ELVIS FRA MUMBAI
’The Bollywood Trip’ er et festligt brag af psykiatrisk nonsense på Teater Republique. Det fremkalder mindelser om Triers ’Riget’.
*****
HISTORIEN svæver helt ude i det yderste af mosebrygget. Men sådan er det. Eller endnu snarere: Sådan skal det være. For sådan er Bollywood-genren.
Åbenbart. Jeg har ikke fordybet mig i den. Den er tilsyneladende ren cremefarvet fabulering, og i ’The Bollywood Trip’ en slags ’soap’ tilsat krydderier fra ’Elverhøj og ’Lohengrin’ og hvor og hvad som helst, der slås en skraldende latter op over nøgtern, kedsommelig virkelighed.
Og så er det en musical og dermed sikret, at den virker som en sugekop på det danske teaterpublikum.
Et konglomerat af vesteuropæisk pop og indisk populærmusik, der ikke generer os med søvngængeragtige ragaer, men bare smyger sig om os med et snif af de skalaer og melodikonturer, der kendetegner den indiske musik, vi har mødt hos f.eks. Ravi Shankar.
Ham, vi flippede over for tyve-tredive år siden.
KRUDTUGLEN BAKRAWI
’The Bollywood Trip’ er et stærkt underholdende forsøg på at lange en sinkadus til vestlig fantasiløshed i behandling af psykiatriske patienter.
Vi er på et hospital, hvor overlægen i Morten Staugaards pompøse skikkelse bruger sin rungende autoritet til at tromle patienter efter standardrecepterne: Medicinering, fixering og elektrochok.
Og så til at nedlægge sygeplejersker i baglokalerne. Og så lige håndtere reservelægen, spillet af Thomas Corneliussen, med kollegial slå på skulderen og sjofle vittigheder.
Tilfældet bringer krudtuglen Janus Bakrawi i hænderne på de to samt den nydelige sygeplejerske Laura Müller. Bakrawi er dumpet indendørs fra Mumbai, og festlighederne i hans figur skyldes, at han tér sig – totalt og overgearet som en autentisk Bollywood-stjerne i Elvis-format, bliver taget for et interessant, om end ret forbløffende psykiatrisk tilfælde. Der står Thomas et-eller-andet i hans pas og han er naturligvis et oplagt emne til indespærring og behandling, sådan som han fører sig frem. Hans virkelige historie skal vil lade ligge til den absurde pointe i slutningen.
Det afgørende er, at psykiater Thomas Corneliussen efterhånden indfanges af tumlingens eksotiske, indiske kærlighedsevangelium i et spil, der appellerer til hele doktorens tilsandede, akademiske sanseapparat. Musikken og det floromvundne budskab skubber gradvis hans psykologiske forbehold til side som gennem en osmotisk trykudligning, og alt vender sig for Corneliussen og Laura Müller til huldsalighed, mens Bakrawis dobbeltmenneske forløses i et lohengrinsk farvel fra denne verden.
SHOW
Den historie kan være hvad den være vil.
Dramatikeren Parminder Singh er ikke ude på at løse verdensgåden, men først og fremmest få en dramatisk ramme til at fungere omkring en masse musik, dans fra Ganges-floden og omegn og sjove situationer og personer: Især Ole West-Madsen som livsglad, snotforvirrede patient og Staugaard forvandlet ved givne lejligheder til patient med forvildede brokker om Nietzsche på repertoiret.
Og så overlade til instruktøren Rolf Heim at gøre historien til det show, som er resultatet i Sisse Gerd Jørgensens scenografi, der er et snildt samlesæt af skydevægge, som kan adskille et utal af scener samt åbenbare en enorm skate board-rampe, der giver mulighed for lige så mange op- og nedture, som både patienter og personale på et psykiatrisk hospital formodentlig gennemgår i deres særprægede hverdag.
MUNTERT
Vi er som sagt voldsomt underholdt, giver lidt fanden i den kritik af vores kultiverede psykiatrisystem, der også sprutter ud af historien, men nikker selvfølgelig venligt til kritikken. Den er formuleret som en gigantudvidet sketch i en sommerrevy.
Først og fremmest har vi det muntert med de sjove skuespilpræstationer og den konstant pulserende iscenesættelse med flinke indiske dansedamer og jo – nok især Bakrawis enormt lebendige, splittergale, forulempede stjerneskuespiller fra det fjerne.
Forestillingen er et samarbejde med Teater Nordkraft, der netop har spillet den nogle uger i Aalborg og Londons South Bank Center, hvor den sættes op senere på sæsonen.