TEATRENES NYE VIRKELIGHED
Teatergængerne i København har været gennem en del de sidste hundrede år. Men de er også blevet forvænte, kræsne og sværere at sparke til. Hvordan klarer teatrene udfordringen?
Jeg havde en onkel. En kultiveret embedsmand i provinsen. En gang om året tog han sin kone under armen – af sted til København for at gå i teatret. Ved familiefrokosten spurgte jeg, hvad for et teater, de skulle i. ”Det Kgl. Teater,” svarede han. ”Er der andre?”
Nørrebro, Folketeatret, Det Ny Teater? I onkels kredse, var der kun Det Kgl. Teater. Gerne med Holberg på plakaten. Det var det, man kom hjem og fortalte om ved næste selskabelige lejlighed i Slagelse. Det Kgl. Teater var lig med kultur. Og kultur var lig med Det Kgl. Teater.
Det kan vi så muntre os over. Vi er 40-50 år tilbage i tiden. Men man kunne vel opleve det samme nu. Det Kgl. Teater har også i dag særstatus som TEATRET. Bare et kik i den årlige finanslov. Dér figurerer Det Kgl. med en bevilling tårnhøjt over det øvrige, samlede danske teaterlivs. Der er gode forklaringer: Forpligtelsen til at gøre en masse, andre teatre ikke skal. Pleje arv og tradition. Spille et stort, varieret repertoire. Opføre balletter og operaer – noget, der kan slå bunden ud af enhver teaterkasse, fordi det kræver et apparat som et helt stormagasin i forhold til et ismejeri. Bare orkestret! Over hundrede mand. Med pension og det hele.
Ingen sætter for alvor spørgsmålstegn ved dét.
PUBLIKUM MED BAR MAVE OG KONDISKO
Hvis min onkel og tante indfandt sig i hovedstaden i dag, ville de kun undre sig over, at nogle publikummer møder op med bar mave og i kondisko. Til onkels og tantes beroligelse stiller andre i noget, der svarede til deres eget noble outfit. Og kongelogen vil måske være bemandet. Som et tegn for dem på, at ankeret til fortiden, traditionen og den danske kulturarv er intakt. Verden er ikke af lave. Danmark består. Trods alt. Trods dét teaterhalløj, som onkel og tante ville have måbet over, hvis de havde oplevet tiden efter 1970. En tid, hvor det københavnske teater ikke lignede noget, de i deres vildeste drømme havde forestillet sig: Solvognen, der lod sin julemandshær uddele bøger i Magasins bogafdeling til folket som kapitalens gave til folket. Eller rykkede fra deres teaterbase i Christiania til Rebild for som en horde Sioux-indianere at galoppere gennem bakkerne 4. juli i protest mod Vietnam-krigen.
De ville have rullet med øjnene over, hvad deres børnebørn blev underholdt med af opsøgende gruppeteater på skolerne. Når Banden spillede ’Bim-Bam-Busse’ for at belære ungerne om livets sjove opståen. Eller Rimfaxe Teatret kom på besøg med ’Ulveansigt’, der handlede om Skipper Clements jyske bondeoprør i 1534, og hvor skolebørnene fik rollerne som revolutionære bønder i samspil med skuespillerne.
Også på Det Kgl. havde de nok fået åndenød, da rystelserne nåede bag de tykke mure: Paul Fosters stykke om den engelske revolutionshelt Tom Paine gik på Stærekassen i 1969, og skuespillerne med Erik Mørk i spidsen afbrød handlingen, tændte en smøg og spurgte ud i salen: ”Er der nogen, der har et spørgsmål?” Det var der sandelig ikke. Lammende tavshed, og spillet fortsatte. Et kongeligt forsøg på at bryde barrieren mellem scene og sal. Afprøvet med held i børne- og ungdomsteatret i 70’erne. Men i voksenteatret først nået et vist niveau, da stand up-genren krydser ind over scenerne efter årtusindskiftet.
70’ERNES TEATERCHOK
Det selvmorderiske forsøg på Det Kgl. i 1969 inviterede ikke til gentagelser. Til gengæld måtte Det Kgl.s publikum igennem andre chok i 70’erne: Nøgne dansere i ’Dødens Triumf’ med Vivi Flindt i spidsen, skabt som Vorherre i en glad stund havde formet hende. En ballet til musik af Savage Rose og med Annisettes stemme surfende gennem rummet som sirenesang fra Rhinens døtre.
Det var lige så overvældende at opleve Kasper Rostrups totalteater, som det foldede sig ud på Gladsaxe Teater gennem 70’erne og 80’erne i en endevending af det, hans instruktørkollega Klaus Hoffmeyer kaldte ’den specielle danske teaterkultur med hele dens apparat af Fru Heiberg-høflighed.’ Rostrup smed stolesæderne ud og ryddede salen. For derefter at fylde den med rullende rekvisitter og skuespillere, der var her, dér og alle vegne. Undertiden i et ravende mørke, hvor man som tilskuer befandt sig i konstant farezone. Det var nedbrydning af den famøse fjerde teatervæg – som nogle straks ønskede sig tilbage, mens andre hermed anså den for henvist til teaterhistorien.
Forestillinger som Holbergs ’Niels Klim’ og Goethes ’Faust’ gav os på den måde øjne og øren i nakken og oplevelser af muligheder, der siden forplantede sig i forskellige gradbøjninger på de fleste teatre – fra ’Gasolin’ på Dr. Dantes Aveny til sære sager som ’Arbejd dig fri.com’ i Turbinehallerne i 2005, hvor publikum bidrog med udfyldning af spørgeskemaer undervejs.
DET FETEREDE TEATER
Selvfølgelig var det ikke første gang, Københavns teater blomstrede uden for Det Kgl. Ældre sjæle kunne fortælle om Casino, Dagmarteatret og andre hæderkronede outsidere gennem første halvdel af 1900-tallet, hvor sang og latter rungede fra Røde Kro til Nørrebros Teater, og aviserne fulgte hver skridt og hvert åndedrag på scenerne. Anmeldelser kunne stå på forsiden. Vældige dissekeringer af ny dansk dramatik, skarpe udhængninger af skuespilpræstationer – undertiden med så dramatiske konsekvenser som duellen i Dyrehaven mellem skuespilleren Robert Schyberg og kritikeren Edvard Brandes i 1900. Undertiden så underholdende som Frejlif Olsens anmeldelse i Ekstra Bladet af Johannes Meyers præstation i et italiensk stykke på Det Ny Teater i 1924: ’Han udfoldede i aftes syv-otte af sine mest bedårende egenskaber, han var skurk i 1. akt, helt i 2. og helgen i 3., han fik det alt sammen prompte og med høj røst leveret op af sufflørkassen, fræk som en opvarter hos Wivel gentog han ord for ord, hvad der blev forelagt ham, et talentfuldt bæst, en stor abekat!”
Teater var godt avisstof. Dramatikere og skuespillere feteret. Opførelserne behandlet som begivenheder. Teaterrummet mødested for høj og lav.
DE NYE KRAV TIL TEATRET
I vores egen tid har vi i en generation set et københavnsk teaterliv, der veksler mellem faretruende erosion og lysende tiltag. Et Kgl. Teater, der har været ved at miste fodfæstet frem mod 1990’erne, for delvis at genfinde det på denne side af årtusindskiftet. Og et teaterliv, der er blomstret i ryk med enkelte storpræstationer, men konstant udsat for stormløb fra alternative kulturtilbud fra nær og fjern: Massefodring på tv, internet-muligheder i uanede mængder, mobil- og playstationorgier.
Teatre er lukket, de overlevende har været i konstant kamp for at finde nøglerne til publikum – i konkurrence med skærmen og med biografer, hvor publikum kan daske spontant ind ad døren, fanget af kæmpeplakater og ustandselige omtaler i radio og tv, sætte sig til rette som de går og står, med popcorn i venstre hånd og cola i højre, i magelige sæder med uhindret udsyn til et kæmpelærred og skuespillere i så overvældende nærbilleder, at man tror, man kan røre ved dem. Der er noget at hamle op med.
Vi kender de banale svar. Jamen, teater er det LEVENDE! Her og nu! Chancen for knald, risikoen for fald! Alt det, vi ved, og som er så rigtigt, så rigtigt. Det, vi oplever, når salen endelig koger af nærvær, overraskelse, katastrofe eller jubel, genkendelse, chok. Især dér, hvor vi er tæt nok på – i de mindre teater. Hvor ligheden med skærm- og lærred-oplevelsen er der. Eller hvor musikken bærer os på englevinger til fjerneste afkrog i større teaterrum.
Alt sammen noget, vi måske synes, vi oplever for sjældent. Vilkårene er blevet sværere. Kravene større. Til talent. Til oplevelses-intensitet. Vi taler med foldede hænder om provokerende, nyskabende teater. Men hvad sker der, når vi hører en Nikolaj Cederholm præstere skarp antikirkelig, ateistisk knockout på Edison Teatret i ’Åh, Gud’? Vi nikker interesseret som gode, ukristelige folkekirkemedlemmer og går hjem til aftenkaffen. Og hvad, når Flemming Jensen i ’Dronningen af Malmø’ på Nørrebro Teater prikker i de urimelige sider af indvandrerlovgivningen? Vi konkluderer, at Jensen er en vittig hund.
Provokation er blevet en vanskelig teatersport i velfærdssamfundet. Lammende realisme kan tilvejebringe den. Som i forårets ’Hjem, kære hjem’ på Kaleidoskop, hvor Irakkrigen bliver nærværende i et parcelhus i Ballerup. Og det æstetisk sublime – hvis det er det vi drømmer om – kan en Melinda Kinnaman blænde os med, når hun udfolder cirkusartisteri højt under loftet i ’Havfruen’.
Men ellers: Vi er kræsne, forvænte, svære at sparke til.
Det er den virkelige udfordring for teatrene i disse år. Vi er ikke så lette at tumle som min onkel og tante var, når de i 1950’erne trådte ud på Kgs. Nytorv efter en Holberg-forestilling, mætte af kultiveret kongelig kunst. Der skal mere til. Kom med dét.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
Gregers Dirckinck-Holmfeld er journalist og forfatter, i en årrække teater- og musikanmelder ved Ekstra Bladet, nu tilknyttet Dagbladet Børsen. Medlem af Reumert-juryen.
