Kor af alfer i ‘The Fairy Queen’ (Foto: Miklos Szabo)

FUT I PURCELL

Skæg i gaden, skøn musik, men dramatisk volapyk med Purcells opera-komedie ’The Fairy Queen’ på Det Kgl.s Gamle Scene.

Henry Purcell: The Fairy Queen. Instruktion og scenografi: Aniara Amos. Medvirkende: Sine Bundgaard, Maria Keohane, Daniel Carlsson. Nicholas Mulroy, Ed Lyon, Henning von Schulman, Peter Harvey, Jakob Bloch Jespersen og Ole Lemmeke.

Purcells ’The Fairy Queen’ spiller på Det Kgl.s Gamle Scene spredte datoer indtil 2. oktober. Varighed 2½ time.

****

PUH HA. Den blev en pudsig, men også underlig affære, den ’The Fairy Queen’ på Det Kgl.s Gamle Scene i aftes. Det var ikke rigtigt en opera, for det er ikke en rigtig opera. Det er en skæv udgave af Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’.
Sådan er den også blevet til, Purcell skrev den som dét, man i England på hans tid kaldte en masque, en afart af den italienske commedia del’arte.
Og så er vi allerede med rynkede bryn dybt i en historiske udredning, som teatret då også var så venlig at byde på i foyeren, inden det gik løs – først operachefen, den tyskfødte Sven Müller læsende sit sikkert udmærkede manuskript med dæmpet røst, og på engelsk, skønt han nu har præsideret i huset i omkring fem år og vel må kunne udtrykke sig på dansk – derefter forestillingens dramaturg Louise Nabe på sit modersmål, frisk og med mere liv i kludene.
Det er teaterhistorisk stof, og det er ok. Det er endda interessant stof, men så proppet med informative præmisser, at der er nok til en års aftenkursus hos FOF.

TYREN VED HORNENE

Den tyr havde teatret så taget ved hornene ved at sætte Ole Lemmeke ind som forestillingens Puk, altså en skuespiller, ikke en sanger. Puk, skovenes alfeagtige stratenrøver, der sætter fut i guder og mennesker hos Shakespeare.
Jo bestemt: Sjov ide. Denne Puk bryder ind på Gamle Scene som en fremmed, der nok skal ondulere den historie og få Lars Ulrik Mortensen og hans Concerto Copenhagen til lægge instrumenterne – orkestret er til publikums undren begyndt at spille, længe inden tæppet er gået, hvad der i øvrigt er helt efter 1700-tals-bogen ved masque-opførelser.
Og vi er da med på joken, da Puk spørger, hvor fanden Operaens sangere bliver af – er de nu fyret og bortrationaliseret, måske også Det Kgl. Kapel, siden det nu ikke er Kapellet, der sidder i graven?
Ok med revystilen. Et stykke hen ad vejen. ’En Skærsommernatsdrøm’ i løssluppen udgave. Set før, f.eks. med Jan Gintberg som Puk på Nørrebro Teater.
Lemmeke fortsætter ufortrødent med at koste rundt med sangere og dansere, uforskammet eller med friske forklaringer til publikum om, hvem der er alfer, guder eller særlinge, og hvad de skulle tage og gøre. Men broget bliver det efterhånden, så vi føler os, som om vi er til en komisk parallel til den blomstrende og forunderlige dramatisering af Hieronimus Bosch’ drøm på Teater Republique i disse dage.

UDLØSNING

Skønne farverige optrin med alfer til alle fire årstider. Nattestemning, erotiske forviklinger, solopgang og den ægteskabelige udløsning til slut med Gud Hymen, der hverken smeder eller rasler med lænker, men forsyner sig med en vældig penis som markering af ægteskabets operative symbol.
De raffinerede kostumeringer er en fornøjelse, dekorationerne festlige, og vi lytter til sangere, der i Lars Ulrik Mortensens musikalske regi behersker barokstilen fortræffeligt. Sine Bundgaard som gudinde Juno, Jakob Blok Jespersen som den fordrukne digter i en af de første scener, digteren, der i sin kanonfulde tilstand og ravende mellem serier af London-ludere under lygtepælene, er flyttet til en moderne storby ifølge bagtæppet.
Og svenske Maria Keohane, der er Alfedronningen, og som næsten kan få sin sopran til at klinge som en obo i svingning med Concerto Copenhagens blæsere. Henning von Schulman lader sin bas klinge som Hymen, og engelske sangere lægger stemmer til fugle og årstider – en af dem med en fascinerende kobling af tenor og kontratenor, behersket med stor musikalitet.
Det, der vel er det største udbytte af at se og høre denne ’Fairy Queen’, er den swingende barokmusiceren af Purcells veldrejede musik, kulminerende vokalt f.eks. i det alfekor, billedet gengiver, eller sopranarien ’O let me weep’, der flugter smukt med Didos klage i ’Dido og Ænæas’, Purcells eneste egentlige opera.
Så der er ikke, fordi der ikke er noget at hente på Gl. Scene. En del grin. Meget smuk sang og orkesterspil. Men også rigelig med dramatisk volapyk.

gregersDH.dk