Dina Fie Lorentzen – dukken bag forhænget (foto: Mikal Schlosser)

FORELSKET I EN DUKKE

Én opførelse på Operaen. Punktum. Så lagde karantænen et godt projekt ned: ’The Doll behind the Curtain’.

Komponist: Amir Tafreshipour. Libretto: Dominic Power på basis af en roman af Sadegh Hadayat. Iscenesættelse og Scenografi: Freja Friberg Lyme. Medvirkende: Jonathan von Schwanenflügel, Thomas Storm, Per Bach Nissen, Jakob Bloch Jespersen, Signe Sneh Durholm, Elenor Wiman, Marie Dreisig og Dina Fie Lorentzen. Orkester: Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dirigent: Eirik Haukaas Ødegaard.   

****

DET er dét, man har Takkelloftet til. Operaens lille scene, henvist til rumpen af det store operahus på Holmen, men brugbart til netop det, vi så i aftes: En miniopera, ikke hørt før, overskueligt i format, en god times varighed. Interessant. Og anderledes. Sjovt gammelmodig i sit emne. En historie som kunne være skrevet af Stefan Zweig. Den har kulør af mellemkrigsårene.

DEN handler om en ung mand fra Iran, der er på studier i Frankrig og får en underlig oplevelse: han bliver forelsket i en voksmannequin, han ser i et butiksvindue. Han køber dukken og tager den med hjem til Iran. Hjemme har han sine forældre og en kæreste. Og voksmannequinen, som er der – og ikke er der. Den lever i hans fortumlede drømmeverden. Hendes illusoriske tilstedeværelse sætter alt på den anden ende. Den borgerlige familie, kæresten, og især ham selv, underdog i et vestligt land, utilpasset hjemme. Dukken huserer i hovedet på ham, og alt må ende i katastrofe: Et psykologisk Henrik Ibsen-drama spøger. Men vi er også i en banal og nærgående, historisk kultur-konflikt. Det fortæller iscenesættelse. Mannequinen er hvid som en Barbiedukke, studenten og hans familie bevidst tilført iransk præg af upper middle class. Vi ser Teherans bjerge uden for vinduerne i deres hjem. De franske butikker og universitets-miljøet er Frankrig i trediverne. Enormt enkle scenografiske hints, løst mest ved store videobaggrunde.

I persontegningen er vi heller aldrig i tvivl. Den unge student i gammeldags, brunmeleret jakkesæt, en lidt forskræmt, usikker yngling, offer for både en firkantet, fransk universitetsrektor, der behandler ham lidt som en underklasse-udlænding. Oven i dét en overdådig fedtet og nonchalant fransk marskandiser-sjakrer, der prakker ham mannequinen på til overpris. En pæn og kultiveret iransk student altså i kløerne på både en arrogant universitetsrektor, en slyngel af en marskandiser og en imaginær Barbie-dukke – ikke underligt at han har det svært og må pusle med en revolver for sin egen tinding, når han så oven i det skal igennem en par forældre, der synes han er uvorn og en kæreste, der fælder tårer.

DER er med andre ord en historie at tage fat i for studenten, der bliver sunget – vi er jo til opera! – af tenoren Jonathan von Schwanenflügel (talentfuld, men sangligt ufærdig). Af den franske rektor, som synges af den sikre, fynske baryton Thomas Storm, der har smidt sin chefstilling ved det Fynske Musikkonservatorium for at rendyrke sangerkarrieren. Af Per Bach Nissen, den voluminøse superbas, som vi husker fra hans skulderbrede Boris Godunov fra Teater Undergrundens forbløffende udførelse i Værløse for godt et år siden – nu som den frække slambert af en parisisk marskandiser her i ’The Doll behind the Curtain’ på Takkelloftet. Hvor også andre gode sangere løser opgaver: Bl.a. mezzosopranen Elenor Wiman som den iranske mor og sopranen Signe Sneh Durholm som den iranske kæreste.

STUDENTENS revolver bliver brugt. Vi siger ikke mod hvem. Spændingen forholdes det publikum, som ikke får set ’The Doll Behind the Curtain’, der havde premiere denne tirsdag aften, men som er fradømt de kommende fire-fem spilleaftener på grund af den etablerede corona-karantæne fra onsdag. Men vi krediterer til gengæld instruktøren Freja Friberg Lyme for en logisk og regulær iscenesættelse og scenografi – vi har set hende før håndtere vanskelige opgaver i samarbejde med Athelas Sinfonietta Copenhagen Ensemblet, orkestret som på Operaens Takkeloftet spillede den iransk-danske komponist Amir Mahyar Tafreshipours opera med sikker professionalisme under den unge norske dirigent Eirik Haukaas Ødegaards ledelse. Sidst var det med iscenesættelsen af Jesper Lützhøfts mærkelige og fascinerende opera ’De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne’, som blev uropført under Klang Festivalen forrige sommer i Koncertkirken på Blågårds Plads, hvor det også var Athelas Sinfonietta-ensemblet, der havde styr på blæsere, strygere og harpe.

DET er som sagt fint, at operaer i format som ’The Doll behind the Curtain’ får en chance på Operaens Takkelloftet. Komponisten Amir Mahyar Tafreshipour vil vi gerne høre mere fra. Han er åbenbart nu bosat i Iran. Derfra kommer også hans idé til operaen, der er baseret på en roman med samme titel skrevet i midten af 1900-tallet af iraneren Sadegh Hedayat.

gregersdh.dk