(Helene Gjerris og muligvis Per Nørgaard i ‘Tecni’  på Edison Scenen (Fotocollage af  Saras Roland)

DRENGESTREGER

En charmerende, dadaistisk minikabaret med komponisten Per Nørgaards drengestreger, formuleret med ynde af instruktøren Jacob Shokking.

***

PER Nørgaards kreative drengestreger? Ja, hvorfor ikke. Ligesom man gerne havde været til stede, når Kasper Holten som dreng opførte Wagners ’Ringen’ i køkkenet til ære for familien, havde man også gerne kikket på, når Per Nørgaard sammen med sin storebror i lignende omgivelser opførte en selvopfundet historie om Thors og Lokes rejse til New York. Med titlen ’Tecni’.
En fantasifuld blanding af tegneserie, speak og sange. Vi må have befundet os i tiden omkring krigens slutning, da tilblivelsen fandt sted.
Man kan få fornøjelsen i disse dage – den lille kabaretagtige føljeton opføres på Edison Teatret i en pudsig og uskyldig blanding af filmede dokumentariske sekvenser, hvor Nørgaard selv fortæller om tilblivelsen, speaker undervejs, og da også giver et enkelt lille nummer på klaveret, de medvirkende kan danse lidt til, en tango – Piazzolla ville nok have givet den en strammere snert, men vi er med på uskylden, som vi er det med det meste andet i denne miniforestilling, der er så umiddelbart smittende af fis og ballade, at den kunne blive et nummer på børneteaterfestivalen, hvis det ikke lige var fordi den har fået en scenografisk iklædning af Jacob Shokking, der stiller ret komplicerede krav.
Håndteringen af Nørgaard groteske tegninger af de ikke så kæphøje nordiske guder, kombineret med N.Y.-skyline og levende billedesekvenser i øvrigt, er en del af effekten i dette show, som har en rørende gammeldags klang – det er så både Arrabal, Dalí og al dadaismens muntre divertissement kommer rullende, vi er ikke bare 60 år tilbage i tiden, vi er 90 år, way back til da kunsten fragmenterede.
Det tager vi til os med fornøjelse. Helene Gjerris er både Loke og ikke Loke og lægger som de andre – klarinettisten Anna Klett, bassisten Jesper Egelund og slagtøjsmusikeren Frans Hansen – krop og spilleglæde og stemme til de absurde, uskyldige løjer, endda melodier og sange, der rummer det enkle, jordnære, musikalske vokabularium, som også er Per Nørgaards, selvom ikke alle tror det – hjemme i vores diskrete, private afdeling af dansk musikkultur spærrer gæsterne øjnene op og lægger hovedet i sære folder, når vi sætter an til Vagn Lundbys og Per Nørgaards Langelandshymne ’Der var engang en sommerdag’, men letter glade efter første vers i erkendelsen af, at de ikke behøver tage stilling til Nørgaards meget omtalte uendelighedsrækker eller andet nok så tungtvejende.
Således vandrer denne kaotiske kabaret sjovt over scenen, vanviddet er repræsenteret undervejs af Nørgaards dybt aflejrede betagelse af den schweiziske, psykotisk belastede kunstner Adolf Wölfli, vi er parallelforskudt i hjernens ydre Mongoli nogle øjeblikke, men snart hjemme igen. Langeland og/eller kaos. Muligheder og perspektiver er mange hos Nørgaard.

GregersDH.dk