! Du er distanceret!

DØDVANDE

Der sniger sig lidt dødvande ind i orgiet af glansbilleder. Det er – midt i al overdådigheden – tungt og gammeldags teater, der kommer ud af det. Ikke fordi forestillingen skal sammenlignes med den ’Chicago’, der skar over scenen indtil for nylig på teatret med forrygende smæld i skankerne (og som vender tilbage til efteråret!).
Det her er jo en anden slags musical. Der er en del gode sangnumre, men ikke egentlige highlights. Den nydelige Charlotte Guldberg er mere elskværdig end interessant som guvernanten. Stemmemæssigt har hun det problem, at alt klinger fint, indtil hun krydser mezzoforte, så dukker der problemer op. Jeg er ikke sikker på, at det kun er premierenerver. Mellem de øvrige er Isabella Kragerup en fornøjelse med sin meget klassisk skolede, smukke sopran, mens Tomas Ambt Kofod er en lige så stor fornøjelse som Lun Tha på grund af sin lige så skolede musical-baryton.

TJEK PÅ DET HELE

Peter Jorde lægger en fin stil som den brutale, eksotiske enevoldskonge med det blødgjorte hjerte. Han ser godt ud, der er tjek på det hele, men et eller andet sted virker han, som om han har svært ved at tro på sin egen figur  – svært ved hele historien måske?
Det kan sandelig også være lidt problematisk med dette udstyrsnummer, der halter frem på ét ben, hvor historien er, at et asiatisk land trænger til et skud vestlig kultur og demokrati, og et andet ben, der fortæller om, at vesterlændingene er nogle selvoptagne fjolser, der blander sig.
Det er da komplekst nok. Men som velsmurt, pudret musical? Den er ikke nem.

ONKEL TOM

Der er en lang passage, der virker meget flot. Det er den dramatiserede opførelse af ’Onkel Toms Hytte’, som guvernanten får gennemført og stukket i næsen på kongen. Klassikeren om en amerikansk negerslave på flugt. Her kommer der fart over feltet, hurtige optrin, og med virkelig udnyttelse af de mange medvirkende. En hvirvel af kostumer, masker og sceniske skift. Det er i forestillingens 2. del. Den bedste.
Alt er ned til millimeter et amerikansk musical-koncept. Folk, der husker filmen med Yul Brunner (som spillede kongen over 2.000 gange!), genkender hver skosnude og hårtot.
Måske er det derfor, meget bliver noget maskinelt og stift. ‘Chicago’ er også koncept-musical. Men her er musik og indhold fræk og nutidig. Det gør en forskel.

Gregers Dirckinck-Holmfeld