Hanne Hedelund i ‘The End’ på Odense Teater. (Foto: Emilia Therese)

SORT

PÅ

SORT

Konsekvent, men grumme monoton. Det er Odense Teaters forestilling ’The End’ med 25 sange om enden på livet.

Koncept og instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenograf: Edward Lloyd Pierce. Musikalske arrangementer og kapelmester: Anders Ortman. Medvirkende: Peder Holm Johansen, Hanne Hedelund, Natali Vallespir Sand, Claus Riis Østergaard, Cecilie Gerberg Nielsen, Martin Bo Lindsten og Thomas Bang.

’The End’ spiller på Odense Teaters annex-scene ’Sukkerkogeriet’. Forestillingen går indtil 9. juni. Varighed: 1 t 40 min.

***

TAK for sangene, tapre odenseanske skuespillere.
Eller skal vi sige sangen. For ’The End’ – jeres teaterkoncert – består af 25 sange, men de lyder alle sammen ens. Næsten. Selvfølgelig sker der lidt op og ned undervejs. Sangene har trods alt ophavsmænd, der flytter os en del rundt – Paul Simon, David Bowie, Leonard Cohen, Tracy Chapman, Patti Smith, Peter Gabriel, Tom Waits og alle de andre gode folk. De har fyldt en generation med store sange om livet og døden.
Men nu har den kreative iscenesætter Maria Kjærgaard Sunesen plukket løs fra sangskatten og lindet på musikkens kistelåg. Eller sømmet det til, om man vil.
Det gjorde Mozart og Brahms og andre også med deres Requiem’er og gav os ufattelige rigdomme af oplevelser.
Ingen skal sige, at der ikke er oplevelser og stærke optrin i ’The End’. Sådan set ikke noget i vejen med kreativiteten – scenen er en cirkus-karrusel, de medvirkende er prægtigt og broget kostumeret, de svinger sig i vejret, de invaderer publikum med popcorn, et farverigt band er på scenen, slyngler, narre og jomfruer, soldater og coboys, klovne og bamser, sågar en isbjørn – i hvert fald skindet.
Lyder det ikke som en frisk omgang med livets ende? Det er det ikke. Sangene bliver glimrende sunget fra vekslende positioner på og uden for karrusellen, men bliver trods alle gode fortolkninger en mere og mere monoton, næsten ubrudt kæde af trist desperation og ulyksalighed. Musikken, instrumentationen, teksterne væver os ind i den grummeste stemning. Sikkert tilsigtet. Men kunstneriske oplevelser befordres sjældent – i hvert fald ikke i dette tilfælde – af uflyttelig monotoni over længere stræk.

FIKS IDÉ

På Odense Teater har Maria Kjærgaard Sunesen på det seneste skabt den herligste bevægelse i ’Brødrene Løvehjerte’. Og hun er trængt dybt ind i menneskeligt stof på Teater Får302 med stykket ’Tørst’. Hvad har grebet hende med ’The End’? Alvoren ved livets ende? Simpelt hen? Momentan depression? Eller er projektet en fiks idé af den type, vi kender fra redaktionssekretærer, der med mellemrum siger: Skal vi ikke lave en serie om et eller andet emne? Et af den slags, alle interesserer sig for? Godt. Vi tager døden. En teaterkoncert om livets ende. The End of Life.
Som sagt så gjort af Maria Kjærgaard-Sunesen, og de gode skuespillere Peder Holm Johansen, Hanne Hedelund, Natali Vallespir Sand, Claus Riis Østergaard, Cecilie Gerberg Nielsen, Martin Bo Lindsten og Thomas Bang.
Ikke et ondt ord om deres indsats. Men vi keder os, som forestillingen skrider frem.

gregersDH,dk