Retssalen i ‘Terror’. Lila Nobel, Jens Jørn Spottag, Michael Gade Thomsen, Stine Schrøder Jensen, Kathiuska Suenson. Søren Sætter Lassen og Esben Dalsgaard. (Foto: Emilia Therese)
PILOTEN FOR RETTEN
’Retten er sat’-formen er fremragende drama i ’Terror’ på Det Kgl.
Dramatiker: Ferdinand von Schirach. Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Jonas Fly. Medvirkende: Stine Schrøder Jensen, Esben Dalsgaard, Lila Nobel, Jens Jørn Spottag, Sicilia Gadborg Høegh, Michael Gade Thomsen, Kathiuska Suenson og Christoffer Emil Bruun.
’Terror’ spiller på Skuespilhusets scene Mellemgulvet. Varighed 2 t. 30 min. inkl. pause.
*****
SPØRGSMÅLET lyder enkelt: Du kan redde 10 mennesker ved at dræbe 3.
Skal du gøre det?
Vi opstillede den slags dilemmaer i skoletiden. Og det gav anledning til interessante diskussioner. Hvem? Hvorfor? Hvornår? Hvis det nu var fire, du skulle slå ihjel for at redde fem? Hvor var grænsen? Hvis man overhovedet kunne sætte mål og grænser, der afgjorde valget.
Skuespillet ’Terror’ handler om sådan en situation.
Den tyske dramatiker Ferdinand von Schirach har skrevet stykket, der er blevet en omvandrende teatersucces i en række lande, ikke mindst på tyske teatre, i aftes med premiere på Det Kgl. Teater i det, vi er vant til at kalde Det Røde Rum, og som nu kaldes Mellemgulvet.
Én dekoration: En retssal. Retten er sat til en nævningesag, der skal afgøre frifindelse eller straf til en jagerpilot, der er blevet sendt i luften for at følge et Lufthansa-fly med 164 passagerer.
Flyet er blevet hijacket af en terrorist, der tvinger Lufthansa-piloten til styre flyet mod en fodboldarena i München, hvor der spilles landskamp mellem Tyskland og England i overværelse af 70.000 tilskuere. Jagerpiloten beslutter sig efter lynforhandlinger med sine overordnede at blæse på de ordrer, han får, skyde Lufthansa-flyet ned med et missil – det er denne handling, han nu står tiltalt for. Han har brudt med lovgivningen i Forbundsstaten, den lovgivning, der betingelsesløst siger, at man ikke må tage andres liv.
NØDRET
Som drama er det elementært og fascinerende. Den professionelle pilot vælger det, nogle kalder nødret – d.v.s. en handling ud fra en moralsk, følelsesladet overvejelse i stedet for af følge lovens præcise forskrift.
Sagen gennemføres med skuespillerne Esben Dalsgaard som piloten på anklagebænken, Søren Sætter Lassen som hans forsvarer, Lila Nobel som statsadvokaten, Stine Schrøder Jensen som retsformanden og et par vidner: Jens Jørn Spottag som pilotens overordnede og Sicilia Gadborg Høegh som hustruen til et af de dræbte ofre for nedskydningen.
Spørgsmålene hober sig op. Vi oplever en virkelighedsladet problemstilling mellem en lovgivning, der konsekvent har opstillet regler for, at samfundet kan fungere, og så tilfælde, der i vores hoveder anfægter de stive regler, kræver overvejelser om ret og rimelighed, moralske undtagelser – vi øjner forskellige nuancer i mentalitet, f.eks. under de diskussioner, der udspinder sig blandt publikum inden nævninges votering.
Man fornemmer det i retssagens forløb og i argumentationerne hos de implicerede advokater og vidner over for de argumenter, dramatikeren Ferdinand von Schirach selv bruger, og som man kan læse i denne uges udgave af Weekendavisen. Han er personligt en skarp tilhænger af benhård lovmedholdighed, tingene er til diskussion, men Schriach er selv jurist, og tysk stålsat konsekvens er hans overbeviste ledetråd. Et samfund kan ikke fungere på løsslupne præmisser.
Forsvarsadvokaten citerer et par gange Emmanuel Kant, oplysningsfilosoffen med det berømte ’kategoriske imperativ’, fornuftens og regelrethedens tænker. I øvrigt født i det østpreussiske Königsberg, ligesom von Schiriach.
Som teater kan man ikke forestille sig ret meget, der i højere grad skaber intenst, fængende forløb end ’Retten er sat’-modellen. Hver replik er drama, hvert udsagn er til publikums overvejelse, alt er igangsættende, og intet er til at overhøre eller overse som potentiel mulighed for accept eller forkastelse.
Vi afgør liv og død med bævende stemme og tvivlen susende om ørerne.
Som sådan er dette stykke utroligt engagerende. Det giver et lille ryk, når man ser dramatikerens navn. Hans farfar var den Baldur von Schirach, som Hitler personligt gjorde til chef for Hitlerjugend i 1931. Det skal sønnesønnen Ferdinand ikke hænge på. Han er bare en knivskarp, rationel jurist og dramatiker. Men spørgsmålene hober sig op hos os. Hvorfor sørger ingen instanser undervejs i den lille time, der går, inden Lufthansa-flyet skal eksplodere over den fyldte arena, for at få arenaen tømt for de 70.000? Hvad kunne piloter og besætning have gjort i den samme time? Hvad kunne den anklagede jagerpilot have gjort i stedet for at skyde flyet ned? Hvad ville vi selv have gjort?
gregersDH.dk
